Nu har jeg faktisk været hjemme en uge, og så må det vel være på sin plads, at få rundet turen af.
Jeg tilbragte de sidste fire dage af turen i Bangkok. Købte en billet med fly fra Phuket, hvilket kostede mig 300 kr ca. og en del tid sparet.
Til gengæld stødte jeg så på en kinesisk kvinde, som allerede i den minibus vi kørte i ud til Phuket lufthavn, fandt ud af, at hun og jeg skulle med samme fly. Og så kunne hun jo lige så godt hægte sig på mig. Det blev hurtigt belastende.
“Er der hoteller i nærheden af Bangkok lufthavn?”
“Hvor skal du bo?”
“Kan jeg bo der?”
“Har de ikke hotelværelser?”
“Ved du om der er hoteller i nærheden af lufthavnen?”
“Er der hoteller i nærheden af der hvor du skal bo?”
“Er det dyrt?”
“Skal vi følges ad ind til byen?”
Osv. osv.
Hun var faktisk sød nok, men hun spurgte bare om de samme ting igen og igen. Jeg havde planer om at bo pÃ¥ New Road Guest House, som jeg vidste ville være billigt, og nok ikke det hun ledte efter. Desværre var kvinden i check-in skranken sÃ¥ sød at opdage vi snakkede sammen og spurgte: “Ã¥h - vil I gerne sidde sammen?” Hvad svarer man sÃ¥?
I flyet sidder man jo tæt, og det var ikke sjældent, at hendes hÃ¥nd lige kom til at hvile pÃ¥ min arm eller mit lÃ¥r…
Hun var vel i midten af 30′erne, arbejdede for Sony Ericsson og synes mine lyse solblegede hÃ¥r pÃ¥ armen var vældig interessante.
Da vi nærmede os Bangkok, sad hun og holdt mig kærligt i armen. Da var jeg tæt på at lave en coyote, og bare gnave armen af og løbe. Men så opdagede jeg, at hun faktisk var utrolig bange for at flyve, så jeg lod hende beholde min arm, til vi var landet. Og så fik jeg travlt med at give hende ret i, at det nemmeste for hende nok var at finde et hotel i nærheden af lufthavnen.
Jeg tog selv en taxa ind til byen, og havde en seddel med adressen på New Road Guest House, som samtidig fungerer som rejsecenter for Jysk Rejsebureau.
Det viste sig at være en sand danskerlejr. Men først skulle chaufføren selvfølgelig lige køre mig forvildet rundt i Bangkoks gader.
Da jeg stod ud af taxaen fik jeg med det samme øje på Magnus fra Same-Same, der sad i restauranten og spiste. Senere samme aften kom Gry også.
Grand Palace
Gry og jeg aftalte at få noget ud af dagene, så allerede næste dag tog vi en båd op ad floden for at besøge Grand Palace.
Min viden om Thailand er/var sært ikke-eksisterende, for alle de store seværdigheder, havde jeg aldrig hørt om. Men Grand Palace det thailandske svar på Amalienborg, bortset fra at kongen ikke bor der til hverdag.
Og så har de brugt lidt mere guld til at bygge det.
Vi gik rundt et godt stykke tid mellem gyldne søjler, statuer af krigere og elefanter og mere eller mindre hellige bygninger.
Utrolig smukt og fascinerende. Jeg kunne ikke lade være med at beundre buddhismen i sit arkitektoniske udtryk, og hele stemningen der bliver udtrykt.
Hvor vores kristendom uden tvivl har nogle sider, der spiller på mørket og de lidt truende figurer og stemninger, så er buddhismen lys, venlig og åben. Der er ingen skræmmebilleder.
Efter selve paladset tog vi hen til Wat Pho, en anden reclining Buddha. Hvis jeg ikke tager meget fejl den allerstørste. Jeg husker ikke helt længden, men fra gulvet op til hovedet er den 15 m høj.
Efter de oplevelser var vi lidt matte, og ville egentlig bare gerne hjem.
