janus.hasseriis.net

Efter naesten en uge i Mexico, maa det vaere paa tide med en lille rejserapport.
Turen herover gik fint, men takket vaeres de taabelige og langtrukne amerikanske “sikkerhed”´sregler, stod vi i koe det meste af de lidt over to timer vi ellers skulle vente i Newark. Det er ellers cotume for Morten og jeg, at se lidt paa indkoebsmulighederne i de lufthavne, hvor vi venter.

Vi ankom til Cancun, som nok mest er beroemt/berygtet for spring break - en foraarsferie for isaer amerikanske skoleelever. Men taget i betragtning, at byen skulle vaere hjemsoegt af flere tusinde vanvittige teenagers, og at vi allerede i USA blev taget for “spring breakers” af flypersonalet, saa var der overraskende faa amerikanere. I hvert fald i vores del af turistomraadet.

Vi tog dog alligevel videre syd paa til Playa del Carmen naeste morgen.
Playa, som byen er kendt som, bliver af Lonely Planet beskrevet som chic og europaeisk. Det er jo svaert at sige, hvad standarden ellers er, men for en super turistet by ved stranden, er den faktisk meget hyggelig. Og i det hele taget er Mexico, set gennem vores briller, meget mere europaeisk, end man skulle tro, naar nu USA ligger saa taet paa. De bruger f.eks kilometer og km/t paa deres skilte.

Vi checkede ind paa et hyggeligt og naermest rustikt sted med smalle trapper og gange. Vi fik et stort vaerelse med en dobbeltseng og to enkelte, mexicanske taepper paa vaeggene og en lille altan med haengekoeje.
Det blaeser en del her paa oestkysten, hvilket selvfoelgelig er dejligt afkoelende til tider, men ogsaa noget misvisende i forhold til solens straaler, hvilket vi fik en lidt for god smagsproeve paa, da vi gik en eftermiddagstur paa stranden.
Allerede samme aften som vi ankom til Playa del Carmen, var det fire blege danskere med meget roede nakker og foedder, der lagde sig til at sove. Saa dagen efter blev tilbragt i skyggen med boeger.

Playa er fuld af dive shops, men vi valgte et stort sted, der saa ud til at koere en professionel forretning, til vores foerste dykkertur i lang tid - faktisk siden sidste aar i Thailand for mit vedkommende.
Vores dive master var rent faktisk instruktoer, og vi var saa heldige, at det kun var os fire paa turen. Til gengaeld var han ikke super oplagt, og for foerste gang nogensinde, blev vi ikke bedt om at lave vores buddy check - hvor man gennemgaer hinandens udstyr - og det var maaske dumt.
Allerede da vi laa i vandet, kunne jeg tydeligt maerke nervoesiteten i min vejrtraekning. Det er altid underligt, at skulle laegge sit liv i haenderne paa en gummislange man hodler fast mellem taenderne.
Og vi var heller ikke synket ret langt ned dybet, foer jeg pludselig ikke kunne faa luft. Det virkede som om min tank var tom. Op til overfladen og signalere til dive masteren.
Heldigvis var det bare min ventil, der ikke var aabnet ordentligt, selvom det var mig selv der havde gjort det, og jeg kunne fortsaette kort efter.
Det gjorde ikke min nervoesitet mindre, men resten af dykket var saa til gengaeld stortset uden begivenheder. Vi dykkede et fladt rev, som skulle vaere besogt af skildpadder i stort tal.
Men pga vejret var sigtbarheden ret ringe, og vi saa kun to skildpadder. Skuffende.
Dyk nummer to var langt bedre, langt bedre sigtbarhed, store fiskestimer, en skildpadde vi passerede helt taet paa og generelt langt flottere natur.

Og saa var det med baaden videre til oeen Cozumel, som Jacques Cousteau gjorde beroemt med sine dykkerfilm for mange aar siden.

• Skriv en kommentar... (1)

Samme dag som Kim og Nikolaj rejste mod Bangkok og hjemad, vågnede Morten og jeg til et frygteligt regnvejr.
Det var også samme dag vi skulle checke ud fra vores dyre luksusresort, og samme dag, der ville være Full Moon.
Ikke ligefrem de bedste betingelser. Hvis der havde været fyldt op før, kunne det jo næsten kun være værre,
på selve festdagen.
Men vi havde en fordel i at være tidligt ude, og det viste sig at være rigeligt med fordel, for vi fandt ret nemt
et rigtig fedt sted at bo. Næsten da.
I den fjerneste ende af stranden (i forhold til hvor der sker mest) ligger der nogle små bungalows oppe på selve klippen.
Og dem snuppede vi en af. 500 baht pr. nat. I modsætning til de 4000 vi betalte natten før. Så var det også et lille pis-skur,
med en ussel dobbeltseng, ingen air-con og koldt vand i hanen. Men til gengæld en fantastisk udsigt over bugten og stranden.

