janus.hasseriis.net

Efter et par stille dage med dyk og snorkelture besluttede vi os for at saette tempoet lidt op og tage direkte til Koh Phangan. En gang en hippie oe, men nu mest kendt for Full Moon Party.

Rejsetider i Thailand kan variere en del, og pludselig tog det en hel dag at komme over fastlandet og med de noedvaendige faerger. Det hjaelper selvfoelgelig heller ikke paa tempoet, at faergen stopper midt paa havet for at laese passagerer af, og at bussen senere partout skulle stoppe ved en slags rasteplads. Med garanti en aftale indgaet mellem busselskabet og rastepladsen.

Men resultatet blev at vi ankom ret sent til Koh Phangan og Haad Rin. Og som forventet var der ingen senge at faa paa Same Same (hvor jeg boede sidst) og en rundtur afsloerede at det generelt saa sort ud. Saa valget stod mellem at soege ud af byen, eller vaelge et hundedyrt resort paa stranden, som samtidig kraevede, at vi bandt os for fem dage.

Vi valgte det dyre sted, da vi trods alt kunne bo alle fire paa vaerelset, og vi saa ville have varmt vand, en terasse og beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
Samme aften gik vi ned paa stranden og fik med egne oejne svar paa hvorfor alle senge var optaget: stranden var proppet med mennesker, og det tre dage foer selve Full Moon festen. Det var noget af en overraskelse.
Men saa kunne vi jo tage forskud paa festen.
Og saa skulle jeg lige redde mig endnu en skade. Uden at jeg skal komme med detaljer, eller pege fingre, skete der det, at jeg fik et bord nedover venstre skinneben. Det gav mig en ordentlig hudafskrabning og et stoerre blaat maerke.
Det virkede ikke som om noget var braekket, saa jeg ikke til laegen, men senere har det godt nok voldt mig en del smerter. Blandt anden haevede min fod en del, og det er ubehageligt, at holde den i samme stilling i laengere tid ad gangen.

Desvaerre for Kim og Nikolaj, skulle der pludselig vaere valg paa Koh Phangan, og det betoed, at der ikke maatte saelges alkohol d. 22., dagen for fuldmaanen. Saa selve Full Moon Party blev udsat til soendag d. 24., dagen hvor Kim og Nik skulle hjem.

• Skriv en kommentar... (0)

Jeg har aldrig vaeret paa Phi Phi foer, men i foelge Morten skulle det vaere et fantastisk smukt sted, som desvaerre blev meget ramt af Tsunamien. Ifoelge min Lonely Planet, som udkom kort tid efter katastrofen, var de lokale myndigheder lidt traette af den voksende turisme, som var meget koncentreret omkring havne- og strandomraadet paa den lille oe. Saa i forbindelse med genopbygningen var der planer om, at sprede hotellerner, restauranterne osv. lidt mere ud, simpelthen ved at forbyde bebyggelse paa flere af de gamle favoritgrunde.
Her tre aar senere er det aabentlyst slaaet fejl. Hovedbyen paa Phi Phi er et summende inferno af turister og handlende. Og saa lugter der. Byens vandforsyning og kloaksystem kan ganske simpelt ikke foelge med.
En anden forandring ifoelge Morten er ogsaa, at hovedparten af de rejsende nu er svenskere omkring de 20 aar. De er saa mange, og saa uvillige til at tale med andre mennesker, at vi snart doeber dem: Den Svenske Sot.

Men Phi Phi er heldigvis ogsaa mere end det. Bare fem minutter i en long boat, bringer een til den smukke og i sammenligning utroligt stille Long Beach. Vi tager paa snorkletur, hvor jeg er heldig nok til at se indtil flere white tip reef sharks. De er 1 - 2 meter lang og ganske ufarlige. Vi besoeger ogsaa den naesten indelukkede Maya Beach, som Leonardo DiCaprio gjorde beroemt i filmen The Beach. De har nu snydt lidt med kameravinklerne, for stranden er paa ingen maade saa indelukket, som den fremstaar i filmen.

Efter at par dage har vi faaet nok og tager videre. Nikolaj har faaet anbefalet et sted, der hedder Koh Lipe, som ligger et par timers rejse syd paa. Men fordi planen er at tage over til oestkysten igen, til Koh Phangan, beslutter vi os for at “noejes” med Koh Lanta, og det er en ganske anden oplevelse end Phi Phi. Vi vaelger med vilje at tage til den knapt saa populaere strand, og strategien giver pote. Vi faar en bungalow paa Lanta Paradise Resort, der ligger direkte ud til stedets pool med udsigt over havet. Stranden er laekker, tempoet er helt i bund, og de forskellige restauranter langs stranden er tydeligvis ikke ligefrem overrendt. Maaske lige lidt for familievenligt for fire raske drenge, men en velkommen forandring af atmosfaere.

Fra Koh Lanta ville vi tage paa en dykkertur, til et sted, der skulle vaere en ganske saerlig oplevelse. Desvaerre er vejret ikke med os, og vi er tvunget til at tage til takke med et noget mere standard dyk desvaerre. Men det lykkedes os at se en soeslange, som er et af de mest giftige dyr i havet. Et bid er doedeligt. I teorien. For reelt er slangen paa ingen maade interesseret i at bide mennesker, og den kunne heller ikke, hvis den foelte sig truet. Dens taender sidder alt for langt tilbage i en lille mund.
Men vi har en meget hyggelig tur, hvor vi kommer i snak med flere af de andre paa baaden. Blandt andet end dykker, der arbejder for det hollandske brandvaesen. Hans job er at fiske doede mennesker op af havet saa de kan blive begravet. Tilsyneladende er det ikke helt unoralt, at finde kinesere i havnen, med foedderen i en stor cementklods. Et typisk mafiamord.