Så jeg overtalte Gry til at tage en tuk-tuk hjem. Hun havde hørt alle historierne om, at man ikke kan køre med tuk-tuk uden at blive tvunget hen til alskens skræddere og juvelsælgere. Vores chauffør var nu helt fin, og kørte os hjem for den aftalte pris, selvom Gry flere gange var sikker på, at vi var på afveje.
Flodtur
Dagen efter tog vi endnu en kulturel tur. Khlong tur som alle kaldte det, som om ordet “khlong” i sig selv forklarede hvad det drejer sig om. Bangkok er centreret om en stor flod, og khlong’erne er alle de smÃ¥ kanaler, der krydser hinanden og løber ud i floden. Langs med de mange kanaler ligger der talrige huse. Lige fra de fattigste blikskure til store dyre villaer. For nogen er det en lækker adresse. For andre er det deres vigtigste færdselsÃ¥re.
Vores guide hed Jimmy, og det var utroligt hvad han kunne fortælle. Ikke nok med at kunne fortælle om kanalerne og hvordan de blev brugt. Han supplerede også med huspriser, indsigt i thailændernes liv og hverdag, byggeplaner og lidt filosofi.
Som han sagde: læg mærke til at de rige bygger mure om deres huse, for de er bange for at miste deres rigdom, mens de fattige ikke en gang har døre i deres huse. De har intet at miste, og desuden kender de alle dem, der bor i nærheden. SÃ¥ de er glade og smiler til jer fra hjertet. PÃ¥ gaderne i byen er det noget andet. Som han sagde: “50% of the people in the street smile with a razor”.
I det hele taget var turen et fantastisk kig pÃ¥ “bagsiden” af Bangkok. Som en ekstra lille bonus, og mÃ¥ske en mÃ¥de at finansiere turen pÃ¥, besøgte vi ogsÃ¥ ganske kort en orkidéfarm og en slangefarm.
Udover et billede af mig selv med en kæmpe slange, fik vi et kig på aber, slanger, øgler, krokodiller og en enkelt tiger.
Man skal hyle med de ulve man er i blandt
Samme aften tog vi en lille gruppe afsted til det omrÃ¥de, der hedder Patpong, som er Bangkoks version af et “red light district”. Mest kendt er omrÃ¥det for de mange shows, hvor nøgne piger laver forskellige gøglertricks.
Især efter de skuffende dage i Patong, havde jeg ikke de store forventninger, men jeg havde alligevel en forventning om, at selvom showene i deres natur er underlødige, så ville det være pakket ind i noget smagfuldt.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Sjældent har set noget så skuffende, tarveligt og helt uden nogen form for klasse eller underholdningsværdi.
Helt konkret fandt jeg det mere spændende, at de viste The Return of the King på en tv-skærm. Det var vist den forlængede udgave, som jeg endnu ikke har fået det.
På indkøb
Sidste dag gik med at shoppe lidt. Overalt i Bangkok og Thailand i det hele taget, er der små boder og butikker, der sælger alskens ting. Tøj, ure, musik og elektronik. Som nævnt er mange af deres varer kopier, men man kan også finde ægte mærker.
Jeg besøgte et stort center, der hedder MBK, som i princippet er flere hundrede af de gængse boder samlet i 7 etager med aircondition. Der gik jeg rundt i et par timer og lod mig friste. Til sidst tog jeg en tur i biografen for at slappe af. Jeg købte en V.I.P. billet, som skulle være den vildeste luksus med cola og popcorn ad libitum. Det var det nu ikke helt, faktisk bare en rigtig lækker stol, men det kostede heller ikke noget særligt. Filmen jeg så hedder 16 Blocks. En film med Bruce Willis, som halv-gammel fordrukken politibejent. Jeg havde aldrig hørt om den før, men den var faktisk udemærket.
Hvis cirkelen skal sluttes, kan jeg jo lige vise frem, hvad jeg så havde med hjem igen. Det skal siges, at jeg måtte ofre to skjorter og to poloer, som bare ikke kunne blive rene igen.
