janus.hasseriis.net

8. februar
Efter at have vaeret afsted i en uge var jeg stadig lidt smaaforkoelet. Og det selvom vi befinder os i minimum 20 graders varme hele tiden.
Af frygt for at blive mere syg, sov Kim og jeg med ventilatoren slukket, saa det blev lidt smaa varmt paa vaerelset. Det sammen med de forskellige larmende dyr og babier, goer det lidt svaert at sove laenge hernede. En lidt uvant fornemmelse for mig.
Paa en internet cafe horte jeg et gammelt Whigfield nummer i radioen. Tilpas daarligt til, at den normale stolthed man foeler ved at noget dansk musik bliver spillet saa langt vaek, ogsaa blev blandet med en smule skam. Taenk hvis nogen vidste, at jeg kom fra samme land, som det lort.

9. februar
Det blev tid til at dykke.
De andre havde alle haft en lang pause siden sidste dyk, saa vi besluttede os for at tage et refreshment course i poolen foerst.
Det var nok en meget god ide, for vores divemaster gav os oevelser jeg aldrig har proevet foer. Men det var dejligt, at vaere ifoert udstyret igen. Selve dykket var meget fint, men ikke noget spektakulaert. Vores divemaster var noget af en goegler, der hele tiden skulle lave spas. Han var filipiner og naar han talte engelsk, var det med helt vildt kraftig lespen, saa inden laenge, havde jeg doebt ham Daffy. Ikke mens han hoerte det naturligvis.
Om aftenen besoegte vi en lille bar, og Kim og jeg fik shots af tre svenske piger. Det klassiske bartrick med omvendt fortegn. Det har jeg vidst aldrig proevet foer.

11. februar
Mens Chub og Molle var i gang med at tage deres Open Water course, tog vi andre ud for at dykke ved Crocodile Island. Det var et noget bedre dyk, med rigtig god sigtbarhed.
Om aftenen sad jeg alene paa en bar for at faerdiggoere min oel, efter de andre var gaaet hjem, og guhjaelpemig om ikke Anders som jeg moedte i Thailand pludselig kom gaaende paa stranden. Han er paa et lille visit til Filippinerne med sin norske kaereste. Det blev der meget sjov og en lang nat med ballade ud af.

13. februar
Dagen foer Valentine’s var Chubs foedselsdag. De unge turtelduer tilbragte en romantisk dag sammen (vil jeg tro) og flyttede til et andet resort, der naermest laa oppe i et trae. Vi andre tog paa endnu en dykkertur. Denne gang ved et sted kaldet Balinghai. Det var dog ret kedeligt, hvilket vores schweisiske divemaster gav os ret i. Min mave fandt desvaerre ud af, at jeg ikke er i DK laengere, og begyndte at skabe sig. Kim var saa god at laane mig sine Paraghurt.
Jeg begyndte at blive lidt traet af kendte sange serveret paa daarligt engelsk af lokale restaurantbands i de obligatoriske calypso/bossa nova versioner. Karen Ramirez’ “I Dind’t Know I Was Looking For Love (’till I Found You)” er dog et fantastisk nummer uanset. Jeg gad godt havde en kaereste, der skrev den slags til mig.

14. februar
Vi besluttede os for, at Boracays White Beach godt kunne blivbe lidt ensformig, saa vi tog en tricycle op paa nordsiden af oeen, til en strand kaldet Puka Beach. Det er lidt utroligt, at ikke meget mere end 20 minutters koersel, kan bringe een fra turister og mylder, til en saa godt som oede strand. Og dog. Faktisk saa/hoerte Kim og jeg et ungt kaerestepar paa stedets eneste restaurant, som lignede filippinere, talte filippinsk med tjeneren, og skiftevis engelsk og dansk med hinanden. Det sidste faktum blev muligvis glemt, eller opdaget for sent. Lidt pinligt.

15. februar
Kim rejste tilbage mod Danmark, med et stop i Manila.

16. februar
Endelig fik Morten, Simone og jeg taget os sammen til at komme videre. Chub og Molle var taget i forvejen. Vores tur gik syd paa, med baad fra Boracay til Caticlan paa Panay. Der hyrede vi en minivan til at koere os de godt og vel 200 km til Iloilo City. Chauffoeren var vaeldig soed, og spurgte paa et tidspunkt, om vi havde lyst til at koere bilen. Men jeg havde mistanke om, at det var fordi han selv sad og var ved at falde i soevn. Jeg holdt oeje med ham i bakspejlet, og det saa ud som om han hele tiden sad og nikkede og blinkede med oejnene. Jeg turde ikke sige noget til, af frygt for at fornaerme ham, og jeg ville heller ikke goere de andre to urolige. Saa jeg holdt et vaagent oeje med hans koersel. Det gik fint og staerkt. Flere gange sad jeg med hjertet i halsen, fordi jeg troede vi ville ramme en hund eller en hane.

Iloilo City er en ret stor by, men ligner dog de fleste andre vi har set. Komplet med kaotisk trafik, utallige tricycles og bare folk OVER det hele.
Vi besoegte et lokalt maal, og jeg fik endelig koebt mig en toilettaske. Lidt sent

