janus.hasseriis.net

Jeg har aldrig vaeret paa Phi Phi foer, men i foelge Morten skulle det vaere et fantastisk smukt sted, som desvaerre blev meget ramt af Tsunamien. Ifoelge min Lonely Planet, som udkom kort tid efter katastrofen, var de lokale myndigheder lidt traette af den voksende turisme, som var meget koncentreret omkring havne- og strandomraadet paa den lille oe. Saa i forbindelse med genopbygningen var der planer om, at sprede hotellerner, restauranterne osv. lidt mere ud, simpelthen ved at forbyde bebyggelse paa flere af de gamle favoritgrunde.
Her tre aar senere er det aabentlyst slaaet fejl. Hovedbyen paa Phi Phi er et summende inferno af turister og handlende. Og saa lugter der. Byens vandforsyning og kloaksystem kan ganske simpelt ikke foelge med.
En anden forandring ifoelge Morten er ogsaa, at hovedparten af de rejsende nu er svenskere omkring de 20 aar. De er saa mange, og saa uvillige til at tale med andre mennesker, at vi snart doeber dem: Den Svenske Sot.

Men Phi Phi er heldigvis ogsaa mere end det. Bare fem minutter i en long boat, bringer een til den smukke og i sammenligning utroligt stille Long Beach. Vi tager paa snorkletur, hvor jeg er heldig nok til at se indtil flere white tip reef sharks. De er 1 - 2 meter lang og ganske ufarlige. Vi besoeger ogsaa den naesten indelukkede Maya Beach, som Leonardo DiCaprio gjorde beroemt i filmen The Beach. De har nu snydt lidt med kameravinklerne, for stranden er paa ingen maade saa indelukket, som den fremstaar i filmen.

Efter at par dage har vi faaet nok og tager videre. Nikolaj har faaet anbefalet et sted, der hedder Koh Lipe, som ligger et par timers rejse syd paa. Men fordi planen er at tage over til oestkysten igen, til Koh Phangan, beslutter vi os for at “noejes” med Koh Lanta, og det er en ganske anden oplevelse end Phi Phi. Vi vaelger med vilje at tage til den knapt saa populaere strand, og strategien giver pote. Vi faar en bungalow paa Lanta Paradise Resort, der ligger direkte ud til stedets pool med udsigt over havet. Stranden er laekker, tempoet er helt i bund, og de forskellige restauranter langs stranden er tydeligvis ikke ligefrem overrendt. Maaske lige lidt for familievenligt for fire raske drenge, men en velkommen forandring af atmosfaere.

Fra Koh Lanta ville vi tage paa en dykkertur, til et sted, der skulle vaere en ganske saerlig oplevelse. Desvaerre er vejret ikke med os, og vi er tvunget til at tage til takke med et noget mere standard dyk desvaerre. Men det lykkedes os at se en soeslange, som er et af de mest giftige dyr i havet. Et bid er doedeligt. I teorien. For reelt er slangen paa ingen maade interesseret i at bide mennesker, og den kunne heller ikke, hvis den foelte sig truet. Dens taender sidder alt for langt tilbage i en lille mund.
Men vi har en meget hyggelig tur, hvor vi kommer i snak med flere af de andre paa baaden. Blandt andet end dykker, der arbejder for det hollandske brandvaesen. Hans job er at fiske doede mennesker op af havet saa de kan blive begravet. Tilsyneladende er det ikke helt unoralt, at finde kinesere i havnen, med foedderen i en stor cementklods. Et typisk mafiamord.

Vi kommer ogsaa til at snakke om, hvem der mon egentlig er den foerste homoseksuelle med en “Sir” titel. Sir Ian McKellen? Sir Elton John? Mit gaet er paa Sir William Shakespeare. Men i hans tilfaelde er det vist ikke helt vedtaget, om han er boesse eller ej. Jeg ved heller ikke hvornaar han fik sin “Sir” titel og om det evt. var posthumt.