janus.hasseriis.net

Det er sjovt hvordan man tænker at en strand med hvidt sand og palmer, ikke kan være så svært at finde. Især ikke hvis man har set nogle rigtig flotte nogen af slagsen.
Alt efter hvor kræsen man er, så er der faktisk ikke vildt mange fantastiske strande på Filippinerne. De fleste trænger til en god oprydning. Oftest er det bare naturlige ting som kokosnødder og palmeblade, men desværre også skrald en gang imellem.
Filippinerne har jo en del vulkaner, så mange af strandende har vulkansk støv eller hvad det hedder i sandet. Udover at det gør sandet lidt mørkere og grumset at se på, så bliver det også vanvittig varmt i solen.
Jeg begynder at værdsætte Lopes Mendes i Brasilien mere og mere

27. februar
Tiden nærmede sig til at vi skulle hjem mod Danmark igen. Vi debatterede lidt, hvor længe vi havde lyst til at blive i Manila. De af os, der har været i Bangkok, ved jo, at der er gode muligheder for at købe en masse billige ting. Vi havde en forventning om, at det samme ville være muligt i Manila. Vi endte dog med, at bruge så lang tid som muligt på Panglao, og tog et fly tidligt om morgenen d. 27. februar til Manila. På den måde kunne vi shoppe det meste af eftermiddagen, og så flyve mod Amsterdam og Danmark d. 28.

28. februar
På vej til lufthavnen fik vi vores eneste oplevelse med korruption. Vi hyrede en slags privattaxa til at køre os til lufthavnen. Ikke noget ulovligt, bare en lidt større bil end almindelig taxa, for så kunne vi allesammen være i bilen på én gang. Simone og jeg sad på det brede forsæde, beregnet til to personer, men jeg var den eneste med sikkerhedssele på. Dumt absolut, men det tænkte vi ikke lige over, og chaufføren sagde ikke noget.
På vores vej igennem Manilas vanvittige trafik skulle vi på et tidspunkt dreje til venstre i et kryds. Der stod en motorcykelbetjent og dirigerede trafikken. Uden at jeg egentlig opdagede det, viftede han chaufføren ind til siden. De snakkede lidt, og betjenten tog chaufførens kørekort og sagde at Simone lige skulle tage sele på. Vi spurgte vores chauffør om han ville få nogen problemer, men han svarede at det var helt fint. Vi skulle bare lige have en eskorte til lufthavnen. Selvom vi slet ikke havde travlt på nogen måde.
Så kørte betjenten ellers af sted igennem trafikken, hvor han zigzaggede mellem de andre biler og hele tiden vinkede os frem. Vores chauffør var tydeligvis lidt ydmyg i sin kørsel, og havde ikke vildt meget lyst til at mase sig frem mellem de andre biler. Men han havde ikke det store valg. På et tidspunkt er alle tre baner spærret af kø, så betjenten vinker os simpelthen over i de modkørendes yderste bane. Der var ikke så meget trafik den anden vej, men det var alligevel lidt nervepirrende.
Sådan kørte vi så en to til tre kilometer, indtil betjenten kørte ind til siden nogle hundrede meter før selve lufthavnen. Jeg så chaufføren finde ca. 100 pisos frem (omkring 11 kroner), men jeg så ikke helt om han rent faktisk gav dem til betjenten, men han fik i hvert fald sit kørekort.
Alt i alt en næsten uskyldig oplevelse, men man tænker alligevel: hvad skal der ske nu? Når manden tydeligvis er korrupt, ved man jo aldrig hvad han kan finde på. Jeg sad og tænkte: ligegyldigt hvad, så får han ikke mit pas.

I lufthavnen blev vi præsenteret for en ægte filippinsk specialitet: bureaukratisk flysikkerhed.
Fra vi skulle vise vores billet og have gennemlyst vores baggage for overhovedet at komme ind ad døren, til vi sad i flyveren talte jeg 10 sikkerhedschecks/gebyrer der skulle betales/papirer der skulle udfyldes. Så gik der tid med det.
Flyveturen var uden de store begivenheder, men fordi vi fløj med solen var det lyst udenfor det meste af turen, og så bliver der ikke rigtig lagt op til at man skal sove. Det er rimelig hårdt at være vågen 14 timer i et flysæde. I Amsterdam checkede vi ind på et lufthavnshotel, for vores fly hjem gik først næste morgen. Man skal skulle tro at eksistensgrundlaget for den slags hoteller er muligheden for søvn. Der var også bælravende mørkt på værelset, men ca. kl. 01 blev jeg vækket af en underlig lyd, der nærmest lød som om nogen borede huller i væggen. Og derefter fik jeg faktisk ikke rigtig sovet mere. Til gengæld udtænkte jeg et tv koncept.