Selve Full Moon festen gik fint nok. Vi tog op på Same Sametil warm up med lækker buffet og thailandsk coverband,
der spillede op til fest. Desværre var jeg meget opmærksom på min hævede fod, og kunne derfor ikke helt slå mig løs.
Af samme grund gik jeg også relativt tidligt hjem. Det vil sige kl. 4. Og så havde jeg balladen.
For vores “resort” havde ogsÃ¥ en bar, og deres fornemste opgave var selvfølgelig at spille grotesk høj musik for deres gæster til langt op ad næste dag.
SÃ¥ det var ikke meget vi fik sovet.

Men så kunne vi sove i dagtimerne, og da det igen var dårligt vejr, var det ikke fordi vi gik glip af noget.
Det dårlige vejr satte også lidt en dæmper på humøret, og pludselig havde vi enormt meget lyst til luftforandringer.
Så vi besluttede os for at tage til Koh Samui samme eftermiddag. Hvis det dårlige vejr fortsatte,
havde vi i det mindste nogle nye omgivelser at se på.

Samui var noget af en forandring. På mange måder synes jeg det minder om Phuket, på den måde at stedets fokus ikke er så
meget livet på stranden, men mere barer, butikker og mere traditionel bykultur.
Vi checkede i første omgang ind på et sted, hvor vi fik et rigtig fedt værelse på øverste etage med en stor tagterrase.
På en eller anden måde, var der dog også her et diskotek, der gjorde sit bedste for at holde os vågne om natten.
SÃ¥ vi holdt de to dage, vi havde forpligtet os til.

Alt i alt oplevede vi ikke det store på Samui. Men omvendt gjorde vi heller intet for at komme på sightseeing eller lignende.
Vejret blev en anelse bedre, og Morten skyndte sig at blive solskoldet igen.
Men vi besøgte en brasiliansk restaurant, som Morten har snakket meget om.
Det var en fremragende kulinarisk oplevelse, og klart det dyreste sted vi spiste på hele turen.
Konceptet er det samme som vi også prøvede i Sao Paolo: tag noget salat med mere i buffeten, og derefter kan man så vælge og vrage
i tilbuddene om oksekød, svinekød, lammekød, kylling, pølser, kødboller osv. osv. som tjenerne kommer springende med.
Men samtidig var stedet også ramme for den mest kiksede forestilling, jeg længe har set.
Vi var så godt som færdige med at spise, da lyset blev dæmpet og der kom lys på scenen. Frem trådte en thai fyr i pænt tøj,
og så begyndte han at jonglere med flasker og drinksudstyr. Dårligt. Imens han lavede små fjollede dansetrin.
Jeg har sjældent set noget så tåbeligt. Og totalt misforstået. Men maden var god.
Men den jonglør var lige ved at ødelægge hele middagen. Det var lidt som at spise en perfekt middag, og få at vide, der er gratis dessert. Desserten er bare en lort. Så vil man jo hellere undvære dessert.

Vi var lidt trætte af bus- og bådrejser, så vi tog den nemme, og hurtige, løsning: at flyve fra Samui til Bangkok. Og lufthavnen på Koh Samui er noget af det cooleste, jeg nogensinde har set.
I stedet for en traditionel lufthavnsbygning, er den lavet som en masse mindre “hytter”, der er forbundet med stier med græs og smÃ¥ vandløb imellem. Og sÃ¥ er de fleste af hytterne uden egentlige vægge i, sÃ¥ det giver hele omrÃ¥det en meget Ã¥ben følelse. Som en blanding af en japansk have og en lille bambushyttelandsby.

I Bangkok nåede vi ikke helt så meget andet end at shoppe. Som selvfølgelig også er et must. Morten ville gerne opleve den khlong tur, som jeg tog sidste gang, men jeg første os på vildspor, da jeg skulle finde Jysk Rejsebureau, og så blev det ikke til noget. Til gengæld besøgte vi det berømte weekend marked, som var varmt, klemt, larmende, fuld af mennesker og i det hele taget næsten ubehageligt. Men helt grotesk billigt.

• Skriv en kommentar... (0)

Efter et par stille dage med dyk og snorkelture besluttede vi os for at saette tempoet lidt op og tage direkte til Koh Phangan. En gang en hippie oe, men nu mest kendt for Full Moon Party.

Rejsetider i Thailand kan variere en del, og pludselig tog det en hel dag at komme over fastlandet og med de noedvaendige faerger. Det hjaelper selvfoelgelig heller ikke paa tempoet, at faergen stopper midt paa havet for at laese passagerer af, og at bussen senere partout skulle stoppe ved en slags rasteplads. Med garanti en aftale indgaet mellem busselskabet og rastepladsen.

