Jeg har jo hele tiden været kraftigt imod indsatsen i Irak. Nok er Saddam en skidt fyr, men dem er der mange af, og kort sagt tror jeg ikke på, at vi havde rørt en finger, hvis der ikke var olie på spil.
Og jeg forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt, at finde på løgnen om masseødelæggelsesvåben, hvis vi havde sådan en god og retfærdig sag.

Men efter den sidste tids blodige konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, er jeg blevet forvirret. Det er jo klart, at teoretisk set kan de amerikanske og europæiske soldater hjælpe med at forhindre de forskellige angreb.
Men spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan i virkeligheden. Om problemerne overhovedet ville være der, hvis ikke vi blandede os. Og hvad gør vi nu?

Søndag aften så jeg Tøger Seidenfaden og Jens Rohde debattere Muhammed-tegningerne i TV2's nyheder. [Jeg ville gerne linke til udsendelsen, men TV2 Sputnik koster jo penge]
Seidenfaden ville gerne dreje snakken over på regeringens håndtering af sagen, og Rohde ville gerne snakke om, hvordan dem med de rigtige meninger har brugt meget tid på at sælge ud af deres egen dyrebare ytringsfrihed for at kritisere tegningerne som racistiske og lignende.

I den forbindelse sagde Rohde, at det var underligt, at Politiken valgte at bringe Salman Rushdies "De Sataniske Vers" for at støtte ytringsfriheden, når nu de ikke vil bringe Muhammed-tegningerne.
Til det sagde Seidenfaden affejende, at forskellen var, at der blev udstedt en fatwa over Rushdie af Irans leder på det tidspunkt.
Så af få udlovet en dusør på 6 millioner kroner på sit hovede, er åbenbart fuldstændig ligegyldigt.

Det er i den forbindelse, meget sjovt at se netop Salman Rushdie udtale sig om de fanatiske aspekter af islam. Jeg tror ikke, at han deler Tøger Seidenfadens synspunkt.

Jeg vil godt have noteret i referatet, at jeg har vasket op i dag.

Jeg har lige fundet ud af, at Minimælk 30 er lavet til min lillebror.
Han er lige nu i gang med at skære fedtet af vores kyllinge filletter.
De frygtelige 6,5 gram pr. 100 gram det drejer sig om.

Hjælp!

Selvom jeg ikke blogger, går jeg jo alligevel og tænker på ting, jeg gerne vil dele med jer.

For et stykke tid siden fik jeg set Kiss, Kiss, Bang, Bang - den er fantastisk.
God film, lækkert artwork. Se den.

I torsdags lånte jeg Team America på DVD. Selvom jeg ikke er så god til at grine af film alene, lykkedes det alligevel. Sjældent har bræk og sex været så sjovt.
America - Fuck Yeah!

I lørdags var jeg et smut forbi Madmissionen. Et hyggeligt arrangement, der fik et lille muntert indslag, i form af en tosse, der absolut skulle snyde sig ind, efter at dørene blev lukket. Det må være de gratis smagsprøver der trak. Hvad der fik ham til i første omgang at flippe fuldstændig ud, og råbe og skrige, er svært at sige. Men der hvor filmen for alvor knækkede, var 5 minutter senere, hvor hans venner endelig kom ud til ham, hvorefter han af uviste årsager valgte at genoptage tilsviningen af dørmand Mikael - på engelsk.
"I don't give a fuck about you or your friends, you fårkin cunt!" osv. lød det på hans bedste efterligning af Gallagher-brødrenes Manchester engelsk.
Behøver jeg sige, at han sandsynligvis bor på Vesterbro, ryger en del hash, og der er løbet noget vand under broen, siden han modtog undervisning sidst?

Senere havde jeg selskab af blandt andet Tommy og Glenn på Brew Pub. Sidstnævnte må have ment, at jeg var ved at slå rod, i hvert fald akkompagnerede han sit afskedshåndtryk med en halv liter fadøl, der landede i skødet på mig.
At skylle klokkeværket i skummende hjemmebrygget øl, er ikke oplevelse jeg har gået og manglet.
Til gengæld konstaterede jeg senere, at øl ikke sætter skjolder på grønne lærredsbukser. Rart at vide.

Apropos bukser, så fik jeg inspireret af denne billedserie hos K10k, for lang tid siden en idé om at tage billeder af baglommer.
De kan ses her - jeg tror, jeg vil fortsætte. Det gik lidt i sig selv igen, efter at jeg på et tidspunkt indkasserede en lussing på dén konto. Uskyldigt vel at mærke.

Jeg ville lade tegningerne og sagen passere uden at kommentere det.
Det virkede for komplekst til at jeg for alvor kunne komme med nye vinkler - og desuden ville den skarpe læser nok kunne regne ud, hvad jeg synes.

Men så så jeg denne hjemmeside: Another Denmark
Selvom det er ment i den bedste ånd, gør det mig deprimeret.
Det bliver lidt abstrakt, men tillad mig at uddybe min tanke.