Alt i alt var det en rigtig god tur. Filippinerne er smukt land. Jeg læste at Apocalypse Now er filmet dernede, og hvis man kan huske billederne fra den film, sÃ¥ giver det faktisk en god fornemmelse af, hvordan der ser ud. Uden for byerne er det nemlig palmetræer og nipahytter over det hele. Det er tydeligt, at man hurtigt kommer “pÃ¥ landet”, nÃ¥r man rejser rundt. Ofte ser man, at den vej man kører pÃ¥, er centrum for smÃ¥ landsbyer, hvor der simpelthen ikke er andre veje i omrÃ¥det. Og pÃ¥ de veje foregÃ¥r alting. Udover trafikken af jeepneys og tricycles er der børn der leger pÃ¥ vejen og smÃ¥ butikker. Flere steder ser man ogsÃ¥ ris i store bunker, der bliver tørret pÃ¥ selve vejen. Nogen gange pÃ¥ en mÃ¥tte, andre gange ikke.
Man har hele tiden en fornemmelse af at den almindelige befolkning er vildt fattige. Og så har langt de fleste alligevel mobiltelefoner, og inde i den faldefærdige træhytte står der et farvefjernsyn.
Jeg tror at det man ser på Filippinerne, er at resultat af det der sker med et land, hvor kommercialisationen kommer ud til landområderne hurtigere end civilisationen. De små usle palmehytter har således ganske ofte relamebannere hængende. Man er lidt i tvivl om hvorvidt de bare bliver brugt som byggematerialer. Næsten alle byerne har deres egen skole, og der er skilte der opfordrer bilister til at sætte farten ned. Disse skoleskilte er ofte sponsorede, hvilket vel er fint nok. Men jeg fik alligevel en dårlig smag i min bedrevidende, uddannede, rige, europæiske mund, da jeg så et skoleskilt sponsoreret af Tanduay. Et kæmpe mærke af den særlige filippinske rom, der reklamerer allevegne.
I det hele taget er det et land fuld af symboler og logoer. Som nævnt er en tricycle noget man selv bygger. Jeg vil tro, at en filippiner kan købe en lille motorcykel relativt billigt, og så bygger de selv selve sidevognen. Det færdige resultat skal selvfølgelig pyntes efter alle kunstens regler. Så de er allesammen udsmykket med logoer fra BMW, Batman, Toyota eller måske et billede af Bob Marley. Hvad som helst der kan vise at ejeren er cool efter de universielle coolness regler.
Og sÃ¥ mÃ¥ske ogsÃ¥ lige et slogan af en slags. “In God We Trust”, “Love God”, “God Is Good”, “God Is Love”, “Being Lazy Will Make You Poor, Hard Work Will Make You Rich” eller noget i dén stil.

Angående at rejse alene vs. at rejse med folk man kender, så foretrækker jeg klart det sidste. Men det ER sgu ikke altid lige sjovt, at være 5. hjul. Næste gang tager jeg selv en kæreste med. Hvem skal det være?

• Skriv en kommentar... (1)

21. februar
Fra Dumaguete tog vi en båd til Bohol og byen Tagbilaran, og kørte så med en minivan til den mindre ø Panglao, bare for lige at få styr på geografien. Vi tog direkte til Alona Beach, der lissom hveranden strand i Filippinerne også bliver kaldt White Beach.
Vi blev indkvartere i små hytter, som nok var det mest ydmyge sted jeg nåede at bo dernede. Altså en lille træhytte, små senge, koldt saltvand i både vandhane og bruser.

23. februar
Vores chauffør fra ankomsten til Panglao, havde sagt, at han også gerne ville køre os ind i landet på Bohol for at se de berømte Chocolate Hills. Så det fik han lov til.
Vi havde diskuteret lidt om vi kunne leje scootere og tage turen selv. Det havde nok været muligt, men jeg er nu meget glad for, at vi valgte at gøre det med chauffør i stedet, så vi ikke farede vild. Til gengæld var det så en turisttur i klassisk forstand vi blev præsenteret for.
Først kørte vi ind til de omtalte chokoladebakker, som godt nok var vældigt imponerende, men selve formidlingen var ikke lige min kop te. Vi kørte simpelthen op på den højeste af bakkerne, som var indrettet med udkigspost og souvenirbutikker til alle turisterne, også kunne man så stå der og tage billeder og nyde udsigten. Jeg havde lidt forventet en tur, hvor vi ville komme ud og gå en tur imellem og op ad de famøse bakker.

Efter en halv time var det ind i bilen igen, og videre mod næste mål: de små tarsier dyr. Jeg er lidt i tvivl om der findes et andet dansk navn for dem, og om hvorvidt de er aber eller ej. Men i hvert flad er de små og søde.
Det er vel nærmest en naturlov, at vi som mennesker og rejsende skal synes, at de er søde, så der var proppet af nysgerrige tilskuere.

I det lille træ der i midten af billedet sad der mindst to tarsier og så sig forskrækket omkring.
Og sådan foregik det i den turistfælde vi besøgte der. En fire til fem små buske, hvor tarsierne kunne sidde og forsøge at få lidt ro. De var ikke spærret inde på nogen måde, hvilket måske er positivt på et overordnet plan, men det betød også, at enhver kunne stikke fingre og kameraer op i snotten på dem. Oven i det havde stedet endda ansat en ung fyr, der hele tiden prikkede til dyrene og løftede rundt på dem, for at skabe de bedste fotomuligheder.
Alt i alt frygteligt at overvære. Lonely Planet opfordrer kraftigt til, at man besøger et center hvor vilkårene for de små abedyr er meget mere humane. Men det havde vi desværre ikke den store indflydelse på.

