Skrevet den 21/3, 2007 16:55 - @705 af Janus Fjernsyn, Tanker
Bare for at vise min selvudnævnte diversitet, får I lige to forskellige programmer. Man kan sige, at de er rød og blå på TV-skalaen. Paradise Hotel
Ja så kører vi igen. Tredie danske sæson. Takket være min Thailandstur sidste år, nåede jeg ikke med på vognen i 06, men i år var vi hjemme i god tid.
Jeg må indrømme, at det stadig ikke helt har nået højderne, fra den ene amerikanske sæson jeg fulgte med i på TV3 for nogle år siden.
MEN! Jeg mener stadig, at Paradise Hotel er grunden til at reality TV er skabt.
Deltagerne er single, der er fribar, de er på et feriested og det gælder om at de skal score hinanden, og dermed har man jo det tætteste man kommer på den ursuppe, der skabte dumhed og menneskelig dårskab.
Når så de frø, man sår i denne råddenskabens frugtbare muld, er helt unge mennesker castet fra denmarkbynight.dk og beautifulpeople.dk, bliver afgrøden selvfølgelig underholdning af den fineste slags.
Det er fascinerende, fordi man gang på gang må undres over hvor uintelligente, selvglade, nederdrægtige, falske og uempatiske mennesker kan være og/eller fremstå på TV. Samtidig kan man ikke undgå, at blive grebet af deres taktiske spil, som med eller uden TV-holdets hjælp, til tider lykkedes ret fantastisk.
Jeg er sikker på, at hvis TV3 viste lidt flere scener fra de forskellige måltider, så ville alle syv dødssynder være repræsenteret.
Min favorit er i øvrigt Rasmus, som i mine øjne er den eneste nogenlunde normale person derinde. Studio 60 on the Sunset Strip
Det lidt mere seriøse forslag. Hvis nogen af jer så The West Wing/Præsidentens Mænd, så kan jeg fortælle, at Studio 60 on the Sunset Strip er den nye serie fra Aaron Sorkin manden bag The West Wing.
Den handler om et show ala Saturday Night Live, og er kort sagt West Wing i Hollywood.
Samme lynhurtige replikker, samme interessante problemstillinger, måske lidt mere komedie. Bradley Whitford/Josh og Matthew Perry/Joe Quincy (eller Chandler) er med igen.
Lad dig ikke narre af, at serien bliver sendt pÃ¥ Kanal 5, det betyder bare at DR igen igen igen har været for monster sløve i optrækket. Studio 60 … er rigtig fed. Den starter i morgen pÃ¥ Kanal 5 kl. 22:25.
Hvad fanden sker der? Der stÃ¥r jo halve vinde med korslagte arme, mens de ryster pÃ¥ hovedet og ønsker at de var blevet løbet med. En kasse med vakum ville jo sige: “nej tak jeg venter pÃ¥ et bedre tilbud” til den smule luft Louise her har taget og spurtet en triumferende æresrunde pÃ¥ stadion med.
Skulle man endelig få tanken, at tidligere DR ansatte har udøvet politik i ansættelsen, ville det så ikke være mere nærliggende, at starte med politikerenConnie Hedegaard?
Men nå nej, hun er jo på samme side af spektret som Louise.
Men ok, Louise kan jo ikke gøre for det. Hun lærer sine tricks fra de bedste. Som f.eks vores statsminister og min yndlings hade politiker Søren Pind, der har antydet at Frank Aaen har overværet tortur under et besøg i Afghanistan.
De bygger deres udtalelser på en kronik, og kronikken bygger på nogle artikler af Frank Aaen selv. Og i artiklerne står der ikke noget om, at han har overværet tortur. Så de lyver altså. Sejt!
Det er sjovt hvordan man tænker at en strand med hvidt sand og palmer, ikke kan være så svært at finde. Især ikke hvis man har set nogle rigtig flotte nogen af slagsen.
Alt efter hvor kræsen man er, så er der faktisk ikke vildt mange fantastiske strande på Filippinerne. De fleste trænger til en god oprydning. Oftest er det bare naturlige ting som kokosnødder og palmeblade, men desværre også skrald en gang imellem.