17. februar
Bare for at nyde vores hotelvaerelse lidt, laa vi om morgenen og saa Goldfinger paa vaerelset. Saa tog vi en taxa ned til havnen, for at komme med en baad til oeen Negros. Den afgang vi egentlig havde regnet med, var desvaerre udsolgt, saa der var lidt panik ved tanken om at staa flere timer i solen paa en mole, med hundredevis af filippinerere, der insisterer paa at kalde mig Jim eller Joe. De tror, vi er amerikanere. Underligt nok, for dem er der ikke mange af.
Heldigvis kunne komme med en anden afgang kort efter, med en kun lidt dyrere billetpris. Derefter var det 5 fem timer i en godt fyldt lokalbus, syd paa mod Sipalay. Jeg havde fornemmelsen af at jeg skulle tisse naesten fra starten, men jeg turde ikke proeve at signalere til billetmanden, at jeg gerne ville staa af og tisse.
I Sipalay by var der pr. saedvane forvirring og bllade og hvordan og med hvem vi skulle komme til Sugar Beach. Saa det blev bag paa hver sin scooter, ind i landet igen med op til 70 km/t, og derefter ned ad en lille grusvej til et smalt floddelta. Det er svaert ikke at taenke paa, hvor meget man kommer til skade, hvis chauffoeren dummer sig, naar man sidder der bag paa i shorts og sandaler og ingen hjelm. I det mindste havde jeg en langaermet troeje paa. Det sidste stykke foregik i en lillebitte fiskerbaad, hvor vi i baelravende moerke blev sejlet ud til selve Sugar Beach. Vi betalte i alt ca. 10 gange for meget for den tur, men til gengaeld fik vi nogle af de sidste varelser paa stranden. Dyre og kiksede. Nybygget og kikset moderne med et digitalt tv uden nogle kanaler.

• Skriv en kommentar... (0)

7. februar
Fra Legaspi floej vi tilbage til Manila. Psykologisk ret utilfredstillende. I lufthavnen stod vi og proevede at faa overblik over hvordan vi skulle komme videre, vi havde billetter syd paa samme dag. Vi havde stilt os inden for selve lufthavnens afspaerring, men dog i nogenlunde fri luft, da vi fk oeje paa to piger, paa den anden side af hegnet, der stod og viftede med nogle papirer og proevede at faa vores opmaerksomhed. Men de lignede mest af alt noge, der forventede nogle rockstjerner og ville have en autograf. Saa vi ignorerede dem. Efter et stykke tid fik den ene pige talt sig forbi vagterne og kom hen til os. Det vidste sig, at hun havde vores flybilletter, og at vi skulle med et andet selskab end vi havde faaet at vide i Masbate.

Dernaest var det med taxa til en anden lufthavn, hvor vi skulle checke ind igen, udfylde nye papirer, nye formularer osv. osv. Og med dette fly maatte vi kun have 10 kg baggage. Jeg havde 14 og maatte betale prisen.
Dernaest blev vi hjulpet igennem security check af en meget venlig politimand, men man kan ikke lade vaere med at vaere mistroisk og taenke: hvad vil han have?
Men vi tog turen til Caticlan i en lille propelflyver med plads til ikke meget mere end 60 personer uden problemer. Naesten da. De serverede snacks og juice, og juicen beholderen var lissom de der poser man fik/faar Caprisonne i. Dog uden hul sugeroeret. Saa selvfoelgelig fik jeg prikket hul det forkerte sted, og spildte aeblejuice ud paa mine shorts. 
I Caticlan skulle vi koebe forskellige tilladelser og billetter for at blive sejlet til Boracay og White Beach, den smukkeste og mest turistede strand paa Flippinerne. 
Og med god grund. White Beach paa Boracay kommer meget taet paa min fantasi om den perfekte strand. Hvidt sand, der ikke bliver varmt i solen. Turkisblaat vand, ingen tang, sten eller klipper. Og 10 meter fra vandkanten, hoeje slanke palmer, der svajer blidt i brisen. Perfekt.
Laeg dertil en lille sti i sandet bag palmerne, med boder og butikker, der saelger vand, mad, slik, toej og diverse turist tingel tangel.
Det resulterer selvfoelgelig ogsaa i en del turister, mest asiatiske, og fuldstaendig vanvittigt mange saelgere, der tilbyder een solbriller, ure, baadture og lignende, igen og igen og igen. Uanset om man har solbriller og ur paa. Man er faktisk kun fredet, hvis man har vaaddragt paa.

• Skriv en kommentar... (1)

6. februar
Vi tog videre fra Donsol til Masbate, fordi vi gerne ville besoege en lille isoleret oe, hvor der eftersigende er adskillige unikke dyreracer. Blandt andet den bisarre roernaesede frugtflagermus. Lonely Planets ord. Ikke mine.
Desvaerre regnede det en de, og havde gjort det hele natten. Saa alt for hurtigt, efter min egen overbevisning, maatte jeg tage sko og stroemper paa igen.
Vi boede paa et ret laekkert resort paa Masbate. Eller. Det vil sige, det lignede noget, der havde vaeret rigtig laekkert engang i halvfjerdserne. Selve resortet laa paa et kaempe omraade lige ned til en udemaerket og afsiddes liggende strand. Men vi var vist stortset de eneste gaester, og vejret gjorde ikke meget for at forbedre indtrykket af, at vi boede i en slidt forladt spoegelsesby. Tjernerne i restauranten var forvirrede, og serverede ret daarlig mad.
Til gengaeld fik vi dem til at aabne stedets bowlinghal om aftenen. Kun for os. Det havde vi meget skaeg med, men ikke naer saa skaegt som stedets unge drenge. De fik aabentlyst ikke lov til at bowle saa tit. Og de var vanvittigt dygtige.
Vi besluttede os hurtigt for at tage videre, og brugte alt for mange timer paa at undersoege hvilke fly og eller baade vi kunne tage med. Der blev lidt uenighed om hvad vi skulle goere, men det viste sig at en foreslaaet baadtur slet ikke ville kunne lade sig goere. Saa vi endte med at tage en baad tilbage Legaspi, for at flyve tilbage til Manila, og fra Manila flyve til oen Boracay.
Legaspi by var en ret stor by fuld af skidt, snavs, motorcykler, blikhuse og et kaempe indkoebscenter. Meget meget saert. Men et eller andet skulle tiden jo gaa med, saa vi tog derind om aftenen og spiste paa McDonalds. Det skulle noedig blive for lokalt, naar man er paa ferie jo.
Vi fordrev ogsaa tiden med at kigge lidt paa butikker, hvilket resulterede i ikke saa faa fniseanfald fra de ansatte piger. Det er vitterligt som om de ikke har set hvide mennesker i ualmindelige tider. Det er ikke altid lige behageligt. Isaer ikke naar man eks. staar af en baad med sin taske, proever at faa et overblik over situationen og hvor man skal hen og hvordan, mens 10 smaa drenge loeber omkring og bare gerne vil roere ved een.