PÃ¥ turen besøgte vi ogsÃ¥ en gammel kirke, en mahogniskov og vi fik lov til at gÃ¥ en tur over en ret vakkelvorn hængebro. Frokosten blev indtaget pÃ¥ slags flodbÃ¥d komplet med buffet, lokal musikant og to danske familer. De opførte sig nu helt fint. Men hele konceptet var næsten for meget for os. Og det blev ikke meget bedre, da vi sejlede op ad floden, til en lille fastlejret tømmerflÃ¥de. Ombord var der omkring 14 personer, hvor et par stykker af dem sad og spillede musik pÃ¥ forskellige instrumenter. De fleste havde en fjollet hat pÃ¥ hovedet og et træt udtryk i øjnene. Pointen var sÃ¥, at man kunne kravle fra bÃ¥den over pÃ¥ flÃ¥den. SÃ¥ fik man en fjollet hat pÃ¥, et instrument i hÃ¥nden og blev placeret pÃ¥ bænken mellem musikanterne. Et rigtig rigtig sjovt fotoøjeblik…

24. februar
De fleste besøger Panglao for at dykke, så de hele stranden proppet med dive shops. Og med god grund. Vi havde to dyk der, og det var nok de to bedste på hele turen.
Fra Alona Beach sejlede vi med mellemstor båd ud til den endnu mindre ø Balicasag. På turen derud begyndte det at regne og blæse ret meget op, så vi sad halvvåde og kiggede på de ret store bølger. Især tror jeg det var skræmmende for Molle, som skulle ud på sit første rigtige dyk efter Open Water kurset. Chub tog samme dag på sin egen tur, for at få taget de sidste prøver.
Men det gik fint, så snart man er under vandet, har regn og bølger jo ikke den store betydning. Det første dyk var ved et sted, der bliver kaldt Black Forrest. Egentlig et meget standard site med koraller og fisk, men der var ret kraftig strøm, så man kunne sådan set bare ligge stille og lade sig føre langs med koralrevet.

Andet dyk var ved Rico’s Wall, som navnet antyder en sÃ¥kaldt væg, det vil sige en lodret klippevæg med koraller pÃ¥ og en masse dyreliv. Jeg synes det er helt fantastisk, at komme svømmende langs med sandbunden, og sÃ¥ udover kanten pÃ¥ væggen, hvor det bare gÃ¥r ned mod den ikke-synlige bund mange meter under én.
Jeg optog en lille film, som ikke er særlig god, men den viser meget godt hvordan det ser ud med andre dykkere rundt omkring. Og hvordan man kan kigge ned i mørket og op mod lyset.

26. februar
Vi lejede scootere for at køre rundt på øen, og se lidt mere end de turistede områder. Vi tog turen langs med kysten for at finde en hule med en underjordisk sø, hvor ferskvand blev blandet med saltvand. Eftersigende kunne man snorkle i hulen. Selve hulen var ret flot og interessant, selvom de mange svalereder i loftet bidrog med lige lovlig meget fuglelort til at man havde lyst til at springe i vandet. Men selve stedet var meget kikset. Nede i hulen var der et hulemaleri på væggen, hvilket vi selvfølgelig synes var super spændende. Indtil guiden fortalte, at der var blevet lavet af et filmhold, der skulle optaget en X rated film i hulen. Antiklimaks.
Oppe på jorden var der adskillige små boder, med ivrige sælgere, der faldbød alt fra t-shirts til uroer og saronger. For ikke at tale om de to unge drenge på parkeringspladsen, der straks overfaldt os og prøvede at sælge deres halskæder. Uanset hvor mange gange man sagde nej tak eller grinte eller kiggede den anden vej. Men vi var også absolut de eneste besøgende på stedet.
Derefter kørte vi ind til byen Tagbilaran for at få noget at spise og få sved på panden over den vanvittige trafik.
Det er underligt at være et sted, hvor man spiser ved siden af en familie i pænt tøj, hvor den lille pige er iført en skoleuniform eller noget i den stil, mens der samtidig sidder en nøgen dreng på fem - seks år i rendestenen udenfor og venter på, at man kommer ud igen, så han kan tigge penge sammen med sin storebror.

• Skriv en kommentar... (0)

Det har vaeret lidt sloevt med billeder, saa er et par stykker i samlet flok.

Foerst Kims lille film af eet af vores dyk med hvalhajerne:

Solnedgang paa Boracay:

Kim paa Juice bar:

En soed kat paa baren. Red Pirates Bar, Boracay:

Anders alias Krudtbass’ og Michelle. Boracay:

Den slags skal man bare glemme, naar man koeber billet til en baad:

Morten i solen paa Alona Beach, Panglao Island:

Chocolate Hills, Bohol:

Mahognitraer , Bohol:

Drenge paa floden, Bohol:

Det er en tarsier og ikke en abe:

De unge elskende under vand:

Masser af fisk:

Molle paa sit foerste fun dive:

De skulle lige forbi:

• Skriv en kommentar... (0)

19. februar
Man skal vende sig til at bruge de lokale navne for strandende hernede, for turistsoegende resorts og lignende doeber dem om til hvad som helst, uden den store koordinering eller tilslutning. Saa Sugar Beach ved Sipilay hedder i virkeligheden Langub Beach.

