Stille dag i Cozumel
Efter naesten en uge i Mexico, maa det vaere paa tide med en lille rejserapport.
Turen herover gik fint, men takket vaeres de taabelige og langtrukne amerikanske “sikkerhed”´sregler, stod vi i koe det meste af de lidt over to timer vi ellers skulle vente i Newark. Det er ellers cotume for Morten og jeg, at se lidt paa indkoebsmulighederne i de lufthavne, hvor vi venter.
Vi ankom til Cancun, som nok mest er beroemt/berygtet for spring break - en foraarsferie for isaer amerikanske skoleelever. Men taget i betragtning, at byen skulle vaere hjemsoegt af flere tusinde vanvittige teenagers, og at vi allerede i USA blev taget for “spring breakers” af flypersonalet, saa var der overraskende faa amerikanere. I hvert fald i vores del af turistomraadet.
Vi tog dog alligevel videre syd paa til Playa del Carmen naeste morgen.
Playa, som byen er kendt som, bliver af Lonely Planet beskrevet som chic og europaeisk. Det er jo svaert at sige, hvad standarden ellers er, men for en super turistet by ved stranden, er den faktisk meget hyggelig. Og i det hele taget er Mexico, set gennem vores briller, meget mere europaeisk, end man skulle tro, naar nu USA ligger saa taet paa. De bruger f.eks kilometer og km/t paa deres skilte.
Vi checkede ind paa et hyggeligt og naermest rustikt sted med smalle trapper og gange. Vi fik et stort vaerelse med en dobbeltseng og to enkelte, mexicanske taepper paa vaeggene og en lille altan med haengekoeje.
Det blaeser en del her paa oestkysten, hvilket selvfoelgelig er dejligt afkoelende til tider, men ogsaa noget misvisende i forhold til solens straaler, hvilket vi fik en lidt for god smagsproeve paa, da vi gik en eftermiddagstur paa stranden.
Allerede samme aften som vi ankom til Playa del Carmen, var det fire blege danskere med meget roede nakker og foedder, der lagde sig til at sove. Saa dagen efter blev tilbragt i skyggen med boeger.
Playa er fuld af dive shops, men vi valgte et stort sted, der saa ud til at koere en professionel forretning, til vores foerste dykkertur i lang tid - faktisk siden sidste aar i Thailand for mit vedkommende.
Vores dive master var rent faktisk instruktoer, og vi var saa heldige, at det kun var os fire paa turen. Til gengaeld var han ikke super oplagt, og for foerste gang nogensinde, blev vi ikke bedt om at lave vores buddy check - hvor man gennemgaer hinandens udstyr - og det var maaske dumt.
Allerede da vi laa i vandet, kunne jeg tydeligt maerke nervoesiteten i min vejrtraekning. Det er altid underligt, at skulle laegge sit liv i haenderne paa en gummislange man hodler fast mellem taenderne.
Og vi var heller ikke synket ret langt ned dybet, foer jeg pludselig ikke kunne faa luft. Det virkede som om min tank var tom. Op til overfladen og signalere til dive masteren.
Heldigvis var det bare min ventil, der ikke var aabnet ordentligt, selvom det var mig selv der havde gjort det, og jeg kunne fortsaette kort efter.
Det gjorde ikke min nervoesitet mindre, men resten af dykket var saa til gengaeld stortset uden begivenheder. Vi dykkede et fladt rev, som skulle vaere besogt af skildpadder i stort tal.
Men pga vejret var sigtbarheden ret ringe, og vi saa kun to skildpadder. Skuffende.
Dyk nummer to var langt bedre, langt bedre sigtbarhed, store fiskestimer, en skildpadde vi passerede helt taet paa og generelt langt flottere natur.
Og saa var det med baaden videre til oeen Cozumel, som Jacques Cousteau gjorde beroemt med sine dykkerfilm for mange aar siden.
Jeg mener virkelig at