janus.hasseriis.net

Nu har jeg faktisk været hjemme en uge, og så må det vel være på sin plads, at få rundet turen af.

Jeg tilbragte de sidste fire dage af turen i Bangkok. Købte en billet med fly fra Phuket, hvilket kostede mig 300 kr ca. og en del tid sparet.
Til gengæld stødte jeg så på en kinesisk kvinde, som allerede i den minibus vi kørte i ud til Phuket lufthavn, fandt ud af, at hun og jeg skulle med samme fly. Og så kunne hun jo lige så godt hægte sig på mig. Det blev hurtigt belastende.
“Er der hoteller i nærheden af Bangkok lufthavn?”
“Hvor skal du bo?”
“Kan jeg bo der?”
“Har de ikke hotelværelser?”
“Ved du om der er hoteller i nærheden af lufthavnen?”
“Er der hoteller i nærheden af der hvor du skal bo?”
“Er det dyrt?”
“Skal vi følges ad ind til byen?”
Osv. osv.

Hun var faktisk sød nok, men hun spurgte bare om de samme ting igen og igen. Jeg havde planer om at bo pÃ¥ New Road Guest House, som jeg vidste ville være billigt, og nok ikke det hun ledte efter. Desværre var kvinden i check-in skranken sÃ¥ sød at opdage vi snakkede sammen og spurgte: “Ã¥h - vil I gerne sidde sammen?” Hvad svarer man sÃ¥?

I flyet sidder man jo tæt, og det var ikke sjældent, at hendes hÃ¥nd lige kom til at hvile pÃ¥ min arm eller mit lÃ¥r…
Hun var vel i midten af 30′erne, arbejdede for Sony Ericsson og synes mine lyse solblegede hÃ¥r pÃ¥ armen var vældig interessante.
Da vi nærmede os Bangkok, sad hun og holdt mig kærligt i armen. Da var jeg tæt på at lave en coyote, og bare gnave armen af og løbe. Men så opdagede jeg, at hun faktisk var utrolig bange for at flyve, så jeg lod hende beholde min arm, til vi var landet. Og så fik jeg travlt med at give hende ret i, at det nemmeste for hende nok var at finde et hotel i nærheden af lufthavnen.

Jeg tog selv en taxa ind til byen, og havde en seddel med adressen på New Road Guest House, som samtidig fungerer som rejsecenter for Jysk Rejsebureau.
Det viste sig at være en sand danskerlejr. Men først skulle chaufføren selvfølgelig lige køre mig forvildet rundt i Bangkoks gader.
Da jeg stod ud af taxaen fik jeg med det samme øje på Magnus fra Same-Same, der sad i restauranten og spiste. Senere samme aften kom Gry også.

Grand Palace
Gry og jeg aftalte at få noget ud af dagene, så allerede næste dag tog vi en båd op ad floden for at besøge Grand Palace.
Min viden om Thailand er/var sært ikke-eksisterende, for alle de store seværdigheder, havde jeg aldrig hørt om. Men Grand Palace det thailandske svar på Amalienborg, bortset fra at kongen ikke bor der til hverdag.
Og så har de brugt lidt mere guld til at bygge det.

Vi gik rundt et godt stykke tid mellem gyldne søjler, statuer af krigere og elefanter og mere eller mindre hellige bygninger.
Utrolig smukt og fascinerende. Jeg kunne ikke lade være med at beundre buddhismen i sit arkitektoniske udtryk, og hele stemningen der bliver udtrykt.
Hvor vores kristendom uden tvivl har nogle sider, der spiller på mørket og de lidt truende figurer og stemninger, så er buddhismen lys, venlig og åben. Der er ingen skræmmebilleder.

Efter selve paladset tog vi hen til Wat Pho, en anden reclining Buddha. Hvis jeg ikke tager meget fejl den allerstørste. Jeg husker ikke helt længden, men fra gulvet op til hovedet er den 15 m høj.

Efter de oplevelser var vi lidt matte, og ville egentlig bare gerne hjem.
Så jeg overtalte Gry til at tage en tuk-tuk hjem. Hun havde hørt alle historierne om, at man ikke kan køre med tuk-tuk uden at blive tvunget hen til alskens skræddere og juvelsælgere. Vores chauffør var nu helt fin, og kørte os hjem for den aftalte pris, selvom Gry flere gange var sikker på, at vi var på afveje.

Flodtur
Dagen efter tog vi endnu en kulturel tur. Khlong tur som alle kaldte det, som om ordet “khlong” i sig selv forklarede hvad det drejer sig om. Bangkok er centreret om en stor flod, og khlong’erne er alle de smÃ¥ kanaler, der krydser hinanden og løber ud i floden. Langs med de mange kanaler ligger der talrige huse. Lige fra de fattigste blikskure til store dyre villaer. For nogen er det en lækker adresse. For andre er det deres vigtigste færdselsÃ¥re.
Vores guide hed Jimmy, og det var utroligt hvad han kunne fortælle. Ikke nok med at kunne fortælle om kanalerne og hvordan de blev brugt. Han supplerede også med huspriser, indsigt i thailændernes liv og hverdag, byggeplaner og lidt filosofi.
Som han sagde: læg mærke til at de rige bygger mure om deres huse, for de er bange for at miste deres rigdom, mens de fattige ikke en gang har døre i deres huse. De har intet at miste, og desuden kender de alle dem, der bor i nærheden. SÃ¥ de er glade og smiler til jer fra hjertet. PÃ¥ gaderne i byen er det noget andet. Som han sagde: “50% of the people in the street smile with a razor”.