Naa men, Langub Beach var et ganske laekkert sted i solskin. Knapt saa hvidt sand som Boracay, og dermed lidt varmere i solen. Generelt ligger den ogsaa lidt daarligere med vindretning/stroem saa der ligger meget skidt, der er skyldet op paa stranden. Mest palmeblade og den slags, men det skaender alligevel.
Til gengaeld er Langub jo helt afskaermet fra omverdenen, saa man er helt alene. Naesten da. Det vidste sig nemlig, at vi langt fra var de eneste, der havde opdaget det lille paradis - deraf de optagede vaerelser - og Langub viste sig at have flere “hvide” mennesker samlet paa eet sted, end vi har set noget sted paa turen. Hovedsageligt schweitsere.
Det er lidt sjovt hvordan vi europaere og lignende, er saa meget paa jagt det ultimative gemte strandparadis, og alligevel ikke kan finde andet end de samme rejsemaal allesammen.|
Men selve stemningen var ogsaa rigtig god. Vi opholdt os hovedsageligt paa en restaurant/resort med navnet “Takatuka” (den kan I selv google), baade fordi det var hyggeligt, og fordi vi bookede dyk hos dem. Den eneste diveshop paa stranden. Der var  faktisk rigtig familiaert, og jeg kunne let vaere blevet paa det sted laenge. Vi havde to gode dyk med en norsk divemaster, og om aftenen saa vi nogle selvlysende krebsdyr i vandkanten. Eller, selve dyrene saa vi ikke, for de er meget smaa, men ved at plaske igennem vandet, udskiller de et stof i forsvar, som lyser helt utroligt meget op.
Jeg besluttede mig ogsaa for, at jeg vil til at laere nogle flere stjernetegn. Jeg vil vide, hvad det er jeg ser paa de her rejser.

20. februar
Vi tog en baad fra Langub direkte ind til Sipilay by. Billigere, nemmere og hurtigere. Saa skulle vi vente i en times tid paa en lokalbus, mens byens unge drenge daskede omkring i kedsomhed, og tilsyneladende morede sig gevaldigt paa vores bekostning. Til gengaeld var der en gammel dame, der rigtig gerne ville hjaelpe os med at komme med den rigtige bus osv. De er typisk utroligt flinke hernede. Naesten overalt er der nogen der spoerger hvor man skal hen og hvordan. Og ikke alle taenker paa at tjene penge.
Bussystemet er helt vanvittigt. Vi maste os svedende ind i propfyldt bus, hvorefter den koerte 20 meter og satte en hel familie af med kasser og tasker. Og saadan er det hele tiden. I de beboede omraader stopper bussen for et godt ord. Eller naar billetkontrolloeren banker med sin billettang. Ikke noget med stoppesteder her. Vi skiftede bus to gange paa vej mod Dumaguete, og fik baade lov til at koere paa meget hullet grusvej og sidde paa alt for smaa saeder.
I Dumaguete lejede vi os ind paa et lidt finere hotel, saa efter aftensmaden koebte vi guf i Dunkin’ Donuts, og saa National Treasure paa vaerelset. En rimelig daarlig film.

• Skriv en kommentar... (1)

8. februar
Efter at have vaeret afsted i en uge var jeg stadig lidt smaaforkoelet. Og det selvom vi befinder os i minimum 20 graders varme hele tiden.
Af frygt for at blive mere syg, sov Kim og jeg med ventilatoren slukket, saa det blev lidt smaa varmt paa vaerelset. Det sammen med de forskellige larmende dyr og babier, goer det lidt svaert at sove laenge hernede. En lidt uvant fornemmelse for mig.
Paa en internet cafe horte jeg et gammelt Whigfield nummer i radioen. Tilpas daarligt til, at den normale stolthed man foeler ved at noget dansk musik bliver spillet saa langt vaek, ogsaa blev blandet med en smule skam. Taenk hvis nogen vidste, at jeg kom fra samme land, som det lort.

9. februar
Det blev tid til at dykke.
De andre havde alle haft en lang pause siden sidste dyk, saa vi besluttede os for at tage et refreshment course i poolen foerst.
Det var nok en meget god ide, for vores divemaster gav os oevelser jeg aldrig har proevet foer. Men det var dejligt, at vaere ifoert udstyret igen. Selve dykket var meget fint, men ikke noget spektakulaert. Vores divemaster var noget af en goegler, der hele tiden skulle lave spas. Han var filipiner og naar han talte engelsk, var det med helt vildt kraftig lespen, saa inden laenge, havde jeg doebt ham Daffy. Ikke mens han hoerte det naturligvis.
Om aftenen besoegte vi en lille bar, og Kim og jeg fik shots af tre svenske piger. Det klassiske bartrick med omvendt fortegn. Det har jeg vidst aldrig proevet foer.