• Skriv en kommentar... (0)

4. februar
Det er sin sag at sove, naar adskillige hunde holder koncert i flere timer midt om natten, og de aabenbart utallige haner i Donsol konkurrerer om at gale mest og tidligst.
Saa jeg var vaagen fra kl 5, og stod op kl 6:30.
Kl. 7:45 tog vi med en lille baad ud i bugten ud for Donsol, og vi var ikke kommet mere end faa hundrede meter ud fra kysten, foer vores BIO (butanding interaction officer - hvalhajer hedder butanding) sagde at vi skulle goere os klar til at springe i vandet.
Det var dog falsk alarm i foerste omgang, men der gik ikke laenge foerend vi rent faktisk blev beordret i vandet, og vi alle seks plaskede i som forvirrede lemminger.
En temmelig panikslagen oplevelse, fordi man bare ved at et kaempe dyr, har kurs lige mod een. Ret angstprovokerende, naar sigtbarheden ikke er mere end et par faa meter. I den foerste forvirrede tur, saa jeg bare lige kort noget af rygstykket paa en hvalhaj, men det var nok til at give mig blod paa tanden.
Efter at hvalhajen havde svoemmet under os, og vi med guiden i spidsen proevede at plaske efter den, blev vi pustende samlet op af baaden igen, og saa var vi paa udkig efter den naeste.
Paa den maade sejlede vi rundt de naeste par timer. Man ser skyggen af en hvalhaj i vandoverfladen, sejler hen i dens kurs, springer i vandet, venter paa den er taet paa, og prover saa at svoemme med den saa laenge som muligt.
Hvilket er haardt, og jeg er ikke lige gearet til OL svoemning. Og oven i det er jeg heller ikke saa pjattet med at svoemme med snorkel. Jeg sluger for meget vand.
Saa efter en ti ture i vandet og op i baaden igen, tog jeg lige en pause. Og vi fandt ud af, at med lidt faerre personer i vandet pr. haj, kunne man faa en meget bedre oplevelse.
Da vi giver op af traethed efter et par timer, har jeg proevet at en hvalhaj svoemmede direkte under mig, og jeg har ogsaa svoemmet et godt stykke tid ved siden af een.
Jeg ved ikke hvor mange forskellige vi saa, for vi sejlede meget rundt i det samme omraade. Men vi spurgte vores BIO hvor stor en vi saa var, og han svarede 8 meter. Altsaa en ret lille hvalhaj, men stadig stor nok, og en fantastisk oplevelse. Vi var faktisk kun lige kommet i land, foer jeg havde lyst til at goere det hele igen.

Her er udsigten fra vores hytter i Donsol:

• Skriv en kommentar... (0)

Det kan vaere, at bekymrede sjaele har taenkt det modsatte efter en hel uge uden lyd/ord fra mig. Det er bare lidt svaert at finde internetadgang og tid her paa Filippinerne.

Men lad mig start fra en ande af.

1. februar
Sov kun omkring 5 timer, men jeg sov godt. Jeg skal jo altid lige gaa rundt om mig selv, og checke de sidste ting igennem, inden jeg kan laegge mig til at sove, naar jeg jeg skal noget vigtigt dagen efter.
De sugetabletter jeg koebte paa apoteket, var en god ide. Min hals er stadig lidt irriteret, men meget bedre end paa min foedselsdag. Det lykkedes mig jo selvfoelgelig, at blive smaaforkoelet i dagene foar afrejse. Jeg overvejede om Morten Resens husmandsraad om et fed hvidloeg i rektum, ville have vaeret en endnu bedre ide. Men omvendt ved jeg ikke om det virker. Og det ville ogsaa vaere laenge at sidde i et fly og lugte af hvidloeg. 
Chub ringer ret tidligt og siger, at vi skal med taxa. Det giver mig lidt kortere tid til at stresse over detaljer, end jeg ellers ville have arrangeret til mig selv.
Lufthavnen er kaos. Lange lange koe til check in. Laengere koe til security check. Det viser sig heldigvis, at vi med vores billet, koebt over nettet, kan checke ind selv i en nymodens datamat, og derefter bare aflevere taskerne i bagage drop. Uden koe.

Hvorfor er det egentlig, at man bliver behandlet som et barn, naar man skal ombord paa et fly? Der staar jo altid stewardesser klar i indgangen, der laeser ens barding kort, og derefter fortaeller en hvor man skal sidde. Som om man ikke kan laese selv.