Filippinerne har jo en del vulkaner, så mange af strandende har vulkansk støv eller hvad det hedder i sandet. Udover at det gør sandet lidt mørkere og grumset at se på, så bliver det også vanvittig varmt i solen.
Jeg begynder at værdsætte Lopes Mendes i Brasilien mere og mere
27. februar
Tiden nærmede sig til at vi skulle hjem mod Danmark igen. Vi debatterede lidt, hvor længe vi havde lyst til at blive i Manila. De af os, der har været i Bangkok, ved jo, at der er gode muligheder for at købe en masse billige ting. Vi havde en forventning om, at det samme ville være muligt i Manila. Vi endte dog med, at bruge så lang tid som muligt på Panglao, og tog et fly tidligt om morgenen d. 27. februar til Manila. På den måde kunne vi shoppe det meste af eftermiddagen, og så flyve mod Amsterdam og Danmark d. 28.
I lufthavnen blev vi præsenteret for en ægte filippinsk specialitet: bureaukratisk flysikkerhed.
Fra vi skulle vise vores billet og have gennemlyst vores baggage for overhovedet at komme ind ad døren, til vi sad i flyveren talte jeg 10 sikkerhedschecks/gebyrer der skulle betales/papirer der skulle udfyldes. Så gik der tid med det.
Flyveturen var uden de store begivenheder, men fordi vi fløj med solen var det lyst udenfor det meste af turen, og så bliver der ikke rigtig lagt op til at man skal sove. Det er rimelig hårdt at være vågen 14 timer i et flysæde. I Amsterdam checkede vi ind på et lufthavnshotel, for vores fly hjem gik først næste morgen. Man skal skulle tro at eksistensgrundlaget for den slags hoteller er muligheden for søvn. Der var også bælravende mørkt på værelset, men ca. kl. 01 blev jeg vækket af en underlig lyd, der nærmest lød som om nogen borede huller i væggen. Og derefter fik jeg faktisk ikke rigtig sovet mere. Til gengæld udtænkte jeg et tv koncept.
Angående at rejse alene vs. at rejse med folk man kender, så foretrækker jeg klart det sidste. Men det ER sgu ikke altid lige sjovt, at være 5. hjul. Næste gang tager jeg selv en kæreste med. Hvem skal det være?
21. februar
Fra Dumaguete tog vi en båd til Bohol og byen Tagbilaran, og kørte så med en minivan til den mindre ø Panglao, bare for lige at få styr på geografien. Vi tog direkte til Alona Beach, der lissom hveranden strand i Filippinerne også bliver kaldt White Beach.
Vi blev indkvartere i små hytter, som nok var det mest ydmyge sted jeg nåede at bo dernede. Altså en lille træhytte, små senge, koldt saltvand i både vandhane og bruser.
23. februar
Vores chauffør fra ankomsten til Panglao, havde sagt, at han også gerne ville køre os ind i landet på Bohol for at se de berømte Chocolate Hills. Så det fik han lov til.
Vi havde diskuteret lidt om vi kunne leje scootere og tage turen selv. Det havde nok været muligt, men jeg er nu meget glad for, at vi valgte at gøre det med chauffør i stedet, så vi ikke farede vild. Til gengæld var det så en turisttur i klassisk forstand vi blev præsenteret for.
Først kørte vi ind til de omtalte chokoladebakker, som godt nok var vældigt imponerende, men selve formidlingen var ikke lige min kop te. Vi kørte simpelthen op på den højeste af bakkerne, som var indrettet med udkigspost og souvenirbutikker til alle turisterne, også kunne man så stå der og tage billeder og nyde udsigten. Jeg havde lidt forventet en tur, hvor vi ville komme ud og gå en tur imellem og op ad de famøse bakker.
Efter en halv time var det ind i bilen igen, og videre mod næste mål: de små tarsier dyr. Jeg er lidt i tvivl om der findes et andet dansk navn for dem, og om hvorvidt de er aber eller ej. Men i hvert flad er de små og søde.
Det er vel nærmest en naturlov, at vi som mennesker og rejsende skal synes, at de er søde, så der var proppet af nysgerrige tilskuere.
I det lille træ der i midten af billedet sad der mindst to tarsier og så sig forskrækket omkring.
