Jeg mener virkelig at den her bog bør læses af alle. Ikke mindst journalister.
Jeg bad om et par boganbefalinger for lidt over en måned siden. Der komme ikke rigtig nogen, i hvert fald ikke nok til, at det ville kunne holde til en uge i Sverige.
Så jeg var tvunget til at finde på noget selv.
Skæbnen ville at jeg ankom til Politikens Boghandel lidt før de åbnede. Så jeg stod lidt og kiggede på deres udstillingsvinduer inden jeg kunne komme ind.
Og der lagde jeg blandt andet mærke til The Shock Doctrine af Naomi Klein. Jeg vidste at hun også har skrevet No Logo, som jeg har hørt omtalt, men aldrig selv læst.
The Shock Doctrine lovede indsigt i hvorfor og hvordan rige og magtfulde mænd udnytter både kunstige og naturlige shock, som eks. militærkup, orkanen Katrina, Irak-krigen, økonomiske kriser og tsunamien til at gennemføre økonomiske indgreb, der skal skabe frie markeder, og i hvert fald sørger for at nogle mennesker bliver usandsynligt rige, mens rigtigt mange bliver fattige.
Jeg blev ikke skuffet.
Bogen beskriver en økonomisk ideologi, som har været brugt siden 70′erne og frem til nu. I Chile og det meste af sydamerika, Rusland, Polen, Sydafrika, Thailand, Sri Lanka og Irak.
Udover at den tegner en rød tråd gennem nogle af de groveste overgreb, der er sket mod mennesker i de sidste 40 år, så giver den også et meget mere nuanceret billede af, hvad det egentlig er der foregår i Irak.
Vi havde ligesom forstået at masseødelæggelsesvåbnene var en løgn, og at det nok var noget med olie. Sandheden - ifølge Naomi Klein - er meget mere kompleks, men også meget mere indlysende.
Det handler om at tjene penge. Uanset om det så er ved at lave våben, drive hæren, genopbygge det ødelagte eller lappe de tilskadekomne soldater sammen. Hvilket i nogle tilfælde kan være ét og samme firma.
Bogen udkom for et år siden i dag, og i dén forbindelse har Naomi Klein svaret på noget af den kritik bogen har fået.
Det giver et meget godt indblik i hendes måde at arbejde på. Selvom det er lidt indforstået, hvis man ikke har læst bogen.
Hvis man er mere til at læse på dansk, har Information har blandt andet bragt en artikel da bogen udkom på dansk.