Ellers var det en fin tur. I Amsterdam havde vi naer ikke fundet Kim, der tog afsted med et tidligere fly fra Koebenhavn end os. Lufthavnen i Amsterdam er delt op i flere terminaler, og vi ankom i en helt anden ende end ham. Men det gik efter nogle SMS’er frem og tilbage.
De mange elektronikbutikker trak en del, men det de solgte var bare ikke rigtig billigt. Jeg elsker bare at have en ny gadget med, naar jeg skal rejse.
Flyet til Manila var ret checket. Maden var god i forhold til hvad man ellers faar serveret paa fly, og i det hele taget meget laekrere og flottere serveret end normalt.
I nakkestoetten paa saeddet foran en, var der en lille skaerm, der ikke bare kunne vise rejseoplysningerne som normalt, men ogsaa underholdning af eget valg. I armstoetten er der en telefon, der ogsaa fungerer som fjernbetjening og joystick. Paa skaermen kan man vaelge at se nye og gamle film eller TV serier. Man kan ogsaa spille forskellige spil, som eks. Trivial Pursuit mod de andre passagerer. Jeg saa The Departed, den nye Miami Vice film, Cars og et afsnit af TV serien Miami Vice, hvor Harry Shearer, der laegger stemme til Principal Skinner, for at naevne en enkelt, i The Simpsons. Lad mig bare sige, at det var rimelig sejt.
Det vil sige: det havde vaeret sejt, hvis ikke skaermen blev saa godt som sort, saa snart man ikke saa paa den direkte forfra. Og da den franske toes i saedet foran mig, valgte at kaste sit saede ned i vandret som det foerste overhovedet, var mit skaermudsyn prisgivet.
Jeg har nu faaet bekraeftet, at det er ret svaert at sove i et fly, og hvis jeg aldrig skal hoere lyden af babygraad igen, vil jeg vaere et lykkeligere menneske.

2. februar
Manila er typisk Asien. Falmede slidte bygninger i lufthavnen, mennesker, biler, trehjulede motorcykler og sjove busser kaldet jeepneys overalt.
Udfyld immigrationspapirer, aflever originalen i paskontrollen, gaa 20 meter og tag din bagage - der i oevrigt vaelter rundt pa baandet - gaa 10 meter, faa et stempel i immigrationspapirerne, gaa 5 meter, aflever immigrationspapirerne.
Det er ret svaert at gennemskue, hvad der egentlig skulle ske i den proces. 

Der var ikke saa varmt ved ankomsten, som jeg havde forventet, og det gjorde mig lidt bekymret. Naar man er en lille smule syg, og ikke har meget andet end shorts og t-shirts i tasken, saa vil man gerne rejse i rimelige varmegrader.
Paa 24 timer havde jeg spist alle mine ”Vaek I Morgen” tabletter, og var allerede godt i gang med pakken med Hexokain. De blev suppleret med masser af te, Ricola og peanuts med hvidloegssmag.
Vores hotel i Manila havde 28 etager, pool og heli pad paa toppen.

3. februar
Meget tidligt op kl. 4:30 og med et fly til Legaspi. Jeg havde ingen anelse om hvor det er og hvorfor vi skal derhn. Men man siger jo ogsaa at for mange komme fordaerver maden. Maaske er det det samme med rejseplanlaegning.
Taxaturen til lufthaven er lissom at spille et computerspil, hvor man bare koerer hvor der er plads, og ideen om at holde sig i en vejbane er en by i Rusland. Vi koerte i to taxaer, og de andres chauffoer vidste ikke hvor lufthavnen i Manilla laa. Til gengaeld ville han have 400 pisos for turen, mens vores kostede 112.
Vi skal igennem to gange sikkerhedscheck, og skiltene med afgangstider er skrevet i haanden paa en stor tavle. Til gengald byder en plakat os velkommen til: “Bird flu free Philippines”. Glaedeligt.
I Legaspi lufthavn har de verdens mest old school bagage claim. Ikke noget med smarte transportbaand eller noget. Naeh! Bare en disk hvor kufferter, tasker og papkasser blev lagt op, saa man kunne hente dem.
Udenfor lufthavnen bliver vi moedt af en del lokale, der gerne vil koere os hen hvor vi oensker, eller maaske tilbyde et sted vi kan bo.
Vores valg falder paa Winston, en lidt aldre og overvaegtig filippiner, der siger at han kan koere os over paa den anden side af Bicol til Donsol, hvor vi skal vaere.
I Donsol er det meningen, at vi skal ud og svoemme med hvalhajer.
Winston siger dog at paa vejen, vil han lige vise os oeens vulkan Mt Mayon, saa han koerer os op paa en lille bakke, hvor udsigten er ret god.
Saa takket vaere Winston, har jeg nu set min foerste aktive vulkan.  

• Skriv en kommentar... (0)

Igen i år har jeg besluttet mig for, at rejse udenlands i en måneds tid.

Denne gang går turen til Filippinerne, og jeg glæder mig rigtig meget. Heldigvis skal jeg ikke alene afsted, vi var oprindeligt fire, men i sidste øjeblik har Kim også meldt sig på banen.

Vi rejser på torsdag, dagen efter min fødselsdag.
Som små forberedelser har jeg opgraderet min flickr konto, så jeg kan tage billeder, og vise dem til jer.
Jeg har opgraderet wordpress til version 2.1, hvilket ikke gik helt smertefrit, men til gengæld er der nu en abonnementsmulighed i toppen af siden.

• Skriv en kommentar... (2)

Det er rimelig lækkert at være hjemme igen. At sove i sin egen seng, se sine venner, høre sin egen musik.

Jeg bliver spurgt hvordan det var at rejse alene, og til det må jeg sige, at jeg nok ikke ville gøre det igen.
Jeg kan godt forstå, hvordan dem der rejser i længere tid, kan blive træt af deres rejsekammerater, men når man, som jeg var, kun er afsted i en måned, ville jeg gerne have haft en ven at dele oplevelserne med.
Der er en ide om, at man alene vil komme til at møde flere mennesker. Det tror jeg ikke helt, er sandt for mig. Og jeg synes ikke, at nogen af de fantastiske oplevelser jeg har haft, har været “skabt” af, at jeg var alene.

