Næsten.
Jeg havde en uheldig oplevelse med Dødemandsmarsken. Og kloge hoveder vil nok sige, at de så det komme. Der er noget sært og ildevarslende over det sted. Når man cykler igennem i morgentågen, aner man ud af øjenkrogen ujordiske skygger i umulige vinkler. Om aftenen er der mørkt, og så ser man ikke noget.
Og det i særlig grad da jeg cyklede hjem i onsdags. Kald det uheldige sammentræf, eller kald det indblanding fra forbudte kræfter, men i hvert fald var det usædvanligt mørkt, og jeg kunne vitterlig kun lige skelne den overordnede retning og udformning af grusstien. I den ene ende af den rute jeg har udvalgt mig, er der en bom, der velsagtens skal hindre biler i at køre igennem. I mørket tog jeg fejl af afstandende, og den lyse stribe jeg undrede mig over på jorden, var min forlygtes svage genskin i det blege metal. Så jeg kørte lige ind i bommen. Fordi jeg godt vidste den var der, kørte jeg ikke stærkere, end at jeg blot blev bremset meget hurtigt og effektivt. Men jeg slog dog skambenet hårdt ind i saddelpinden. Gudskelov fløj jeg ikke højere end det.
Det underlige er, at siden da har jeg lagt mærke til, at der ellers ikke er så mørkt derude. Sådan en storby lyser en del op, og jeg cyklede jo også den vej på vej hjem fra julefrokosten. ikke fuldstændig stoppet med appelsiner, men alligevel.
Så jeg siger jer, at det er noget unaturligt over det område. Og det noget stræber mig efter livet.
Næste morgen mødte jeg dybt inde på ondskabens stier en politimand på hest. Hvis dét ikke beviser, at der foregår noget lusk, så ved jeg ikke hvad. Politi på gader og stræder, og især på Jagtvej ja. Men ude mit i ingenting? Hvor meget kriminalitet er det lige, han kan stoppe der?
I et bittersødt twist af skæbnens ironi, minder den efterfølgende smerte og ømhed bag mine pubeshår, om en lidt sær uheldig seksuel oplevelse jeg havde for et par siden efterhånden.