Men resultatet blev at vi ankom ret sent til Koh Phangan og Haad Rin. Og som forventet var der ingen senge at faa paa Same Same (hvor jeg boede sidst) og en rundtur afsloerede at det generelt saa sort ud. Saa valget stod mellem at soege ud af byen, eller vaelge et hundedyrt resort paa stranden, som samtidig kraevede, at vi bandt os for fem dage.

Vi valgte det dyre sted, da vi trods alt kunne bo alle fire paa vaerelset, og vi saa ville have varmt vand, en terasse og beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
Samme aften gik vi ned paa stranden og fik med egne oejne svar paa hvorfor alle senge var optaget: stranden var proppet med mennesker, og det tre dage foer selve Full Moon festen. Det var noget af en overraskelse.
Men saa kunne vi jo tage forskud paa festen.
Og saa skulle jeg lige redde mig endnu en skade. Uden at jeg skal komme med detaljer, eller pege fingre, skete der det, at jeg fik et bord nedover venstre skinneben. Det gav mig en ordentlig hudafskrabning og et stoerre blaat maerke.
Det virkede ikke som om noget var braekket, saa jeg ikke til laegen, men senere har det godt nok voldt mig en del smerter. Blandt anden haevede min fod en del, og det er ubehageligt, at holde den i samme stilling i laengere tid ad gangen.

Desvaerre for Kim og Nikolaj, skulle der pludselig vaere valg paa Koh Phangan, og det betoed, at der ikke maatte saelges alkohol d. 22., dagen for fuldmaanen. Saa selve Full Moon Party blev udsat til soendag d. 24., dagen hvor Kim og Nik skulle hjem.

• Skriv en kommentar... (0)

Jeg har aldrig vaeret paa Phi Phi foer, men i foelge Morten skulle det vaere et fantastisk smukt sted, som desvaerre blev meget ramt af Tsunamien. Ifoelge min Lonely Planet, som udkom kort tid efter katastrofen, var de lokale myndigheder lidt traette af den voksende turisme, som var meget koncentreret omkring havne- og strandomraadet paa den lille oe. Saa i forbindelse med genopbygningen var der planer om, at sprede hotellerner, restauranterne osv. lidt mere ud, simpelthen ved at forbyde bebyggelse paa flere af de gamle favoritgrunde.
Her tre aar senere er det aabentlyst slaaet fejl. Hovedbyen paa Phi Phi er et summende inferno af turister og handlende. Og saa lugter der. Byens vandforsyning og kloaksystem kan ganske simpelt ikke foelge med.
En anden forandring ifoelge Morten er ogsaa, at hovedparten af de rejsende nu er svenskere omkring de 20 aar. De er saa mange, og saa uvillige til at tale med andre mennesker, at vi snart doeber dem: Den Svenske Sot.

Men Phi Phi er heldigvis ogsaa mere end det. Bare fem minutter i en long boat, bringer een til den smukke og i sammenligning utroligt stille Long Beach. Vi tager paa snorkletur, hvor jeg er heldig nok til at se indtil flere white tip reef sharks. De er 1 - 2 meter lang og ganske ufarlige. Vi besoeger ogsaa den naesten indelukkede Maya Beach, som Leonardo DiCaprio gjorde beroemt i filmen The Beach. De har nu snydt lidt med kameravinklerne, for stranden er paa ingen maade saa indelukket, som den fremstaar i filmen.

Efter at par dage har vi faaet nok og tager videre. Nikolaj har faaet anbefalet et sted, der hedder Koh Lipe, som ligger et par timers rejse syd paa. Men fordi planen er at tage over til oestkysten igen, til Koh Phangan, beslutter vi os for at “noejes” med Koh Lanta, og det er en ganske anden oplevelse end Phi Phi. Vi vaelger med vilje at tage til den knapt saa populaere strand, og strategien giver pote. Vi faar en bungalow paa Lanta Paradise Resort, der ligger direkte ud til stedets pool med udsigt over havet. Stranden er laekker, tempoet er helt i bund, og de forskellige restauranter langs stranden er tydeligvis ikke ligefrem overrendt. Maaske lige lidt for familievenligt for fire raske drenge, men en velkommen forandring af atmosfaere.

Fra Koh Lanta ville vi tage paa en dykkertur, til et sted, der skulle vaere en ganske saerlig oplevelse. Desvaerre er vejret ikke med os, og vi er tvunget til at tage til takke med et noget mere standard dyk desvaerre. Men det lykkedes os at se en soeslange, som er et af de mest giftige dyr i havet. Et bid er doedeligt. I teorien. For reelt er slangen paa ingen maade interesseret i at bide mennesker, og den kunne heller ikke, hvis den foelte sig truet. Dens taender sidder alt for langt tilbage i en lille mund.
Men vi har en meget hyggelig tur, hvor vi kommer i snak med flere af de andre paa baaden. Blandt andet end dykker, der arbejder for det hollandske brandvaesen. Hans job er at fiske doede mennesker op af havet saa de kan blive begravet. Tilsyneladende er det ikke helt unoralt, at finde kinesere i havnen, med foedderen i en stor cementklods. Et typisk mafiamord.