11. februar
Mens Chub og Molle var i gang med at tage deres Open Water course, tog vi andre ud for at dykke ved Crocodile Island. Det var et noget bedre dyk, med rigtig god sigtbarhed.
Om aftenen sad jeg alene paa en bar for at faerdiggoere min oel, efter de andre var gaaet hjem, og guhjaelpemig om ikke Anders som jeg moedte i Thailand pludselig kom gaaende paa stranden. Han er paa et lille visit til Filippinerne med sin norske kaereste. Det blev der meget sjov og en lang nat med ballade ud af.

13. februar
Dagen foer Valentine’s var Chubs foedselsdag. De unge turtelduer tilbragte en romantisk dag sammen (vil jeg tro) og flyttede til et andet resort, der naermest laa oppe i et trae. Vi andre tog paa endnu en dykkertur. Denne gang ved et sted kaldet Balinghai. Det var dog ret kedeligt, hvilket vores schweisiske divemaster gav os ret i. Min mave fandt desvaerre ud af, at jeg ikke er i DK laengere, og begyndte at skabe sig. Kim var saa god at laane mig sine Paraghurt.
Jeg begyndte at blive lidt traet af kendte sange serveret paa daarligt engelsk af lokale restaurantbands i de obligatoriske calypso/bossa nova versioner. Karen Ramirez’ “I Dind’t Know I Was Looking For Love (’till I Found You)” er dog et fantastisk nummer uanset. Jeg gad godt havde en kaereste, der skrev den slags til mig.

14. februar
Vi besluttede os for, at Boracays White Beach godt kunne blivbe lidt ensformig, saa vi tog en tricycle op paa nordsiden af oeen, til en strand kaldet Puka Beach. Det er lidt utroligt, at ikke meget mere end 20 minutters koersel, kan bringe een fra turister og mylder, til en saa godt som oede strand. Og dog. Faktisk saa/hoerte Kim og jeg et ungt kaerestepar paa stedets eneste restaurant, som lignede filippinere, talte filippinsk med tjeneren, og skiftevis engelsk og dansk med hinanden. Det sidste faktum blev muligvis glemt, eller opdaget for sent. Lidt pinligt.

15. februar
Kim rejste tilbage mod Danmark, med et stop i Manila.

16. februar
Endelig fik Morten, Simone og jeg taget os sammen til at komme videre. Chub og Molle var taget i forvejen. Vores tur gik syd paa, med baad fra Boracay til Caticlan paa Panay. Der hyrede vi en minivan til at koere os de godt og vel 200 km til Iloilo City. Chauffoeren var vaeldig soed, og spurgte paa et tidspunkt, om vi havde lyst til at koere bilen. Men jeg havde mistanke om, at det var fordi han selv sad og var ved at falde i soevn. Jeg holdt oeje med ham i bakspejlet, og det saa ud som om han hele tiden sad og nikkede og blinkede med oejnene. Jeg turde ikke sige noget til, af frygt for at fornaerme ham, og jeg ville heller ikke goere de andre to urolige. Saa jeg holdt et vaagent oeje med hans koersel. Det gik fint og staerkt. Flere gange sad jeg med hjertet i halsen, fordi jeg troede vi ville ramme en hund eller en hane.

Iloilo City er en ret stor by, men ligner dog de fleste andre vi har set. Komplet med kaotisk trafik, utallige tricycles og bare folk OVER det hele.
Vi besoegte et lokalt maal, og jeg fik endelig koebt mig en toilettaske. Lidt sent

17. februar
Bare for at nyde vores hotelvaerelse lidt, laa vi om morgenen og saa Goldfinger paa vaerelset. Saa tog vi en taxa ned til havnen, for at komme med en baad til oeen Negros. Den afgang vi egentlig havde regnet med, var desvaerre udsolgt, saa der var lidt panik ved tanken om at staa flere timer i solen paa en mole, med hundredevis af filippinerere, der insisterer paa at kalde mig Jim eller Joe. De tror, vi er amerikanere. Underligt nok, for dem er der ikke mange af.
Heldigvis kunne komme med en anden afgang kort efter, med en kun lidt dyrere billetpris. Derefter var det 5 fem timer i en godt fyldt lokalbus, syd paa mod Sipalay. Jeg havde fornemmelsen af at jeg skulle tisse naesten fra starten, men jeg turde ikke proeve at signalere til billetmanden, at jeg gerne ville staa af og tisse.
I Sipalay by var der pr. saedvane forvirring og bllade og hvordan og med hvem vi skulle komme til Sugar Beach. Saa det blev bag paa hver sin scooter, ind i landet igen med op til 70 km/t, og derefter ned ad en lille grusvej til et smalt floddelta. Det er svaert ikke at taenke paa, hvor meget man kommer til skade, hvis chauffoeren dummer sig, naar man sidder der bag paa i shorts og sandaler og ingen hjelm. I det mindste havde jeg en langaermet troeje paa. Det sidste stykke foregik i en lillebitte fiskerbaad, hvor vi i baelravende moerke blev sejlet ud til selve Sugar Beach. Vi betalte i alt ca. 10 gange for meget for den tur, men til gengaeld fik vi nogle af de sidste varelser paa stranden. Dyre og kiksede. Nybygget og kikset moderne med et digitalt tv uden nogle kanaler.