Men det er rart at være hjemme. Og man oplever hurtigt, at der ikke er meget der har ændret sig. Og dog. Indkøbskurvene i både min Netto og Prima/Super Best er blevet skiftet ud. I Prima/Super Best er de endda af sådan en ny sær type. For det første har de hanken på den lange led, hvilket er lidt uvant, for det andet har de sådan en lang hank med et håndtag i og hjul på, så man kan trække dem efter sig på gulvet. Det har jeg alligevel aldrig set før.
Og i mit lokale vasketeria er der tilbud, så en vask nu koster 10 kr. mod 22 kr. normalt. Verden er af lave.

Og bedst som man tror, at tingene gÃ¥r den rigtige vej i Danmark, sÃ¥ der man en kvinde pÃ¥ Vesterbros Torv med en t-shirt, hvor pÃ¥ der stÃ¥r: “Bare ærgeligt Sonny boy”.
Ikke nok med at filmen og joken er 7 Ã¥r gamle, indehaveren af t-shirten lÃ¥ pÃ¥ skalaen “træt husmor til fræk diva” noget tættere pÃ¥ bunden end smukke Sidse Babett.

Lidt til nørderne
Et meget succesfyldt spil lige for tiden er World of Warcraft. Nogen kan måske huske tabletop spillet Warhammer, som Warcraft serien åbenlyst er inspireret af.
Nu kommer der så et computerspil om Warhammer, og den eventuelle forvirring har tosserne hos Penny Arcade lavet en morsom stribe om.

Og hvis du fangede den, så prøv den her på for størrelse: er du en geek?

• Skriv en kommentar... (0)

Nu har jeg faktisk været hjemme en uge, og så må det vel være på sin plads, at få rundet turen af.

Jeg tilbragte de sidste fire dage af turen i Bangkok. Købte en billet med fly fra Phuket, hvilket kostede mig 300 kr ca. og en del tid sparet.
Til gengæld stødte jeg så på en kinesisk kvinde, som allerede i den minibus vi kørte i ud til Phuket lufthavn, fandt ud af, at hun og jeg skulle med samme fly. Og så kunne hun jo lige så godt hægte sig på mig. Det blev hurtigt belastende.
“Er der hoteller i nærheden af Bangkok lufthavn?”
“Hvor skal du bo?”
“Kan jeg bo der?”
“Har de ikke hotelværelser?”
“Ved du om der er hoteller i nærheden af lufthavnen?”
“Er der hoteller i nærheden af der hvor du skal bo?”
“Er det dyrt?”
“Skal vi følges ad ind til byen?”
Osv. osv.

Hun var faktisk sød nok, men hun spurgte bare om de samme ting igen og igen. Jeg havde planer om at bo pÃ¥ New Road Guest House, som jeg vidste ville være billigt, og nok ikke det hun ledte efter. Desværre var kvinden i check-in skranken sÃ¥ sød at opdage vi snakkede sammen og spurgte: “Ã¥h - vil I gerne sidde sammen?” Hvad svarer man sÃ¥?

I flyet sidder man jo tæt, og det var ikke sjældent, at hendes hÃ¥nd lige kom til at hvile pÃ¥ min arm eller mit lÃ¥r…
Hun var vel i midten af 30′erne, arbejdede for Sony Ericsson og synes mine lyse solblegede hÃ¥r pÃ¥ armen var vældig interessante.
Da vi nærmede os Bangkok, sad hun og holdt mig kærligt i armen. Da var jeg tæt på at lave en coyote, og bare gnave armen af og løbe. Men så opdagede jeg, at hun faktisk var utrolig bange for at flyve, så jeg lod hende beholde min arm, til vi var landet. Og så fik jeg travlt med at give hende ret i, at det nemmeste for hende nok var at finde et hotel i nærheden af lufthavnen.

Jeg tog selv en taxa ind til byen, og havde en seddel med adressen på New Road Guest House, som samtidig fungerer som rejsecenter for Jysk Rejsebureau.
Det viste sig at være en sand danskerlejr. Men først skulle chaufføren selvfølgelig lige køre mig forvildet rundt i Bangkoks gader.
Da jeg stod ud af taxaen fik jeg med det samme øje på Magnus fra Same-Same, der sad i restauranten og spiste. Senere samme aften kom Gry også.

Grand Palace
Gry og jeg aftalte at få noget ud af dagene, så allerede næste dag tog vi en båd op ad floden for at besøge Grand Palace.
Min viden om Thailand er/var sært ikke-eksisterende, for alle de store seværdigheder, havde jeg aldrig hørt om. Men Grand Palace det thailandske svar på Amalienborg, bortset fra at kongen ikke bor der til hverdag.
Og så har de brugt lidt mere guld til at bygge det.

Vi gik rundt et godt stykke tid mellem gyldne søjler, statuer af krigere og elefanter og mere eller mindre hellige bygninger.
Utrolig smukt og fascinerende. Jeg kunne ikke lade være med at beundre buddhismen i sit arkitektoniske udtryk, og hele stemningen der bliver udtrykt.
Hvor vores kristendom uden tvivl har nogle sider, der spiller på mørket og de lidt truende figurer og stemninger, så er buddhismen lys, venlig og åben. Der er ingen skræmmebilleder.

Efter selve paladset tog vi hen til Wat Pho, en anden reclining Buddha. Hvis jeg ikke tager meget fejl den allerstørste. Jeg husker ikke helt længden, men fra gulvet op til hovedet er den 15 m høj.

Efter de oplevelser var vi lidt matte, og ville egentlig bare gerne hjem.
Så jeg overtalte Gry til at tage en tuk-tuk hjem. Hun havde hørt alle historierne om, at man ikke kan køre med tuk-tuk uden at blive tvunget hen til alskens skræddere og juvelsælgere. Vores chauffør var nu helt fin, og kørte os hjem for den aftalte pris, selvom Gry flere gange var sikker på, at vi var på afveje.