Og sådan foregik det i den turistfælde vi besøgte der. En fire til fem små buske, hvor tarsierne kunne sidde og forsøge at få lidt ro. De var ikke spærret inde på nogen måde, hvilket måske er positivt på et overordnet plan, men det betød også, at enhver kunne stikke fingre og kameraer op i snotten på dem. Oven i det havde stedet endda ansat en ung fyr, der hele tiden prikkede til dyrene og løftede rundt på dem, for at skabe de bedste fotomuligheder.
Alt i alt frygteligt at overvære. Lonely Planet opfordrer kraftigt til, at man besøger et center hvor vilkårene for de små abedyr er meget mere humane. Men det havde vi desværre ikke den store indflydelse på.
PÃ¥ turen besøgte vi ogsÃ¥ en gammel kirke, en mahogniskov og vi fik lov til at gÃ¥ en tur over en ret vakkelvorn hængebro. Frokosten blev indtaget pÃ¥ slags flodbÃ¥d komplet med buffet, lokal musikant og to danske familer. De opførte sig nu helt fint. Men hele konceptet var næsten for meget for os. Og det blev ikke meget bedre, da vi sejlede op ad floden, til en lille fastlejret tømmerflÃ¥de. Ombord var der omkring 14 personer, hvor et par stykker af dem sad og spillede musik pÃ¥ forskellige instrumenter. De fleste havde en fjollet hat pÃ¥ hovedet og et træt udtryk i øjnene. Pointen var sÃ¥, at man kunne kravle fra bÃ¥den over pÃ¥ flÃ¥den. SÃ¥ fik man en fjollet hat pÃ¥, et instrument i hÃ¥nden og blev placeret pÃ¥ bænken mellem musikanterne. Et rigtig rigtig sjovt fotoøjeblik…
24. februar
De fleste besøger Panglao for at dykke, så de hele stranden proppet med dive shops. Og med god grund. Vi havde to dyk der, og det var nok de to bedste på hele turen.
Fra Alona Beach sejlede vi med mellemstor båd ud til den endnu mindre ø Balicasag. På turen derud begyndte det at regne og blæse ret meget op, så vi sad halvvåde og kiggede på de ret store bølger. Især tror jeg det var skræmmende for Molle, som skulle ud på sit første rigtige dyk efter Open Water kurset. Chub tog samme dag på sin egen tur, for at få taget de sidste prøver.
Men det gik fint, så snart man er under vandet, har regn og bølger jo ikke den store betydning. Det første dyk var ved et sted, der bliver kaldt Black Forrest. Egentlig et meget standard site med koraller og fisk, men der var ret kraftig strøm, så man kunne sådan set bare ligge stille og lade sig føre langs med koralrevet.
26. februar
Vi lejede scootere for at køre rundt på øen, og se lidt mere end de turistede områder. Vi tog turen langs med kysten for at finde en hule med en underjordisk sø, hvor ferskvand blev blandet med saltvand. Eftersigende kunne man snorkle i hulen. Selve hulen var ret flot og interessant, selvom de mange svalereder i loftet bidrog med lige lovlig meget fuglelort til at man havde lyst til at springe i vandet. Men selve stedet var meget kikset. Nede i hulen var der et hulemaleri på væggen, hvilket vi selvfølgelig synes var super spændende. Indtil guiden fortalte, at der var blevet lavet af et filmhold, der skulle optaget en X rated film i hulen. Antiklimaks.
Oppe på jorden var der adskillige små boder, med ivrige sælgere, der faldbød alt fra t-shirts til uroer og saronger. For ikke at tale om de to unge drenge på parkeringspladsen, der straks overfaldt os og prøvede at sælge deres halskæder. Uanset hvor mange gange man sagde nej tak eller grinte eller kiggede den anden vej. Men vi var også absolut de eneste besøgende på stedet.
Derefter kørte vi ind til byen Tagbilaran for at få noget at spise og få sved på panden over den vanvittige trafik.
Det er underligt at være et sted, hvor man spiser ved siden af en familie i pænt tøj, hvor den lille pige er iført en skoleuniform eller noget i den stil, mens der samtidig sidder en nøgen dreng på fem - seks år i rendestenen udenfor og venter på, at man kommer ud igen, så han kan tigge penge sammen med sin storebror.