• Skriv en kommentar... (0)

7. februar
Fra Legaspi floej vi tilbage til Manila. Psykologisk ret utilfredstillende. I lufthavnen stod vi og proevede at faa overblik over hvordan vi skulle komme videre, vi havde billetter syd paa samme dag. Vi havde stilt os inden for selve lufthavnens afspaerring, men dog i nogenlunde fri luft, da vi fk oeje paa to piger, paa den anden side af hegnet, der stod og viftede med nogle papirer og proevede at faa vores opmaerksomhed. Men de lignede mest af alt noge, der forventede nogle rockstjerner og ville have en autograf. Saa vi ignorerede dem. Efter et stykke tid fik den ene pige talt sig forbi vagterne og kom hen til os. Det vidste sig, at hun havde vores flybilletter, og at vi skulle med et andet selskab end vi havde faaet at vide i Masbate.

Dernaest var det med taxa til en anden lufthavn, hvor vi skulle checke ind igen, udfylde nye papirer, nye formularer osv. osv. Og med dette fly maatte vi kun have 10 kg baggage. Jeg havde 14 og maatte betale prisen.
Dernaest blev vi hjulpet igennem security check af en meget venlig politimand, men man kan ikke lade vaere med at vaere mistroisk og taenke: hvad vil han have?
Men vi tog turen til Caticlan i en lille propelflyver med plads til ikke meget mere end 60 personer uden problemer. Naesten da. De serverede snacks og juice, og juicen beholderen var lissom de der poser man fik/faar Caprisonne i. Dog uden hul sugeroeret. Saa selvfoelgelig fik jeg prikket hul det forkerte sted, og spildte aeblejuice ud paa mine shorts. 
I Caticlan skulle vi koebe forskellige tilladelser og billetter for at blive sejlet til Boracay og White Beach, den smukkeste og mest turistede strand paa Flippinerne. 
Og med god grund. White Beach paa Boracay kommer meget taet paa min fantasi om den perfekte strand. Hvidt sand, der ikke bliver varmt i solen. Turkisblaat vand, ingen tang, sten eller klipper. Og 10 meter fra vandkanten, hoeje slanke palmer, der svajer blidt i brisen. Perfekt.
Laeg dertil en lille sti i sandet bag palmerne, med boder og butikker, der saelger vand, mad, slik, toej og diverse turist tingel tangel.
Det resulterer selvfoelgelig ogsaa i en del turister, mest asiatiske, og fuldstaendig vanvittigt mange saelgere, der tilbyder een solbriller, ure, baadture og lignende, igen og igen og igen. Uanset om man har solbriller og ur paa. Man er faktisk kun fredet, hvis man har vaaddragt paa.

• Skriv en kommentar... (1)

6. februar
Vi tog videre fra Donsol til Masbate, fordi vi gerne ville besoege en lille isoleret oe, hvor der eftersigende er adskillige unikke dyreracer. Blandt andet den bisarre roernaesede frugtflagermus. Lonely Planets ord. Ikke mine.
Desvaerre regnede det en de, og havde gjort det hele natten. Saa alt for hurtigt, efter min egen overbevisning, maatte jeg tage sko og stroemper paa igen.
Vi boede paa et ret laekkert resort paa Masbate. Eller. Det vil sige, det lignede noget, der havde vaeret rigtig laekkert engang i halvfjerdserne. Selve resortet laa paa et kaempe omraade lige ned til en udemaerket og afsiddes liggende strand. Men vi var vist stortset de eneste gaester, og vejret gjorde ikke meget for at forbedre indtrykket af, at vi boede i en slidt forladt spoegelsesby. Tjernerne i restauranten var forvirrede, og serverede ret daarlig mad.
Til gengaeld fik vi dem til at aabne stedets bowlinghal om aftenen. Kun for os. Det havde vi meget skaeg med, men ikke naer saa skaegt som stedets unge drenge. De fik aabentlyst ikke lov til at bowle saa tit. Og de var vanvittigt dygtige.
Vi besluttede os hurtigt for at tage videre, og brugte alt for mange timer paa at undersoege hvilke fly og eller baade vi kunne tage med. Der blev lidt uenighed om hvad vi skulle goere, men det viste sig at en foreslaaet baadtur slet ikke ville kunne lade sig goere. Saa vi endte med at tage en baad tilbage Legaspi, for at flyve tilbage til Manila, og fra Manila flyve til oen Boracay.
Legaspi by var en ret stor by fuld af skidt, snavs, motorcykler, blikhuse og et kaempe indkoebscenter. Meget meget saert. Men et eller andet skulle tiden jo gaa med, saa vi tog derind om aftenen og spiste paa McDonalds. Det skulle noedig blive for lokalt, naar man er paa ferie jo.
Vi fordrev ogsaa tiden med at kigge lidt paa butikker, hvilket resulterede i ikke saa faa fniseanfald fra de ansatte piger. Det er vitterligt som om de ikke har set hvide mennesker i ualmindelige tider. Det er ikke altid lige behageligt. Isaer ikke naar man eks. staar af en baad med sin taske, proever at faa et overblik over situationen og hvor man skal hen og hvordan, mens 10 smaa drenge loeber omkring og bare gerne vil roere ved een.