Flodtur
Dagen efter tog vi endnu en kulturel tur. Khlong tur som alle kaldte det, som om ordet “khlong” i sig selv forklarede hvad det drejer sig om. Bangkok er centreret om en stor flod, og khlong’erne er alle de smÃ¥ kanaler, der krydser hinanden og løber ud i floden. Langs med de mange kanaler ligger der talrige huse. Lige fra de fattigste blikskure til store dyre villaer. For nogen er det en lækker adresse. For andre er det deres vigtigste færdselsÃ¥re.
Vores guide hed Jimmy, og det var utroligt hvad han kunne fortælle. Ikke nok med at kunne fortælle om kanalerne og hvordan de blev brugt. Han supplerede også med huspriser, indsigt i thailændernes liv og hverdag, byggeplaner og lidt filosofi.
Som han sagde: læg mærke til at de rige bygger mure om deres huse, for de er bange for at miste deres rigdom, mens de fattige ikke en gang har døre i deres huse. De har intet at miste, og desuden kender de alle dem, der bor i nærheden. SÃ¥ de er glade og smiler til jer fra hjertet. PÃ¥ gaderne i byen er det noget andet. Som han sagde: “50% of the people in the street smile with a razor”.

I det hele taget var turen et fantastisk kig pÃ¥ “bagsiden” af Bangkok. Som en ekstra lille bonus, og mÃ¥ske en mÃ¥de at finansiere turen pÃ¥, besøgte vi ogsÃ¥ ganske kort en orkidéfarm og en slangefarm.
Udover et billede af mig selv med en kæmpe slange, fik vi et kig på aber, slanger, øgler, krokodiller og en enkelt tiger.

Man skal hyle med de ulve man er i blandt
Samme aften tog vi en lille gruppe afsted til det omrÃ¥de, der hedder Patpong, som er Bangkoks version af et “red light district”. Mest kendt er omrÃ¥det for de mange shows, hvor nøgne piger laver forskellige gøglertricks.
Især efter de skuffende dage i Patong, havde jeg ikke de store forventninger, men jeg havde alligevel en forventning om, at selvom showene i deres natur er underlødige, så ville det være pakket ind i noget smagfuldt.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Sjældent har set noget så skuffende, tarveligt og helt uden nogen form for klasse eller underholdningsværdi.
Helt konkret fandt jeg det mere spændende, at de viste The Return of the King på en tv-skærm. Det var vist den forlængede udgave, som jeg endnu ikke har fået det.

På indkøb
Sidste dag gik med at shoppe lidt. Overalt i Bangkok og Thailand i det hele taget, er der små boder og butikker, der sælger alskens ting. Tøj, ure, musik og elektronik. Som nævnt er mange af deres varer kopier, men man kan også finde ægte mærker.
Jeg besøgte et stort center, der hedder MBK, som i princippet er flere hundrede af de gængse boder samlet i 7 etager med aircondition. Der gik jeg rundt i et par timer og lod mig friste. Til sidst tog jeg en tur i biografen for at slappe af. Jeg købte en V.I.P. billet, som skulle være den vildeste luksus med cola og popcorn ad libitum. Det var det nu ikke helt, faktisk bare en rigtig lækker stol, men det kostede heller ikke noget særligt. Filmen jeg så hedder 16 Blocks. En film med Bruce Willis, som halv-gammel fordrukken politibejent. Jeg havde aldrig hørt om den før, men den var faktisk udemærket.

Hvis cirkelen skal sluttes, kan jeg jo lige vise frem, hvad jeg så havde med hjem igen. Det skal siges, at jeg måtte ofre to skjorter og to poloer, som bare ikke kunne blive rene igen.

• Skriv en kommentar... (1)

Ok, saa er der lidt tid til at berette, om en af de fedeste oplevelser paa min tur.
Mandag morgen kl. 5:30 stod jeg op, saa jeg kunne blive hentet med minibus ved mit hostel kl. 6:45.

Vi koerte op nord paa, hvor vi blev sat paa en stor laekker speedbaad ved et lille fiskerleje, som dog tydeligvis ogsaa husede en del dykkerforretninger.
Vi var vel 10 - 12 gaester i baaden alt i alt, og saa var det afsted med fuld fart henover boelgerne mod Similan Islands.
Der var ikke haard soe, men baaden tog alligevel nogle gode ture paa de ret store boelger - muligvis pga farten.
Efter halvanden time var vi fremme ved baad nummer 4, hvor jeg skulle dykke og overnatte.

Det er sjovt som ting man egentlig godt ved, kan overraske alligevel. Jeg havde bestilt en tur med en overnatning og syv dyk. Det siger sig selv, at saa har man lidt travlt, men det kom alligevel bag paa mig, hvor kort tid, der gik fra jeg satte benene paa skibet, til jeg stod og fumlede med min vaaddragt.
Selve turlederen var en fyr fra Danmark, som hedder Adam. Jeg fandt ikke ud af om han er adopteret, eller hans foraedre maaske er flyttet til Danmark, i hvert fald snakkede han flydende dansk med jysk accent, men var altsaa thai originalt, og tilsyneladende kunne han ogsaa flydende thai.
Adam fortalte os hurtigt om baaden og de forskellige regler, og saa fortalte han lidt om det foerste sted vi skulle dykke.