Vi kommer ogsaa til at snakke om, hvem der mon egentlig er den foerste homoseksuelle med en “Sir” titel. Sir Ian McKellen? Sir Elton John? Mit gaet er paa Sir William Shakespeare. Men i hans tilfaelde er det vist ikke helt vedtaget, om han er boesse eller ej. Jeg ved heller ikke hvornaar han fik sin “Sir” titel og om det evt. var posthumt.

• Skriv en kommentar... (0)

Advanced Open Water course er ganske sjovt og kan klart anbefales. Og saa er det ultra nemt. Kurset er bygget op af fem individuelle dyk med hvert deres fokus. Foer hvert dyk laeser man en meget lille smule teori og udfylder et skema i samarbejde med instruktoeren.
Vores fem dyk var: Deep Dive (ned til naesten 30 m), Night Dive, Peak Performance Bouyance, Underwater Navigation (med kompas) og Fish ID.

Peak Performance Bouyance gik ud paa at lave forskellige cirkus-agtige oevelser igennem og rundt om en stor plastikfirkant. Kunsten er at bruge sit aandedraet til at styre hvor man ligger i vandet. Det var baade svaert og sjovt, og samtidig fedt fordi det var en helt ny oplevelse med dykning.

Kim, Morten og jeg maatte lige vente en enkelt dag paa at Nikolaj tog sit Open Water Course faerdigt, men saa var det ogsaa afsted mod Koh Phi Phi. Vi valgte en loesning, hvor man rejser om natten med en ret langsom baad, men saa er man til gengaeld ogsaa fremme tidligt naeste dag. I modsaetning til at spilde en hel dags sol til at rejse i. Vi fik sovet noget bedre end paa flyet og bussen faa dage foer, men aabenbart ikke helt nok. I hvert gled jeg paa vej ud af den minivan, der korte os 95% af vejen over land, og fik et kaempe blaat maerke paa laaret, som ikke helt er gaaet vaek endnu. Jeg har proevet at tage et billede, men det er lidt svaert.
Det med 95% af vejen er i oevrigt typisk Thailand.
Man tager en natfaerge, bliver smidt af paa en kaj, en tuk-tuk koerer en 5-7 minutter vaek, hvor man saa venter en halv til en helv time, saa bliver man samlet op af en bus eller minivan, der koerer en tvaers over landet, til man kommer til den by, hvor den naeste faerge sejler fra. Man man bliver ikke koert til faergelejet. Naeh nej. Foerst skal man lige vente en halv til en hel time mere paa at en bus, der kan koere en til faergen, og den er sandsynligvis er fuld foerste gang den kommer forbi.

Men det lykkedes os at komme til Phi Phi, men vi er stortset ikke mere end landet foer jeg sparker min storetaa ind i en sten og faar en en temmelig bloedende hudafskrabning.
Heldigvis kommer vi forbi en dive shop med en flink fyr, der viser mig et badevaerelse hvor jeg kan vaske saaret, og bagefter giver han mig jod og plaster paa.
Vi booker straks et par ture hos stedet.

• Skriv en kommentar... (0)

Har lige kort tid til at skrive, at vi er kommet sikkert frem. Efter en begivenhedsloes flyvetur, hvor jeg desvaerre ikke fik noget soevn overhovedet, ankom Morten og jeg til varme og travle Bangkok.
Vi havde aftalt at moedes med Kim og Nikolaj ved Burger King paa Khao San Road, og derefter finde ud af at tage videre syd paa. I foerste omgang kom vi til at vente noget tid, da Niks iPod har en forkert tidszone indkodet for Bangkok, og de kom derfor en time senere end beregnet. Khao San Road er ikke et sted man gider sidde og vente i solen, ifoert sko og lange bukser, som man i oevrigt har haft paa de sidste 17 timer.

Men de fandt os, og vi besluttede os for at tage et tog eller en bus syd paa mod den lille dykkeroe Koh Tao.
Det lille bureau vi koebte billetterne hos havde en driftig saelger, der maaske heller ikke var vildt god til engelsk. I hvert fald endte vi med at koebe baade billet og fire dages ophold paa Koh Tao inklusive Advanced Open Water Course.

For Morten og jeg betoed det at vi uden at have sovet eller vaeret i bad, sprang paa en bus, der i loebet af natten skulle koere os syd paa. Saa da vi ankom til det lille baadleje, hvor fra vi skulle sejle, kl. 5 om morgenen uden alt for meget soevn, var vi ved at vaere rigtigt traette og vamle.

Men det lykkedes og vi fik alle fire en rigtig velfortjent eftermiddagslur. Om aftenen var der lige energi nok til at spise paa den naermeste restaurant paa stranden. Det maa vaere definitionen paa LIVET, at spise god mad i sommertoej med udsigt til havet.
Sjovt nok moedte vi en fyr, der hedder Kasper, som baade Morten og jeg kender i forvejen. Det er saa anden gang paa et aar, at det er sket. Desvaerre skulle Kasper videre til Bangkok allerede i dag, saa der var ikke tid til de vilde udskejelser.

I dag er saa gaaet med “teori” og foerste del af vores Advanced Open Water kursus. Der foelger en bog med i prisen, men det er ikke mange ord der er tvunget laesning. Efter frokost fandt vi udstyret frem og sejlede ud til foerste dive spot for at lave “peak performance buoyancy”.

• Skriv en kommentar... (1)