janus.hasseriis.net

Ok, saa er der lidt tid til at berette, om en af de fedeste oplevelser paa min tur.
Mandag morgen kl. 5:30 stod jeg op, saa jeg kunne blive hentet med minibus ved mit hostel kl. 6:45.

Vi koerte op nord paa, hvor vi blev sat paa en stor laekker speedbaad ved et lille fiskerleje, som dog tydeligvis ogsaa husede en del dykkerforretninger.
Vi var vel 10 - 12 gaester i baaden alt i alt, og saa var det afsted med fuld fart henover boelgerne mod Similan Islands.
Der var ikke haard soe, men baaden tog alligevel nogle gode ture paa de ret store boelger - muligvis pga farten.
Efter halvanden time var vi fremme ved baad nummer 4, hvor jeg skulle dykke og overnatte.

Det er sjovt som ting man egentlig godt ved, kan overraske alligevel. Jeg havde bestilt en tur med en overnatning og syv dyk. Det siger sig selv, at saa har man lidt travlt, men det kom alligevel bag paa mig, hvor kort tid, der gik fra jeg satte benene paa skibet, til jeg stod og fumlede med min vaaddragt.
Selve turlederen var en fyr fra Danmark, som hedder Adam. Jeg fandt ikke ud af om han er adopteret, eller hans foraedre maaske er flyttet til Danmark, i hvert fald snakkede han flydende dansk med jysk accent, men var altsaa thai originalt, og tilsyneladende kunne han ogsaa flydende thai.
Adam fortalte os hurtigt om baaden og de forskellige regler, og saa fortalte han lidt om det foerste sted vi skulle dykke.

Min dykkebuddy var en fyr fra Skotland der hedder Steven, han var en flink fyr, men det gjorde os lidt usikre, at han lissom mig kun havde 6 dyk. Vores divemaster var en thailandsk fyr, der hedder Daeng. Han var fin og hjaelpsom, men maaske ikke helt saa kommunikativ, som jeg kunne oenske mig - min manglende erfaring taget i betragtning. I det hele taget var atmosfaeren en smule mere kontant end jeg har vaeret vant til, paa de faa andre dyk. Ikke paa en ubehagelig maade, men det er lidt nervepirrende, at staa med hele ansvaret for at udstyret fungerer selv. Godt nok checker man alting igennem med sin buddy, men han var jo lige saa uerfaren som jeg…

Men dykket gik rigtig godt, og sigtbarheden var omkring 20 meter, saa for mig, var det en virkelig fantastisk oplevelse, hvor der var rigtig god mulighed for at se de forskellige fisk, koraller osv.

Ditte og Sophie fra Broenderslev havde fortalt mig, at de udlejede digitalkameraer i undervandsforklaedning paa skibet, saa saadan et lejede jeg for 1000 baht, og kunne saa bruge det paa fire dyk. Jeg var godt nok lidt nervoes for, om jeg kunne koncentrere mig om at traekke vejret, undgaa at stoede ind i korallerne og samtidig tage billeder, men jeg tog chancen, og det er jeg rigtig glad for.
 

Jeg havde egentlig troet, at baaden var mest for show, og at vi ikke ville sejle nogen steder. Men der tog jeg meget fejl. Efter hvert dyk sejlede vi til en ny oe, eller i hvert fald til et nyt dykkested.

Jeg lejede kameraet til mit tredie dyk, og det var rigtig godt timet. For der skulle vi nemlig ned til et vrag. Det var et vrag af en baad magen til den vi boede paa…
Den stak op fra havbunden naermest lissom man forestiller sig Titanic goer, det saa virkelig vildt ud. Sigtbarheden var blevet lidt daarligere, maaske ogsaa pga det svindende lys, men man kan tydeligt se raelingen og styrehuset i baggrunden paa billedet herover.

Jeg havde igen lidt problemer med mine oerer, ikke noget saerligt synes jeg, men jeg var godt nok noget langsommere til at komme ned paa de 18 meter end de andre. Saa min divemaster mente, at jeg skulle have nogle piller til at hjaelpe paa mine oerer.
De virkede ogsaa rigtig godt, men ifoelge reglerne maa man ikke dykke, hvis man tager medicin. Hvis det pludselig holder op med at virke under vandet, kan man jo faa problemer. Men som jeg tidligere har sagt, saa er regler knapt saa uboejelige hernede.
Jeg kom i oevrigt ogsaa ned paa 30 meters dybde naesten med det samme, selvom jeg med mit Open Water certifikat, kun maa komme ned til 18 meter.

