Soevnproblemer
Takket vaere bogen Pattern Recognition har jeg vaeret spaendt paa om jeg endelig skulle opleve jetlag.
I bogen staar der at det kan paavirke folk, der rejser mere end 5 tidszoner, saa jeg burde vaere kvalificeret. (og i traad med Gibson observerer jeg at ventilatoren i mit loft er af maerket Mitsubishi)
Da jeg er saadan en slave af BOGEN, skyndte jeg mig selvfoelgelig at koebe en iced ginger tea til frokost. Ingefaer skulle eftersigende hjaelpe mod jetlag.
Det smager slet ikke som ginger ale, men snarere som te lavet af ingefaer.
Den japanske green tea laeskedrik jeg koeber i 7-Eleven, smager i oevrigt af kold te, slet ikke den soede laeskedrik Nestea laver i Danmark.
Kl. 03 er jeg stadig vaagen.
Om det saa er jetlag er min middagslur er svaert at sige. Da jeg endelig vaagner og beslutter mig for at staa op er kl. 15:30. 2 1/2 time til min bus koerer til Koh Pha-Ngan.
Tog en hurtig beslutning efter nogle timer i Bangkok.
Men den dag, jeg troede, jeg lige kunne naa at bruge i byen, er gaaet.
Tager et hurtigt kig paa billige cowboybukser i naerheden af Khao San Rd.
Et par sorte 501’s to numre for store, er det jeg har taenkt mig. Dem finder jeg hurtigt, og saelgeren er meget ivrig for at vise mig at bukserne er aegte.
Jeg er ret fascineret af hele kopi-kulturen. Der er noget befriende i tanken om, at intet man ser, noedvendigvis ogsaa er de dyre maerker de ligner.
Naar alt er fake, og alle ved det, ophaever det pointen med maerketoej paa en eller anden maade.
Bukserne starter med at koste 950 baht, og jeg er lidt i tvivl om hvad det siger om aegtheden.
Til gengaeld gider jeg ikke have et par ekstra bukser i tasken den naeste maaned.
Det har saelgeren lidt svaert ved at forstaa, og jeg har lidt ondt af ham, naar nu han har fundet flere modeller frem og maalt min talje.
Da jeg gaar er prisen 400 baht.
Det er ikke meget mere end 70 kr.
Jeg har helt sikkert taenkt mig at komme forbi paa vejen hjem.
Jeg skal med bus syd paa, og er blevet fortalt, at den kommer og henter mig.
Det goer den ikke. I stedet kommer der en fyr og raaber “Phangan”, og der bliver peget paa mig. Jeg henter min taske, og staar klar med min Lonely Planet i haanden.
Ude ved fortovet holder der en scooter og venter.
At sidde bag paa en scooter uden hjelm, med en stor rygsaek, ud i Bangkoks trafik og kun den ene haand at holde fast med, er ikke min version af underholdning.
Heldigvis er turen relativt kort, og det meste af tiden koerer vi faktisk ad nogle smaa gyder.
Bussen bliver hurtigt fyldt op, englaendere de fleste, men lige bag mig et par med en belgisk fyr og en japansk pige.
Der er en lille dreng paa omkring 4-5 aar med bussen, som gaar rundt til alle passagererne og spoeger om noget ingen af os forstaar. Men han er vaeldig soed, og senere sidder jeg et stykke tid ved siden af ham, for at se filmen de viser bedre, og han forsoeger at laere mig at taelle paa thai.
Den foerste film de viser er Transporter 2, som jeg aldrig har hoert om, endsige 1′eren, og det selvom Luc Besson har haft en finger med i spillet.
Film nummer to er Anacondas, som jeg ikke lige gider spilde min tid med. I stedet sender jeg en SMS til Jeppe, saa han kan hjaelpe mig, fordi jeg sidder fast i mit Zelda spil.
Den belgiske fyr har en PSP med, og vi ender med at sidde og spille Mercury i to timer, midt om natten, mens alle andre sover. Vaeldig hyggeligt.
Kl 6 om morgenen bliver vi sat af ved et lille skur af en slags, midt ude i ingenting.
Â
Alt efter hvor folk skal videre hen, bliver vi samlet op i smaa grupper.
Sammen med 5 engelske fyre bliver jeg sat paa en pick up, som er indrettet til mennesketransport, de tasker der ikke kan vaere mellem vores ben, bliver smidt op paa taget, som har en meget lille kant til at holde dem fast. Ingen elastikker eller noget.
Og saa er der ellers doedskoersel. Fuldfart over broer og smaa buler i vejen.
Da var jeg meget ked af at komme sidst, for jeg sidder yderst og kan uden problemer falde af hvert oejeblik det skal vaere. Og det taenker jeg ogsaa om min taske paa taget.
Men det gik.
Baadturen tager ca. 2 1/2 time, og er ret kedelig.
Paa kajen er der det forventede opbud af ivrige thai’er der gerne vil udleje os et sted at bo, eller koerer os derhen.
Jeg kommer bag paa en ny pick up, tasken paa taget og saa afsted. Denne chauffoer koerer mere stille og roligt. Men det er ogsaa noedvendigt, for vejen snor og bugter sig helt vanvittigt. Jeg ser i forbifarten et skilt, hvor der staar 20% stigning. Hvis ikke jeg havde vaeret ombord, ville jeg ikke have troet at det kunne lade sig goere.
Men igen viser min frygt sig at vaere stortset ubegrundet.
Jeg gaar det sidste stykke til Same-Same, og jeg faar det sidste vaerelse. Godt for mig, for mens jeg venter paa at det bliver gjort rent, og faar lidt mad, kommer der flere rejsende forbi og spoerger efter et vaerelse.
Stedet er ejet af en dansk fyr og hans thailandske kone, saa der er en del danskere. I det hele taget er der en rigtig hyggelig stemning, naesten som en stor familie.
Det her er udsigten fra den balkon, der foerer hen til mit vaerelse:
  Â
