Jeg er jo arrogant
Jeg skriver det med overbevisning, for jeg dét er jeg blevet fortalt.
Lad mig prøve at gengive historien så objektivt, som det er mig muligt.
For tre uger siden var jeg til gammelelevfest et sted i nærheden af Silkeborg.
Det er i år 15 år siden jeg startede på min efterskole SVE og det skulle fejres.
Vi var 38 gamle elever, der fandt det sjovt at mødes igen. Udover mig også en pige, som jeg bare kort sagde hej til, for hun var ikke én af dem jeg snakkede med på skolen.
Faktisk tror jeg aldrig vi har vekslet to ord med hinanden.
Og nej jeg gik ikke hele runden, og trykkede hånd med alle, for dét hader jeg, og hvis det på nogen måde kan undgås til familiefester eller lignende, så gør jeg også det.
I lørdags var jeg så til fest i et kollektiv, hvor en gammel bekendt fra Svendborg bor. De holder fest en gang imellem og det er altid sjovt.
Til denne fest, var ogsÃ¥ pigen fra efterskolen. Jeg mødte hende, stortset lige da jeg var kommet inden for døren, og blev mÃ¥ske lidt overrasket, sÃ¥ jeg smilede vist bare uden helt at kunne placere hende. Min ven og efterskolekammerat Morten sagde dog:” har du set X fra efterskolen er her?”.
Senere kom jeg til at snakke med hende, men ret hurtigt sagde hun til mig: “Janus du var jo sÃ¥dan en lidt arrogant type pÃ¥ skolen, og det er du jo stadig“.
Jeg udbad mig naturligvis en forklaring, og hun sagde: “du syntes jo, du var bedre end andre mennesker. Du vidste godt, hvem du ikke gad snakke med“.
Jeg sagde til gengæld, at jeg ikke kendte mange 16-årige, der selv synes de var bedre end andre mennesker. Og at jeg bestemt ikke gjorde. Vi var 138 elever på skolen, så jeg har ikke noget problem med, at der var nogen jeg aldrig snakkede med. Jeg prøvede at få en forklaring på hvor denne ret hadske attitude kom fra, men hun sagde blot, at det ikke betød noget nu, og det havde det heller ikke gjort på efterskolen.
Hvis der er noget der til gengæld irriterer mig, så er det når andre personer, præsenterer noget negativt om én selv, og så bare forventer, at man accepterer det som fakta.
I og med at der ikke var nogen forklaring, var det lidt svært. Vi havde aldrig skændtes,eller været uvenner pÃ¥ den mÃ¥de. Havde der nu været en situation, hvor jeg stædigt havde holdt pÃ¥ min egen mening eller lignende, ville jeg i det mindste kunne forstÃ¥ etiketten “arrogant”.
Det virkeligt latterlige er dog, at det er en selvopfyldende etikette. Efter lidt tid kunne jeg jo ikke gøre så meget andet end at sige noget surt og gå. Og dét er jo arrogant.
SÃ¥ tak for det!!!
Jeg må indrømme at det går mig på, og ærgrer mig en del.
Hvis jeg forstod baggrunden, kunne jeg i det mindste tage stilling til om jeg ville ændre min adfærd i fremtiden eller ej.
Nu er jeg jo nærmest tvunget til at tumle videre i blinde, og igen blive en fiasko i socialiseringens indviklede spil.