Da vi kom op igen, og var paa vej hen mod skibet, raabte en dansk pige oppe fra daekket pludselig, at der var en skildpadde paa den anden side.
Da jeg kom, fandt jeg hurtig ud af, at der ogsaa var to danske par med paa baaden. De drenge var med nede ved vraget, mens pigerne blev paa baaden.
Min divemaster var for traet til at svoemme, og jeg var lidt i tvivl om jeg var tvunget til at foelge med ham. Men jeg havde luft tilbage, og desuden laa vi lige ved siden af baaden i roligt vand.
Saa de to danskere og jeg valgte at se om vi kunne finde en skildpadde. Eftersom de stod og smed mad ud til den fra baaden, var det slet ikke noget problem, og ret hurtigt kom den svoemmende lige hen imod os.
Faktisk saa taet paa, at man lige overvejede: hvor skarpe er, de der kaeber den har?
 

Efter det fulgte et natdyk som ogsaa var en spaendende oplevelse. Saa har man en lommelygte med, og kan stortset kun se der hvor man lyser hen. Desvaerre saa vi ingen virkeligt interessante natfisk.

Naeste dag var det blevet lidt daarligere vejr, saa til det tidlige morgendyk kl. 7 var der ret store boelger, hvilket var lige lovlig spaendende isaer, da vi skulle op i baaden igen.
Der var ret kraftig  stroem ogsaa under vandet, og baade min buddy og jeg skulle kaempe en del for at foelge med. Og jeg skulle jo ogsaa svoemme hen til de sjove ting jeg kunne fotografere
Men det betoed, at vi loeb toer for luft noget foer de to danske drenge. Og saa gik der noget galt med kommunikationen. Divemasteren signalerede til dem, at de kunne svoemme videre sammen i samme omraade, han var noedt til at foelge os op til overfladen, fordi vi ikke havde saa meget luft tilbage. Jeg opfattede det klart som et spoergsmaal, og taenkte det var ret modigt af dem, at blive dernede alene.

Vi kom op til overfladen uden de store problemer, selvom jeg godt nok synes jeg havde faretruende lidt luft tilbage til vores 3 minutters sikkerhedsstop paa 5 meter.
Det var en boelgende omgang at kravle ombord paa baaden igen men det gik.
Et par minutter efter hoerte vi ballade fra den nederste etage. Det var de to danske drenge, som havde troet at vores divemaster ville komme tilbage og hente dem. De havde nok mere opfattet signalerne under vandet som en ordre. Det er svaert at sige, men i hvert fald kan man sige, at man aldrig maa dykke ned igen med det samme, hvis man foerst har vaeret oppe.

Men det betoed, at de havde ventet alt for lang tid under vandet, og muligvis havde de ogsaa misforstaaet deres dykkercomputere. Paa deres vej op havde de saa forsoegt at puste et flydeflag op, som indikerer at der er dykkere i vandet under, men det var mislykkedes. En lang raekke uheldigheder betoed, at mens de laa paa kun 4 1/2 meter vand kom vi andre sejlende henover hovedet paa dem i baaden. De fortalte bagefter, at de virkelig kunne maerke traekket fra skruen, og saa var det bare med at komme vaek, naesten uden luft i tankene.

Da de endelig kom op, var de naturligvis utroligt forskraekkede, og det kom til udtryk i et skaenderi med vores divemaster, som de mente burde have vaeret nede og hente dem. Eller have taget dem med op i foerste omgang.
Men det endte altsammen godt, og ingen kom til skade, selvom der var lidt kold luft imellem dem og divemasteren bagefter. (U)Heldigvis betoed deres uheld ogsaa, at de af risikoen for dykkersyge ikke maatte dykke de naeste 48 timer, hvilket vist passede meget godt.

Resten af dagen boed paa lidt roligere og ganske smukke oplevelser for mig og Steven. Sigtbarheden var pga vejret lidt forringet, men isaer var jeg fascineret af fornemmelsen, af at svoemme henover en kaempe stor klippe, som saa pludselig stopper saa bunden er 20 meter under en, og man naermest “svaever” i rummet.

Om eftermiddagen var det tilbage til fastlandet, med hovedet fuld af indtryk. Jeg har set massevis af farvestraalende fisk, nogle med tydelige rovdyrstraek. Jeg har set en muraeneaal sno sig henover sandbunden og ind i sit skjul. Jeg har set bittesmaa roede krebs, jeg saa et par smaa blaaplettede rokker og saa fandt jeg Nemo.