• Skriv en kommentar... (0)

4. februar
Det er sin sag at sove, naar adskillige hunde holder koncert i flere timer midt om natten, og de aabenbart utallige haner i Donsol konkurrerer om at gale mest og tidligst.
Saa jeg var vaagen fra kl 5, og stod op kl 6:30.
Kl. 7:45 tog vi med en lille baad ud i bugten ud for Donsol, og vi var ikke kommet mere end faa hundrede meter ud fra kysten, foer vores BIO (butanding interaction officer - hvalhajer hedder butanding) sagde at vi skulle goere os klar til at springe i vandet.
Det var dog falsk alarm i foerste omgang, men der gik ikke laenge foerend vi rent faktisk blev beordret i vandet, og vi alle seks plaskede i som forvirrede lemminger.
En temmelig panikslagen oplevelse, fordi man bare ved at et kaempe dyr, har kurs lige mod een. Ret angstprovokerende, naar sigtbarheden ikke er mere end et par faa meter. I den foerste forvirrede tur, saa jeg bare lige kort noget af rygstykket paa en hvalhaj, men det var nok til at give mig blod paa tanden.
Efter at hvalhajen havde svoemmet under os, og vi med guiden i spidsen proevede at plaske efter den, blev vi pustende samlet op af baaden igen, og saa var vi paa udkig efter den naeste.
Paa den maade sejlede vi rundt de naeste par timer. Man ser skyggen af en hvalhaj i vandoverfladen, sejler hen i dens kurs, springer i vandet, venter paa den er taet paa, og prover saa at svoemme med den saa laenge som muligt.
Hvilket er haardt, og jeg er ikke lige gearet til OL svoemning. Og oven i det er jeg heller ikke saa pjattet med at svoemme med snorkel. Jeg sluger for meget vand.
Saa efter en ti ture i vandet og op i baaden igen, tog jeg lige en pause. Og vi fandt ud af, at med lidt faerre personer i vandet pr. haj, kunne man faa en meget bedre oplevelse.
Da vi giver op af traethed efter et par timer, har jeg proevet at en hvalhaj svoemmede direkte under mig, og jeg har ogsaa svoemmet et godt stykke tid ved siden af een.
Jeg ved ikke hvor mange forskellige vi saa, for vi sejlede meget rundt i det samme omraade. Men vi spurgte vores BIO hvor stor en vi saa var, og han svarede 8 meter. Altsaa en ret lille hvalhaj, men stadig stor nok, og en fantastisk oplevelse. Vi var faktisk kun lige kommet i land, foer jeg havde lyst til at goere det hele igen.

Her er udsigten fra vores hytter i Donsol:

• Skriv en kommentar... (0)

Det kan vaere, at bekymrede sjaele har taenkt det modsatte efter en hel uge uden lyd/ord fra mig. Det er bare lidt svaert at finde internetadgang og tid her paa Filippinerne.

Men lad mig start fra en ande af.

1. februar
Sov kun omkring 5 timer, men jeg sov godt. Jeg skal jo altid lige gaa rundt om mig selv, og checke de sidste ting igennem, inden jeg kan laegge mig til at sove, naar jeg jeg skal noget vigtigt dagen efter.
De sugetabletter jeg koebte paa apoteket, var en god ide. Min hals er stadig lidt irriteret, men meget bedre end paa min foedselsdag. Det lykkedes mig jo selvfoelgelig, at blive smaaforkoelet i dagene foar afrejse. Jeg overvejede om Morten Resens husmandsraad om et fed hvidloeg i rektum, ville have vaeret en endnu bedre ide. Men omvendt ved jeg ikke om det virker. Og det ville ogsaa vaere laenge at sidde i et fly og lugte af hvidloeg. 
Chub ringer ret tidligt og siger, at vi skal med taxa. Det giver mig lidt kortere tid til at stresse over detaljer, end jeg ellers ville have arrangeret til mig selv.
Lufthavnen er kaos. Lange lange koe til check in. Laengere koe til security check. Det viser sig heldigvis, at vi med vores billet, koebt over nettet, kan checke ind selv i en nymodens datamat, og derefter bare aflevere taskerne i bagage drop. Uden koe.

Hvorfor er det egentlig, at man bliver behandlet som et barn, naar man skal ombord paa et fly? Der staar jo altid stewardesser klar i indgangen, der laeser ens barding kort, og derefter fortaeller en hvor man skal sidde. Som om man ikke kan laese selv.