Vi kommer ogsaa til at snakke om, hvem der mon egentlig er den foerste homoseksuelle med en “Sir” titel. Sir Ian McKellen? Sir Elton John? Mit gaet er paa Sir William Shakespeare. Men i hans tilfaelde er det vist ikke helt vedtaget, om han er boesse eller ej. Jeg ved heller ikke hvornaar han fik sin “Sir” titel og om det evt. var posthumt.

• Skriv en kommentar... (0)

Advanced Open Water course er ganske sjovt og kan klart anbefales. Og saa er det ultra nemt. Kurset er bygget op af fem individuelle dyk med hvert deres fokus. Foer hvert dyk laeser man en meget lille smule teori og udfylder et skema i samarbejde med instruktoeren.
Vores fem dyk var: Deep Dive (ned til naesten 30 m), Night Dive, Peak Performance Bouyance, Underwater Navigation (med kompas) og Fish ID.

Peak Performance Bouyance gik ud paa at lave forskellige cirkus-agtige oevelser igennem og rundt om en stor plastikfirkant. Kunsten er at bruge sit aandedraet til at styre hvor man ligger i vandet. Det var baade svaert og sjovt, og samtidig fedt fordi det var en helt ny oplevelse med dykning.

Kim, Morten og jeg maatte lige vente en enkelt dag paa at Nikolaj tog sit Open Water Course faerdigt, men saa var det ogsaa afsted mod Koh Phi Phi. Vi valgte en loesning, hvor man rejser om natten med en ret langsom baad, men saa er man til gengaeld ogsaa fremme tidligt naeste dag. I modsaetning til at spilde en hel dags sol til at rejse i. Vi fik sovet noget bedre end paa flyet og bussen faa dage foer, men aabenbart ikke helt nok. I hvert gled jeg paa vej ud af den minivan, der korte os 95% af vejen over land, og fik et kaempe blaat maerke paa laaret, som ikke helt er gaaet vaek endnu. Jeg har proevet at tage et billede, men det er lidt svaert.
Det med 95% af vejen er i oevrigt typisk Thailand.
Man tager en natfaerge, bliver smidt af paa en kaj, en tuk-tuk koerer en 5-7 minutter vaek, hvor man saa venter en halv til en helv time, saa bliver man samlet op af en bus eller minivan, der koerer en tvaers over landet, til man kommer til den by, hvor den naeste faerge sejler fra. Man man bliver ikke koert til faergelejet. Naeh nej. Foerst skal man lige vente en halv til en hel time mere paa at en bus, der kan koere en til faergen, og den er sandsynligvis er fuld foerste gang den kommer forbi.

Men det lykkedes os at komme til Phi Phi, men vi er stortset ikke mere end landet foer jeg sparker min storetaa ind i en sten og faar en en temmelig bloedende hudafskrabning.
Heldigvis kommer vi forbi en dive shop med en flink fyr, der viser mig et badevaerelse hvor jeg kan vaske saaret, og bagefter giver han mig jod og plaster paa.
Vi booker straks et par ture hos stedet.

• Skriv en kommentar... (0)

Har lige kort tid til at skrive, at vi er kommet sikkert frem. Efter en begivenhedsloes flyvetur, hvor jeg desvaerre ikke fik noget soevn overhovedet, ankom Morten og jeg til varme og travle Bangkok.
Vi havde aftalt at moedes med Kim og Nikolaj ved Burger King paa Khao San Road, og derefter finde ud af at tage videre syd paa. I foerste omgang kom vi til at vente noget tid, da Niks iPod har en forkert tidszone indkodet for Bangkok, og de kom derfor en time senere end beregnet. Khao San Road er ikke et sted man gider sidde og vente i solen, ifoert sko og lange bukser, som man i oevrigt har haft paa de sidste 17 timer.

Men de fandt os, og vi besluttede os for at tage et tog eller en bus syd paa mod den lille dykkeroe Koh Tao.
Det lille bureau vi koebte billetterne hos havde en driftig saelger, der maaske heller ikke var vildt god til engelsk. I hvert fald endte vi med at koebe baade billet og fire dages ophold paa Koh Tao inklusive Advanced Open Water Course.

For Morten og jeg betoed det at vi uden at have sovet eller vaeret i bad, sprang paa en bus, der i loebet af natten skulle koere os syd paa. Saa da vi ankom til det lille baadleje, hvor fra vi skulle sejle, kl. 5 om morgenen uden alt for meget soevn, var vi ved at vaere rigtigt traette og vamle.