Min dykkebuddy var en fyr fra Skotland der hedder Steven, han var en flink fyr, men det gjorde os lidt usikre, at han lissom mig kun havde 6 dyk. Vores divemaster var en thailandsk fyr, der hedder Daeng. Han var fin og hjaelpsom, men maaske ikke helt saa kommunikativ, som jeg kunne oenske mig - min manglende erfaring taget i betragtning. I det hele taget var atmosfaeren en smule mere kontant end jeg har vaeret vant til, paa de faa andre dyk. Ikke paa en ubehagelig maade, men det er lidt nervepirrende, at staa med hele ansvaret for at udstyret fungerer selv. Godt nok checker man alting igennem med sin buddy, men han var jo lige saa uerfaren som jeg…

Men dykket gik rigtig godt, og sigtbarheden var omkring 20 meter, saa for mig, var det en virkelig fantastisk oplevelse, hvor der var rigtig god mulighed for at se de forskellige fisk, koraller osv.

Ditte og Sophie fra Broenderslev havde fortalt mig, at de udlejede digitalkameraer i undervandsforklaedning paa skibet, saa saadan et lejede jeg for 1000 baht, og kunne saa bruge det paa fire dyk. Jeg var godt nok lidt nervoes for, om jeg kunne koncentrere mig om at traekke vejret, undgaa at stoede ind i korallerne og samtidig tage billeder, men jeg tog chancen, og det er jeg rigtig glad for.
 

Jeg havde egentlig troet, at baaden var mest for show, og at vi ikke ville sejle nogen steder. Men der tog jeg meget fejl. Efter hvert dyk sejlede vi til en ny oe, eller i hvert fald til et nyt dykkested.

Jeg lejede kameraet til mit tredie dyk, og det var rigtig godt timet. For der skulle vi nemlig ned til et vrag. Det var et vrag af en baad magen til den vi boede paa…
Den stak op fra havbunden naermest lissom man forestiller sig Titanic goer, det saa virkelig vildt ud. Sigtbarheden var blevet lidt daarligere, maaske ogsaa pga det svindende lys, men man kan tydeligt se raelingen og styrehuset i baggrunden paa billedet herover.

Jeg havde igen lidt problemer med mine oerer, ikke noget saerligt synes jeg, men jeg var godt nok noget langsommere til at komme ned paa de 18 meter end de andre. Saa min divemaster mente, at jeg skulle have nogle piller til at hjaelpe paa mine oerer.
De virkede ogsaa rigtig godt, men ifoelge reglerne maa man ikke dykke, hvis man tager medicin. Hvis det pludselig holder op med at virke under vandet, kan man jo faa problemer. Men som jeg tidligere har sagt, saa er regler knapt saa uboejelige hernede.
Jeg kom i oevrigt ogsaa ned paa 30 meters dybde naesten med det samme, selvom jeg med mit Open Water certifikat, kun maa komme ned til 18 meter.

Da vi kom op igen, og var paa vej hen mod skibet, raabte en dansk pige oppe fra daekket pludselig, at der var en skildpadde paa den anden side.
Da jeg kom, fandt jeg hurtig ud af, at der ogsaa var to danske par med paa baaden. De drenge var med nede ved vraget, mens pigerne blev paa baaden.
Min divemaster var for traet til at svoemme, og jeg var lidt i tvivl om jeg var tvunget til at foelge med ham. Men jeg havde luft tilbage, og desuden laa vi lige ved siden af baaden i roligt vand.
Saa de to danskere og jeg valgte at se om vi kunne finde en skildpadde. Eftersom de stod og smed mad ud til den fra baaden, var det slet ikke noget problem, og ret hurtigt kom den svoemmende lige hen imod os.
Faktisk saa taet paa, at man lige overvejede: hvor skarpe er, de der kaeber den har?
 

Efter det fulgte et natdyk som ogsaa var en spaendende oplevelse. Saa har man en lommelygte med, og kan stortset kun se der hvor man lyser hen. Desvaerre saa vi ingen virkeligt interessante natfisk.

Naeste dag var det blevet lidt daarligere vejr, saa til det tidlige morgendyk kl. 7 var der ret store boelger, hvilket var lige lovlig spaendende isaer, da vi skulle op i baaden igen.
Der var ret kraftig  stroem ogsaa under vandet, og baade min buddy og jeg skulle kaempe en del for at foelge med. Og jeg skulle jo ogsaa svoemme hen til de sjove ting jeg kunne fotografere
Men det betoed, at vi loeb toer for luft noget foer de to danske drenge. Og saa gik der noget galt med kommunikationen. Divemasteren signalerede til dem, at de kunne svoemme videre sammen i samme omraade, han var noedt til at foelge os op til overfladen, fordi vi ikke havde saa meget luft tilbage. Jeg opfattede det klart som et spoergsmaal, og taenkte det var ret modigt af dem, at blive dernede alene.

Vi kom op til overfladen uden de store problemer, selvom jeg godt nok synes jeg havde faretruende lidt luft tilbage til vores 3 minutters sikkerhedsstop paa 5 meter.
Det var en boelgende omgang at kravle ombord paa baaden igen men det gik.
Et par minutter efter hoerte vi ballade fra den nederste etage. Det var de to danske drenge, som havde troet at vores divemaster ville komme tilbage og hente dem. De havde nok mere opfattet signalerne under vandet som en ordre. Det er svaert at sige, men i hvert fald kan man sige, at man aldrig maa dykke ned igen med det samme, hvis man foerst har vaeret oppe.

Men det betoed, at de havde ventet alt for lang tid under vandet, og muligvis havde de ogsaa misforstaaet deres dykkercomputere. Paa deres vej op havde de saa forsoegt at puste et flydeflag op, som indikerer at der er dykkere i vandet under, men det var mislykkedes. En lang raekke uheldigheder betoed, at mens de laa paa kun 4 1/2 meter vand kom vi andre sejlende henover hovedet paa dem i baaden. De fortalte bagefter, at de virkelig kunne maerke traekket fra skruen, og saa var det bare med at komme vaek, naesten uden luft i tankene.