Ellers var det en fin tur. I Amsterdam havde vi naer ikke fundet Kim, der tog afsted med et tidligere fly fra Koebenhavn end os. Lufthavnen i Amsterdam er delt op i flere terminaler, og vi ankom i en helt anden ende end ham. Men det gik efter nogle SMS’er frem og tilbage.
De mange elektronikbutikker trak en del, men det de solgte var bare ikke rigtig billigt. Jeg elsker bare at have en ny gadget med, naar jeg skal rejse.
Flyet til Manila var ret checket. Maden var god i forhold til hvad man ellers faar serveret paa fly, og i det hele taget meget laekrere og flottere serveret end normalt.
I nakkestoetten paa saeddet foran en, var der en lille skaerm, der ikke bare kunne vise rejseoplysningerne som normalt, men ogsaa underholdning af eget valg. I armstoetten er der en telefon, der ogsaa fungerer som fjernbetjening og joystick. Paa skaermen kan man vaelge at se nye og gamle film eller TV serier. Man kan ogsaa spille forskellige spil, som eks. Trivial Pursuit mod de andre passagerer. Jeg saa The Departed, den nye Miami Vice film, Cars og et afsnit af TV serien Miami Vice, hvor Harry Shearer, der laegger stemme til Principal Skinner, for at naevne en enkelt, i The Simpsons. Lad mig bare sige, at det var rimelig sejt.
Det vil sige: det havde vaeret sejt, hvis ikke skaermen blev saa godt som sort, saa snart man ikke saa paa den direkte forfra. Og da den franske toes i saedet foran mig, valgte at kaste sit saede ned i vandret som det foerste overhovedet, var mit skaermudsyn prisgivet.
Jeg har nu faaet bekraeftet, at det er ret svaert at sove i et fly, og hvis jeg aldrig skal hoere lyden af babygraad igen, vil jeg vaere et lykkeligere menneske.

2. februar
Manila er typisk Asien. Falmede slidte bygninger i lufthavnen, mennesker, biler, trehjulede motorcykler og sjove busser kaldet jeepneys overalt.
Udfyld immigrationspapirer, aflever originalen i paskontrollen, gaa 20 meter og tag din bagage - der i oevrigt vaelter rundt pa baandet - gaa 10 meter, faa et stempel i immigrationspapirerne, gaa 5 meter, aflever immigrationspapirerne.
Det er ret svaert at gennemskue, hvad der egentlig skulle ske i den proces. 

Der var ikke saa varmt ved ankomsten, som jeg havde forventet, og det gjorde mig lidt bekymret. Naar man er en lille smule syg, og ikke har meget andet end shorts og t-shirts i tasken, saa vil man gerne rejse i rimelige varmegrader.
Paa 24 timer havde jeg spist alle mine ”Vaek I Morgen” tabletter, og var allerede godt i gang med pakken med Hexokain. De blev suppleret med masser af te, Ricola og peanuts med hvidloegssmag.
Vores hotel i Manila havde 28 etager, pool og heli pad paa toppen.

3. februar
Meget tidligt op kl. 4:30 og med et fly til Legaspi. Jeg havde ingen anelse om hvor det er og hvorfor vi skal derhn. Men man siger jo ogsaa at for mange komme fordaerver maden. Maaske er det det samme med rejseplanlaegning.
Taxaturen til lufthaven er lissom at spille et computerspil, hvor man bare koerer hvor der er plads, og ideen om at holde sig i en vejbane er en by i Rusland. Vi koerte i to taxaer, og de andres chauffoer vidste ikke hvor lufthavnen i Manilla laa. Til gengaeld ville han have 400 pisos for turen, mens vores kostede 112.
Vi skal igennem to gange sikkerhedscheck, og skiltene med afgangstider er skrevet i haanden paa en stor tavle. Til gengald byder en plakat os velkommen til: “Bird flu free Philippines”. Glaedeligt.
I Legaspi lufthavn har de verdens mest old school bagage claim. Ikke noget med smarte transportbaand eller noget. Naeh! Bare en disk hvor kufferter, tasker og papkasser blev lagt op, saa man kunne hente dem.
Udenfor lufthavnen bliver vi moedt af en del lokale, der gerne vil koere os hen hvor vi oensker, eller maaske tilbyde et sted vi kan bo.
Vores valg falder paa Winston, en lidt aldre og overvaegtig filippiner, der siger at han kan koere os over paa den anden side af Bicol til Donsol, hvor vi skal vaere.
I Donsol er det meningen, at vi skal ud og svoemme med hvalhajer.
Winston siger dog at paa vejen, vil han lige vise os oeens vulkan Mt Mayon, saa han koerer os op paa en lille bakke, hvor udsigten er ret god.
Saa takket vaere Winston, har jeg nu set min foerste aktive vulkan.  

• Skriv en kommentar... (0)

Igen i år har jeg besluttet mig for, at rejse udenlands i en måneds tid.

Denne gang går turen til Filippinerne, og jeg glæder mig rigtig meget. Heldigvis skal jeg ikke alene afsted, vi var oprindeligt fire, men i sidste øjeblik har Kim også meldt sig på banen.

Vi rejser på torsdag, dagen efter min fødselsdag.
Som små forberedelser har jeg opgraderet min flickr konto, så jeg kan tage billeder, og vise dem til jer.
Jeg har opgraderet wordpress til version 2.1, hvilket ikke gik helt smertefrit, men til gengæld er der nu en abonnementsmulighed i toppen af siden.

• Skriv en kommentar... (2)