Men det lykkedes og vi fik alle fire en rigtig velfortjent eftermiddagslur. Om aftenen var der lige energi nok til at spise paa den naermeste restaurant paa stranden. Det maa vaere definitionen paa LIVET, at spise god mad i sommertoej med udsigt til havet.
Sjovt nok moedte vi en fyr, der hedder Kasper, som baade Morten og jeg kender i forvejen. Det er saa anden gang paa et aar, at det er sket. Desvaerre skulle Kasper videre til Bangkok allerede i dag, saa der var ikke tid til de vilde udskejelser.

I dag er saa gaaet med “teori” og foerste del af vores Advanced Open Water kursus. Der foelger en bog med i prisen, men det er ikke mange ord der er tvunget laesning. Efter frokost fandt vi udstyret frem og sejlede ud til foerste dive spot for at lave “peak performance buoyancy”.

• Skriv en kommentar... (1)

Det er sjovt hvordan man tænker at en strand med hvidt sand og palmer, ikke kan være så svært at finde. Især ikke hvis man har set nogle rigtig flotte nogen af slagsen.
Alt efter hvor kræsen man er, så er der faktisk ikke vildt mange fantastiske strande på Filippinerne. De fleste trænger til en god oprydning. Oftest er det bare naturlige ting som kokosnødder og palmeblade, men desværre også skrald en gang imellem.
Filippinerne har jo en del vulkaner, så mange af strandende har vulkansk støv eller hvad det hedder i sandet. Udover at det gør sandet lidt mørkere og grumset at se på, så bliver det også vanvittig varmt i solen.
Jeg begynder at værdsætte Lopes Mendes i Brasilien mere og mere

27. februar
Tiden nærmede sig til at vi skulle hjem mod Danmark igen. Vi debatterede lidt, hvor længe vi havde lyst til at blive i Manila. De af os, der har været i Bangkok, ved jo, at der er gode muligheder for at købe en masse billige ting. Vi havde en forventning om, at det samme ville være muligt i Manila. Vi endte dog med, at bruge så lang tid som muligt på Panglao, og tog et fly tidligt om morgenen d. 27. februar til Manila. På den måde kunne vi shoppe det meste af eftermiddagen, og så flyve mod Amsterdam og Danmark d. 28.

28. februar
På vej til lufthavnen fik vi vores eneste oplevelse med korruption. Vi hyrede en slags privattaxa til at køre os til lufthavnen. Ikke noget ulovligt, bare en lidt større bil end almindelig taxa, for så kunne vi allesammen være i bilen på én gang. Simone og jeg sad på det brede forsæde, beregnet til to personer, men jeg var den eneste med sikkerhedssele på. Dumt absolut, men det tænkte vi ikke lige over, og chaufføren sagde ikke noget.
På vores vej igennem Manilas vanvittige trafik skulle vi på et tidspunkt dreje til venstre i et kryds. Der stod en motorcykelbetjent og dirigerede trafikken. Uden at jeg egentlig opdagede det, viftede han chaufføren ind til siden. De snakkede lidt, og betjenten tog chaufførens kørekort og sagde at Simone lige skulle tage sele på. Vi spurgte vores chauffør om han ville få nogen problemer, men han svarede at det var helt fint. Vi skulle bare lige have en eskorte til lufthavnen. Selvom vi slet ikke havde travlt på nogen måde.
Så kørte betjenten ellers af sted igennem trafikken, hvor han zigzaggede mellem de andre biler og hele tiden vinkede os frem. Vores chauffør var tydeligvis lidt ydmyg i sin kørsel, og havde ikke vildt meget lyst til at mase sig frem mellem de andre biler. Men han havde ikke det store valg. På et tidspunkt er alle tre baner spærret af kø, så betjenten vinker os simpelthen over i de modkørendes yderste bane. Der var ikke så meget trafik den anden vej, men det var alligevel lidt nervepirrende.
Sådan kørte vi så en to til tre kilometer, indtil betjenten kørte ind til siden nogle hundrede meter før selve lufthavnen. Jeg så chaufføren finde ca. 100 pisos frem (omkring 11 kroner), men jeg så ikke helt om han rent faktisk gav dem til betjenten, men han fik i hvert fald sit kørekort.
Alt i alt en næsten uskyldig oplevelse, men man tænker alligevel: hvad skal der ske nu? Når manden tydeligvis er korrupt, ved man jo aldrig hvad han kan finde på. Jeg sad og tænkte: ligegyldigt hvad, så får han ikke mit pas.

I lufthavnen blev vi præsenteret for en ægte filippinsk specialitet: bureaukratisk flysikkerhed.
Fra vi skulle vise vores billet og have gennemlyst vores baggage for overhovedet at komme ind ad døren, til vi sad i flyveren talte jeg 10 sikkerhedschecks/gebyrer der skulle betales/papirer der skulle udfyldes. Så gik der tid med det.
Flyveturen var uden de store begivenheder, men fordi vi fløj med solen var det lyst udenfor det meste af turen, og så bliver der ikke rigtig lagt op til at man skal sove. Det er rimelig hårdt at være vågen 14 timer i et flysæde. I Amsterdam checkede vi ind på et lufthavnshotel, for vores fly hjem gik først næste morgen. Man skal skulle tro at eksistensgrundlaget for den slags hoteller er muligheden for søvn. Der var også bælravende mørkt på værelset, men ca. kl. 01 blev jeg vækket af en underlig lyd, der nærmest lød som om nogen borede huller i væggen. Og derefter fik jeg faktisk ikke rigtig sovet mere. Til gengæld udtænkte jeg et tv koncept.