Da de endelig kom op, var de naturligvis utroligt forskraekkede, og det kom til udtryk i et skaenderi med vores divemaster, som de mente burde have vaeret nede og hente dem. Eller have taget dem med op i foerste omgang.
Men det endte altsammen godt, og ingen kom til skade, selvom der var lidt kold luft imellem dem og divemasteren bagefter. (U)Heldigvis betoed deres uheld ogsaa, at de af risikoen for dykkersyge ikke maatte dykke de naeste 48 timer, hvilket vist passede meget godt.

Resten af dagen boed paa lidt roligere og ganske smukke oplevelser for mig og Steven. Sigtbarheden var pga vejret lidt forringet, men isaer var jeg fascineret af fornemmelsen, af at svoemme henover en kaempe stor klippe, som saa pludselig stopper saa bunden er 20 meter under en, og man naermest “svaever” i rummet.

Om eftermiddagen var det tilbage til fastlandet, med hovedet fuld af indtryk. Jeg har set massevis af farvestraalende fisk, nogle med tydelige rovdyrstraek. Jeg har set en muraeneaal sno sig henover sandbunden og ind i sit skjul. Jeg har set bittesmaa roede krebs, jeg saa et par smaa blaaplettede rokker og saa fandt jeg Nemo.
 

• Skriv en kommentar... (2)

Jeg har godt nok ikke spildt tiden siden sidst.
Jeg fik vist naevnt, at jeg skulle paa en baadtur, for at se James Bond Island.
Alt i alt boede der fire danske piger fra Broenderslev paa mit guest house. De kender hinanden i forvejen, men rejser egentlig to og to, og saa har de alligevel fulgtes ad nogle gange. Mette og Rikke sagde de havde booket en tur til James Bond Island, saa det gjorde jeg ogsaa.
I den lille minibus vi skulle koere med, var der kun to andre passagerer. Det viste sig at vaere to piger fra Ribe - rimelig underligt, men ogsaa meget hyggeligt.

Foerste stop elefanttrekking. En rimelig turistet oplevelse, hvor man saadan set bare rider en tur rundt i en lille park i en halv times tid. Men det var nu sjovt nok alligevel.
Bagefter var der elefantshow med den fire aar gamle babyelefant, der kunne staa paa bagbenene, forbenene, den kunne spille basketball, saette en hat paa hovedet af folk og meget mere.
 

Efter det skulle vi lige se The Monkey Cave Temple. Lidt kulturel skal man vel vaere. Det var i hvert fald en del af pakken. Man kan sige, at helligdomme hernede, er lidt noget andet end derhjemme. Altsaa det er jo vaeldig serioest, og man skal have ordentlig paaklaeding paa osv.
Men jeg tror alligevel ikke en aaben hule, med flagermus inden i, og en masse aber uden foran, ville gaa an som kirke i Danmark.
Men her var hulen, eller hulerne, hjem for blandt andet The Reclining Buddha. Som med guidens ord ogsaa er tirsdags Buddha…
 

Saa var det i baaden, foerste stop: The Muslim Fishing Village. Jeg tvivler ikke paa, at der var en landsby paa paellene, et sted derinde bag den restaurant vi spiste frokost paa, men vi fandt nu kun en lang lang gade fuld af det saedvanlige turist goegl. Det undrer mig, at ikke en eneste driftig handlesmand taenker: “nej, jeg saelger sgu noget andet end alle de andre i HELE Thailand. Det maa der vaere penge i.”

Og saa kom vi langt om laenge til James Bond Island. Eller det vil sige: vi stod paa den oe, det egentlig drejer sig om, og kiggede ud paa den klippe, der stritter op ad havet, og som er saa karakteristisk i filmen.
 
Ganske flot og betagende, men man kan ikke lade vaere med, at foelde, at det hele bliver lidt oedelagt af de mange turister, de cementerede trappetrin, de paene toiletter og alt det lort man kan koebe i de mange boder.
Jeg ledte lidt efter et billede eller lignende fra filmen, som ville bevise, at den var god nok. Men det var der ikke noget af. Skulle man koere den helt ud, ville jeg da lave noget a la i Tivoli, hvor man kan faa taget de der fjollede billeder, hvor man bare saetter hovedet ind. En stor figur af James Bond, eller baben i filmen, og saa et billede med oeen i baggrunden - Vupti! Eller maaske bare lave det paa computer.

En ganske god oplevelse, men i virkeligheden ville man nok have faaet mere ud, af at sejle stille rundt i selve omraadet, som er proppet med de specielle klipper, og der skyder naesten lodrette bjergvaegge op mange steder, i stedet for at jage ud til en enkelt klods, som tilfaeldigvis har vaeret med i en film.

Paa det tidspunkt var vi efterhaanden ret traette, og ville bare gerne hjem, men der manglede stadig to stop paa vores 3-in-1 tur?!?!?, inden vi kunne komme hjem.
Foerst en sommerfuglefarm, som ikke var meget mere end et bur af net paa stoerrelse med fire almindelige drivhuse.
Men til gengaeld var sommerfuglene flotte, og det lykkedes mig at tage et billede, af den art der ligner blade, i sammenfoldet tilstand, som jeg ikke helt fangede i Brasilien.
 

Sidste stop paa turen, var en cashewnoeddefabrik. Eller: det var en kaempe butik, der solgte vildt mange forskellige typer cashewnoedder. Med smoer, chokolade, chilli, hvidloeg, kokos eller noget helt andet. Og saa sad der ovre  ved indgangen, en dame ved en lille maskine, hvor hun aabnede cashewnoedder. En vaskeaegte turistfaelde, og jeg gik lige i. Men det er noget laekkert cashewnoedde slik, jeg har faaet koebt mig.

Naa nu lukker internet cafeen her snart, og jeg har ikke en gang skrevet om min dykkertur.

• Skriv en kommentar... (1)