Selvfølgelig skal man udvise respekt for andre kulturer - og vi har jura til at straffe dem, der bevidst krænker andre racer eller religioner.
Men hvor er - i denne sag - de rabiate muslimers respekt for vores samfund?

Frederik Stjernfelt skriver her nogle meget gode tanker om forskellen på respekt, tolerance og accept.

Og hvorfor er det lige at muslimer skal nyde denne "respekt" fra en ikke-troende som mig? En respekt, der fratager mig min demokratiske ret til at kritisere, åbent eller satirisk, en hvilken som helst religion.
Ville nogen tage det seriøst, hvis nazister brokkede sig over tegninger af Hitler?
Ville nogen tage det seriøst, hvis satanister brokkede sig over tegninger af Satan?

"Men det er jo noget andet" siger du - eller andre måske.
Hvordan er det anderledes?
Hvem skal bestemme, at Islam er en religion, der giver folk ret til at føle sig stødte, mens satanisme ikke er det?
Hvad så med Scientology?

I øvrigt er sammenligningen mellem nazister og Hizb ut-Tahrir ikke så fjern, og sidstnævnte er jo én af de krafter, der ihærdigt prøver at bruge denne sag til egen vinding.
Og det er måske netop dét spørgsmål, man skal stille sig selv.
Hvad bliver konsekvensen, hvis Danmark eller JP eller Fogh undskylder?
Når nu ingen i fremtiden tør provokere muslimer igen, hvem vinder så?

Vil det føre til, at muslimske piger selv kan bestemme, om de vil gå med tørklæde?
Sætter det en stopper for tvangsægteskaber og æresdrab?
Giver det fornuftige og intelligente muslimer plads til at debattere deres religion, og ikke mindst kæmpe imod de kræfter, der vil indføre Sharia lov allevegne?

Jeg tror det ikke - og pointen er: vi SKAL have demokrati!
Religion skal holdes adskilt fra staten.

I mine øjne retfærdiggør hele denne ballade faktisk, at tegningerne blev trykt.
Selvfølgelig er det en skam, at det kommer til at gå ud over danskere rent fysisk, men ellers synes jeg det er en kamp vi er tvunget til at tage.
Ikke for os etniske ikke-muslimske danskeres skyld, men for alle de mennesker, der lever i det ene eller det andet samfund, hvor ytringsfriheden er sat ud af spillet af religiøse eller kommercielle kræfter.

Andrew Sullivan har skrevet en god artikel. Han har også en blog.

Her er en webcomic der hedder Jesus and Mo - ikke for sarte sjæle. Den begyndte i november 2005, altså inden den store ballade, men dog efter tegningerne først blev trykt i Jyllands-Posten.

Her er en side, der gerne vil støtte Danmark - de har endda tegningerne liggende, hvis du ikke har set dem endnu.

Det hele startede med at jeg forstuede noget i øjet.
Jeg kom til at se på denne moblog. Tror I han er stolt af sin nye trendy 5000 krs Canada Goose jakke? Eller Von Dutch kasketten?
En skam man ikke lige kan se, hvad mærke brillerne er. Til gengæld er der flere billeder med ham og gutterne - især nogle seje nogle, hvor de har en køkkenkniv med!

Så sprang der en sikring i min hjerne.
Da jeg hørte at Arla har introduceret en ny Mini 30 mælkedrik.
Hold your Horsens! Hvem er det lige, der sidder og tænker: "nej det der Minimælk er alligevel for fedende, jeg vil have noget mælk med færre kilojoule"?
Det er jo for hysterisk.
Og hvad sker der med, at de vil sælge mælkedrik, til dem der ikke kan lide mælk? Helloooooo!
Hvad så - er vand så sodavand, til dem der ikke kan lide cola?
Bemærk i øvrigt at deres muterede laboratoriemisfoster, har så lidt med mælk at gøre, at de er tvunget til at kalde det: en mælkedrik.

Og da valgte min hjerne at forråde mig.
Måske fik den nok, af al den brok over ligegyldige detaljer, i hvert fald drømte jeg om sukat.
Jeg er overbevist om, at sukat er små stykker af djævelen selv, som vi ukritisk bliver prakket på, fordi ingen tør stille spørgsmålet: hvad skal det til for? Sukat smager jo af lort, og har ingen praktisk anvendelse.
I min drøm skulle jeg i biografen, og midt i slikafdelingens bland-selv plastbeholdersystem, opdagede jeg en boks med stykker af sukat. De var på størrelse med romkugler, let firkantede, i flere forskellige farver, og med underligt krymmel på. Jeg fik naturligvis et flip.
Jeg vågnede med en trang til at blogge min frygtelige oplevelse med sukat - men uh oh! Det var jo bare en drøm. Som om mit glemte fornuftige sind prøver at sige: "se hvilke ligegyldigheder, du svælger i".
Og nu skriver jeg så om det alligevel.
Jeg har ingen anelse om, hvad det så betyder.