Alt i alt var det en rigtig god tur. Filippinerne er smukt land. Jeg læste at Apocalypse Now er filmet dernede, og hvis man kan huske billederne fra den film, sÃ¥ giver det faktisk en god fornemmelse af, hvordan der ser ud. Uden for byerne er det nemlig palmetræer og nipahytter over det hele. Det er tydeligt, at man hurtigt kommer “pÃ¥ landet”, nÃ¥r man rejser rundt. Ofte ser man, at den vej man kører pÃ¥, er centrum for smÃ¥ landsbyer, hvor der simpelthen ikke er andre veje i omrÃ¥det. Og pÃ¥ de veje foregÃ¥r alting. Udover trafikken af jeepneys og tricycles er der børn der leger pÃ¥ vejen og smÃ¥ butikker. Flere steder ser man ogsÃ¥ ris i store bunker, der bliver tørret pÃ¥ selve vejen. Nogen gange pÃ¥ en mÃ¥tte, andre gange ikke.
Man har hele tiden en fornemmelse af at den almindelige befolkning er vildt fattige. Og så har langt de fleste alligevel mobiltelefoner, og inde i den faldefærdige træhytte står der et farvefjernsyn.
Jeg tror at det man ser på Filippinerne, er at resultat af det der sker med et land, hvor kommercialisationen kommer ud til landområderne hurtigere end civilisationen. De små usle palmehytter har således ganske ofte relamebannere hængende. Man er lidt i tvivl om hvorvidt de bare bliver brugt som byggematerialer. Næsten alle byerne har deres egen skole, og der er skilte der opfordrer bilister til at sætte farten ned. Disse skoleskilte er ofte sponsorede, hvilket vel er fint nok. Men jeg fik alligevel en dårlig smag i min bedrevidende, uddannede, rige, europæiske mund, da jeg så et skoleskilt sponsoreret af Tanduay. Et kæmpe mærke af den særlige filippinske rom, der reklamerer allevegne.
I det hele taget er det et land fuld af symboler og logoer. Som nævnt er en tricycle noget man selv bygger. Jeg vil tro, at en filippiner kan købe en lille motorcykel relativt billigt, og så bygger de selv selve sidevognen. Det færdige resultat skal selvfølgelig pyntes efter alle kunstens regler. Så de er allesammen udsmykket med logoer fra BMW, Batman, Toyota eller måske et billede af Bob Marley. Hvad som helst der kan vise at ejeren er cool efter de universielle coolness regler.
Og sÃ¥ mÃ¥ske ogsÃ¥ lige et slogan af en slags. “In God We Trust”, “Love God”, “God Is Good”, “God Is Love”, “Being Lazy Will Make You Poor, Hard Work Will Make You Rich” eller noget i dén stil.

Angående at rejse alene vs. at rejse med folk man kender, så foretrækker jeg klart det sidste. Men det ER sgu ikke altid lige sjovt, at være 5. hjul. Næste gang tager jeg selv en kæreste med. Hvem skal det være?

• Skriv en kommentar... (1)

21. februar
Fra Dumaguete tog vi en båd til Bohol og byen Tagbilaran, og kørte så med en minivan til den mindre ø Panglao, bare for lige at få styr på geografien. Vi tog direkte til Alona Beach, der lissom hveranden strand i Filippinerne også bliver kaldt White Beach.
Vi blev indkvartere i små hytter, som nok var det mest ydmyge sted jeg nåede at bo dernede. Altså en lille træhytte, små senge, koldt saltvand i både vandhane og bruser.

23. februar
Vores chauffør fra ankomsten til Panglao, havde sagt, at han også gerne ville køre os ind i landet på Bohol for at se de berømte Chocolate Hills. Så det fik han lov til.
Vi havde diskuteret lidt om vi kunne leje scootere og tage turen selv. Det havde nok været muligt, men jeg er nu meget glad for, at vi valgte at gøre det med chauffør i stedet, så vi ikke farede vild. Til gengæld var det så en turisttur i klassisk forstand vi blev præsenteret for.
Først kørte vi ind til de omtalte chokoladebakker, som godt nok var vældigt imponerende, men selve formidlingen var ikke lige min kop te. Vi kørte simpelthen op på den højeste af bakkerne, som var indrettet med udkigspost og souvenirbutikker til alle turisterne, også kunne man så stå der og tage billeder og nyde udsigten. Jeg havde lidt forventet en tur, hvor vi ville komme ud og gå en tur imellem og op ad de famøse bakker.

