janus.hasseriis.net

21. februar
Fra Dumaguete tog vi en båd til Bohol og byen Tagbilaran, og kørte så med en minivan til den mindre ø Panglao, bare for lige at få styr på geografien. Vi tog direkte til Alona Beach, der lissom hveranden strand i Filippinerne også bliver kaldt White Beach.
Vi blev indkvartere i små hytter, som nok var det mest ydmyge sted jeg nåede at bo dernede. Altså en lille træhytte, små senge, koldt saltvand i både vandhane og bruser.

23. februar
Vores chauffør fra ankomsten til Panglao, havde sagt, at han også gerne ville køre os ind i landet på Bohol for at se de berømte Chocolate Hills. Så det fik han lov til.
Vi havde diskuteret lidt om vi kunne leje scootere og tage turen selv. Det havde nok været muligt, men jeg er nu meget glad for, at vi valgte at gøre det med chauffør i stedet, så vi ikke farede vild. Til gengæld var det så en turisttur i klassisk forstand vi blev præsenteret for.
Først kørte vi ind til de omtalte chokoladebakker, som godt nok var vældigt imponerende, men selve formidlingen var ikke lige min kop te. Vi kørte simpelthen op på den højeste af bakkerne, som var indrettet med udkigspost og souvenirbutikker til alle turisterne, også kunne man så stå der og tage billeder og nyde udsigten. Jeg havde lidt forventet en tur, hvor vi ville komme ud og gå en tur imellem og op ad de famøse bakker.

Efter en halv time var det ind i bilen igen, og videre mod næste mål: de små tarsier dyr. Jeg er lidt i tvivl om der findes et andet dansk navn for dem, og om hvorvidt de er aber eller ej. Men i hvert flad er de små og søde.
Det er vel nærmest en naturlov, at vi som mennesker og rejsende skal synes, at de er søde, så der var proppet af nysgerrige tilskuere.

I det lille træ der i midten af billedet sad der mindst to tarsier og så sig forskrækket omkring.
Og sådan foregik det i den turistfælde vi besøgte der. En fire til fem små buske, hvor tarsierne kunne sidde og forsøge at få lidt ro. De var ikke spærret inde på nogen måde, hvilket måske er positivt på et overordnet plan, men det betød også, at enhver kunne stikke fingre og kameraer op i snotten på dem. Oven i det havde stedet endda ansat en ung fyr, der hele tiden prikkede til dyrene og løftede rundt på dem, for at skabe de bedste fotomuligheder.
Alt i alt frygteligt at overvære. Lonely Planet opfordrer kraftigt til, at man besøger et center hvor vilkårene for de små abedyr er meget mere humane. Men det havde vi desværre ikke den store indflydelse på.

PÃ¥ turen besøgte vi ogsÃ¥ en gammel kirke, en mahogniskov og vi fik lov til at gÃ¥ en tur over en ret vakkelvorn hængebro. Frokosten blev indtaget pÃ¥ slags flodbÃ¥d komplet med buffet, lokal musikant og to danske familer. De opførte sig nu helt fint. Men hele konceptet var næsten for meget for os. Og det blev ikke meget bedre, da vi sejlede op ad floden, til en lille fastlejret tømmerflÃ¥de. Ombord var der omkring 14 personer, hvor et par stykker af dem sad og spillede musik pÃ¥ forskellige instrumenter. De fleste havde en fjollet hat pÃ¥ hovedet og et træt udtryk i øjnene. Pointen var sÃ¥, at man kunne kravle fra bÃ¥den over pÃ¥ flÃ¥den. SÃ¥ fik man en fjollet hat pÃ¥, et instrument i hÃ¥nden og blev placeret pÃ¥ bænken mellem musikanterne. Et rigtig rigtig sjovt fotoøjeblik…

24. februar
De fleste besøger Panglao for at dykke, så de hele stranden proppet med dive shops. Og med god grund. Vi havde to dyk der, og det var nok de to bedste på hele turen.
Fra Alona Beach sejlede vi med mellemstor båd ud til den endnu mindre ø Balicasag. På turen derud begyndte det at regne og blæse ret meget op, så vi sad halvvåde og kiggede på de ret store bølger. Især tror jeg det var skræmmende for Molle, som skulle ud på sit første rigtige dyk efter Open Water kurset. Chub tog samme dag på sin egen tur, for at få taget de sidste prøver.
Men det gik fint, så snart man er under vandet, har regn og bølger jo ikke den store betydning. Det første dyk var ved et sted, der bliver kaldt Black Forrest. Egentlig et meget standard site med koraller og fisk, men der var ret kraftig strøm, så man kunne sådan set bare ligge stille og lade sig føre langs med koralrevet.

Andet dyk var ved Rico’s Wall, som navnet antyder en sÃ¥kaldt væg, det vil sige en lodret klippevæg med koraller pÃ¥ og en masse dyreliv. Jeg synes det er helt fantastisk, at komme svømmende langs med sandbunden, og sÃ¥ udover kanten pÃ¥ væggen, hvor det bare gÃ¥r ned mod den ikke-synlige bund mange meter under én.
Jeg optog en lille film, som ikke er særlig god, men den viser meget godt hvordan det ser ud med andre dykkere rundt omkring. Og hvordan man kan kigge ned i mørket og op mod lyset.

26. februar
Vi lejede scootere for at køre rundt på øen, og se lidt mere end de turistede områder. Vi tog turen langs med kysten for at finde en hule med en underjordisk sø, hvor ferskvand blev blandet med saltvand. Eftersigende kunne man snorkle i hulen. Selve hulen var ret flot og interessant, selvom de mange svalereder i loftet bidrog med lige lovlig meget fuglelort til at man havde lyst til at springe i vandet. Men selve stedet var meget kikset. Nede i hulen var der et hulemaleri på væggen, hvilket vi selvfølgelig synes var super spændende. Indtil guiden fortalte, at der var blevet lavet af et filmhold, der skulle optaget en X rated film i hulen. Antiklimaks.
Oppe på jorden var der adskillige små boder, med ivrige sælgere, der faldbød alt fra t-shirts til uroer og saronger. For ikke at tale om de to unge drenge på parkeringspladsen, der straks overfaldt os og prøvede at sælge deres halskæder. Uanset hvor mange gange man sagde nej tak eller grinte eller kiggede den anden vej. Men vi var også absolut de eneste besøgende på stedet.
Derefter kørte vi ind til byen Tagbilaran for at få noget at spise og få sved på panden over den vanvittige trafik.
Det er underligt at være et sted, hvor man spiser ved siden af en familie i pænt tøj, hvor den lille pige er iført en skoleuniform eller noget i den stil, mens der samtidig sidder en nøgen dreng på fem - seks år i rendestenen udenfor og venter på, at man kommer ud igen, så han kan tigge penge sammen med sin storebror.