Efter en halv time var det ind i bilen igen, og videre mod næste mål: de små tarsier dyr. Jeg er lidt i tvivl om der findes et andet dansk navn for dem, og om hvorvidt de er aber eller ej. Men i hvert flad er de små og søde.
Det er vel nærmest en naturlov, at vi som mennesker og rejsende skal synes, at de er søde, så der var proppet af nysgerrige tilskuere.

I det lille træ der i midten af billedet sad der mindst to tarsier og så sig forskrækket omkring.
Og sådan foregik det i den turistfælde vi besøgte der. En fire til fem små buske, hvor tarsierne kunne sidde og forsøge at få lidt ro. De var ikke spærret inde på nogen måde, hvilket måske er positivt på et overordnet plan, men det betød også, at enhver kunne stikke fingre og kameraer op i snotten på dem. Oven i det havde stedet endda ansat en ung fyr, der hele tiden prikkede til dyrene og løftede rundt på dem, for at skabe de bedste fotomuligheder.
Alt i alt frygteligt at overvære. Lonely Planet opfordrer kraftigt til, at man besøger et center hvor vilkårene for de små abedyr er meget mere humane. Men det havde vi desværre ikke den store indflydelse på.

PÃ¥ turen besøgte vi ogsÃ¥ en gammel kirke, en mahogniskov og vi fik lov til at gÃ¥ en tur over en ret vakkelvorn hængebro. Frokosten blev indtaget pÃ¥ slags flodbÃ¥d komplet med buffet, lokal musikant og to danske familer. De opførte sig nu helt fint. Men hele konceptet var næsten for meget for os. Og det blev ikke meget bedre, da vi sejlede op ad floden, til en lille fastlejret tømmerflÃ¥de. Ombord var der omkring 14 personer, hvor et par stykker af dem sad og spillede musik pÃ¥ forskellige instrumenter. De fleste havde en fjollet hat pÃ¥ hovedet og et træt udtryk i øjnene. Pointen var sÃ¥, at man kunne kravle fra bÃ¥den over pÃ¥ flÃ¥den. SÃ¥ fik man en fjollet hat pÃ¥, et instrument i hÃ¥nden og blev placeret pÃ¥ bænken mellem musikanterne. Et rigtig rigtig sjovt fotoøjeblik…

24. februar
De fleste besøger Panglao for at dykke, så de hele stranden proppet med dive shops. Og med god grund. Vi havde to dyk der, og det var nok de to bedste på hele turen.
Fra Alona Beach sejlede vi med mellemstor båd ud til den endnu mindre ø Balicasag. På turen derud begyndte det at regne og blæse ret meget op, så vi sad halvvåde og kiggede på de ret store bølger. Især tror jeg det var skræmmende for Molle, som skulle ud på sit første rigtige dyk efter Open Water kurset. Chub tog samme dag på sin egen tur, for at få taget de sidste prøver.
Men det gik fint, så snart man er under vandet, har regn og bølger jo ikke den store betydning. Det første dyk var ved et sted, der bliver kaldt Black Forrest. Egentlig et meget standard site med koraller og fisk, men der var ret kraftig strøm, så man kunne sådan set bare ligge stille og lade sig føre langs med koralrevet.

Andet dyk var ved Rico’s Wall, som navnet antyder en sÃ¥kaldt væg, det vil sige en lodret klippevæg med koraller pÃ¥ og en masse dyreliv. Jeg synes det er helt fantastisk, at komme svømmende langs med sandbunden, og sÃ¥ udover kanten pÃ¥ væggen, hvor det bare gÃ¥r ned mod den ikke-synlige bund mange meter under én.
Jeg optog en lille film, som ikke er særlig god, men den viser meget godt hvordan det ser ud med andre dykkere rundt omkring. Og hvordan man kan kigge ned i mørket og op mod lyset.

26. februar
Vi lejede scootere for at køre rundt på øen, og se lidt mere end de turistede områder. Vi tog turen langs med kysten for at finde en hule med en underjordisk sø, hvor ferskvand blev blandet med saltvand. Eftersigende kunne man snorkle i hulen. Selve hulen var ret flot og interessant, selvom de mange svalereder i loftet bidrog med lige lovlig meget fuglelort til at man havde lyst til at springe i vandet. Men selve stedet var meget kikset. Nede i hulen var der et hulemaleri på væggen, hvilket vi selvfølgelig synes var super spændende. Indtil guiden fortalte, at der var blevet lavet af et filmhold, der skulle optaget en X rated film i hulen. Antiklimaks.
Oppe på jorden var der adskillige små boder, med ivrige sælgere, der faldbød alt fra t-shirts til uroer og saronger. For ikke at tale om de to unge drenge på parkeringspladsen, der straks overfaldt os og prøvede at sælge deres halskæder. Uanset hvor mange gange man sagde nej tak eller grinte eller kiggede den anden vej. Men vi var også absolut de eneste besøgende på stedet.
Derefter kørte vi ind til byen Tagbilaran for at få noget at spise og få sved på panden over den vanvittige trafik.
Det er underligt at være et sted, hvor man spiser ved siden af en familie i pænt tøj, hvor den lille pige er iført en skoleuniform eller noget i den stil, mens der samtidig sidder en nøgen dreng på fem - seks år i rendestenen udenfor og venter på, at man kommer ud igen, så han kan tigge penge sammen med sin storebror.

• Skriv en kommentar... (0)

Det har vaeret lidt sloevt med billeder, saa er et par stykker i samlet flok.

Foerst Kims lille film af eet af vores dyk med hvalhajerne:

Solnedgang paa Boracay:

Kim paa Juice bar:

En soed kat paa baren. Red Pirates Bar, Boracay:

Anders alias Krudtbass’ og Michelle. Boracay:

Den slags skal man bare glemme, naar man koeber billet til en baad:

Morten i solen paa Alona Beach, Panglao Island:

Chocolate Hills, Bohol:

Mahognitraer , Bohol:

Drenge paa floden, Bohol:

Det er en tarsier og ikke en abe:

De unge elskende under vand:

Masser af fisk:

Molle paa sit foerste fun dive:

De skulle lige forbi:

• Skriv en kommentar... (0)

19. februar
Man skal vende sig til at bruge de lokale navne for strandende hernede, for turistsoegende resorts og lignende doeber dem om til hvad som helst, uden den store koordinering eller tilslutning. Saa Sugar Beach ved Sipilay hedder i virkeligheden Langub Beach.

Naa men, Langub Beach var et ganske laekkert sted i solskin. Knapt saa hvidt sand som Boracay, og dermed lidt varmere i solen. Generelt ligger den ogsaa lidt daarligere med vindretning/stroem saa der ligger meget skidt, der er skyldet op paa stranden. Mest palmeblade og den slags, men det skaender alligevel.
Til gengaeld er Langub jo helt afskaermet fra omverdenen, saa man er helt alene. Naesten da. Det vidste sig nemlig, at vi langt fra var de eneste, der havde opdaget det lille paradis - deraf de optagede vaerelser - og Langub viste sig at have flere “hvide” mennesker samlet paa eet sted, end vi har set noget sted paa turen. Hovedsageligt schweitsere.
Det er lidt sjovt hvordan vi europaere og lignende, er saa meget paa jagt det ultimative gemte strandparadis, og alligevel ikke kan finde andet end de samme rejsemaal allesammen.|
Men selve stemningen var ogsaa rigtig god. Vi opholdt os hovedsageligt paa en restaurant/resort med navnet “Takatuka” (den kan I selv google), baade fordi det var hyggeligt, og fordi vi bookede dyk hos dem. Den eneste diveshop paa stranden. Der var  faktisk rigtig familiaert, og jeg kunne let vaere blevet paa det sted laenge. Vi havde to gode dyk med en norsk divemaster, og om aftenen saa vi nogle selvlysende krebsdyr i vandkanten. Eller, selve dyrene saa vi ikke, for de er meget smaa, men ved at plaske igennem vandet, udskiller de et stof i forsvar, som lyser helt utroligt meget op.
Jeg besluttede mig ogsaa for, at jeg vil til at laere nogle flere stjernetegn. Jeg vil vide, hvad det er jeg ser paa de her rejser.

20. februar
Vi tog en baad fra Langub direkte ind til Sipilay by. Billigere, nemmere og hurtigere. Saa skulle vi vente i en times tid paa en lokalbus, mens byens unge drenge daskede omkring i kedsomhed, og tilsyneladende morede sig gevaldigt paa vores bekostning. Til gengaeld var der en gammel dame, der rigtig gerne ville hjaelpe os med at komme med den rigtige bus osv. De er typisk utroligt flinke hernede. Naesten overalt er der nogen der spoerger hvor man skal hen og hvordan. Og ikke alle taenker paa at tjene penge.
Bussystemet er helt vanvittigt. Vi maste os svedende ind i propfyldt bus, hvorefter den koerte 20 meter og satte en hel familie af med kasser og tasker. Og saadan er det hele tiden. I de beboede omraader stopper bussen for et godt ord. Eller naar billetkontrolloeren banker med sin billettang. Ikke noget med stoppesteder her. Vi skiftede bus to gange paa vej mod Dumaguete, og fik baade lov til at koere paa meget hullet grusvej og sidde paa alt for smaa saeder.
I Dumaguete lejede vi os ind paa et lidt finere hotel, saa efter aftensmaden koebte vi guf i Dunkin’ Donuts, og saa National Treasure paa vaerelset. En rimelig daarlig film.

• Skriv en kommentar... (1)