I det hele taget var turen et fantastisk kig pÃ¥ “bagsiden” af Bangkok. Som en ekstra lille bonus, og mÃ¥ske en mÃ¥de at finansiere turen pÃ¥, besøgte vi ogsÃ¥ ganske kort en orkidéfarm og en slangefarm.
Udover et billede af mig selv med en kæmpe slange, fik vi et kig på aber, slanger, øgler, krokodiller og en enkelt tiger.

Man skal hyle med de ulve man er i blandt
Samme aften tog vi en lille gruppe afsted til det omrÃ¥de, der hedder Patpong, som er Bangkoks version af et “red light district”. Mest kendt er omrÃ¥det for de mange shows, hvor nøgne piger laver forskellige gøglertricks.
Især efter de skuffende dage i Patong, havde jeg ikke de store forventninger, men jeg havde alligevel en forventning om, at selvom showene i deres natur er underlødige, så ville det være pakket ind i noget smagfuldt.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Sjældent har set noget så skuffende, tarveligt og helt uden nogen form for klasse eller underholdningsværdi.
Helt konkret fandt jeg det mere spændende, at de viste The Return of the King på en tv-skærm. Det var vist den forlængede udgave, som jeg endnu ikke har fået det.

På indkøb
Sidste dag gik med at shoppe lidt. Overalt i Bangkok og Thailand i det hele taget, er der små boder og butikker, der sælger alskens ting. Tøj, ure, musik og elektronik. Som nævnt er mange af deres varer kopier, men man kan også finde ægte mærker.
Jeg besøgte et stort center, der hedder MBK, som i princippet er flere hundrede af de gængse boder samlet i 7 etager med aircondition. Der gik jeg rundt i et par timer og lod mig friste. Til sidst tog jeg en tur i biografen for at slappe af. Jeg købte en V.I.P. billet, som skulle være den vildeste luksus med cola og popcorn ad libitum. Det var det nu ikke helt, faktisk bare en rigtig lækker stol, men det kostede heller ikke noget særligt. Filmen jeg så hedder 16 Blocks. En film med Bruce Willis, som halv-gammel fordrukken politibejent. Jeg havde aldrig hørt om den før, men den var faktisk udemærket.

Hvis cirkelen skal sluttes, kan jeg jo lige vise frem, hvad jeg så havde med hjem igen. Det skal siges, at jeg måtte ofre to skjorter og to poloer, som bare ikke kunne blive rene igen.

• Skriv en kommentar... (1)

Ok, saa er der lidt tid til at berette, om en af de fedeste oplevelser paa min tur.
Mandag morgen kl. 5:30 stod jeg op, saa jeg kunne blive hentet med minibus ved mit hostel kl. 6:45.

Vi koerte op nord paa, hvor vi blev sat paa en stor laekker speedbaad ved et lille fiskerleje, som dog tydeligvis ogsaa husede en del dykkerforretninger.
Vi var vel 10 - 12 gaester i baaden alt i alt, og saa var det afsted med fuld fart henover boelgerne mod Similan Islands.
Der var ikke haard soe, men baaden tog alligevel nogle gode ture paa de ret store boelger - muligvis pga farten.
Efter halvanden time var vi fremme ved baad nummer 4, hvor jeg skulle dykke og overnatte.

Det er sjovt som ting man egentlig godt ved, kan overraske alligevel. Jeg havde bestilt en tur med en overnatning og syv dyk. Det siger sig selv, at saa har man lidt travlt, men det kom alligevel bag paa mig, hvor kort tid, der gik fra jeg satte benene paa skibet, til jeg stod og fumlede med min vaaddragt.
Selve turlederen var en fyr fra Danmark, som hedder Adam. Jeg fandt ikke ud af om han er adopteret, eller hans foraedre maaske er flyttet til Danmark, i hvert fald snakkede han flydende dansk med jysk accent, men var altsaa thai originalt, og tilsyneladende kunne han ogsaa flydende thai.
Adam fortalte os hurtigt om baaden og de forskellige regler, og saa fortalte han lidt om det foerste sted vi skulle dykke.

Min dykkebuddy var en fyr fra Skotland der hedder Steven, han var en flink fyr, men det gjorde os lidt usikre, at han lissom mig kun havde 6 dyk. Vores divemaster var en thailandsk fyr, der hedder Daeng. Han var fin og hjaelpsom, men maaske ikke helt saa kommunikativ, som jeg kunne oenske mig - min manglende erfaring taget i betragtning. I det hele taget var atmosfaeren en smule mere kontant end jeg har vaeret vant til, paa de faa andre dyk. Ikke paa en ubehagelig maade, men det er lidt nervepirrende, at staa med hele ansvaret for at udstyret fungerer selv. Godt nok checker man alting igennem med sin buddy, men han var jo lige saa uerfaren som jeg…

Men dykket gik rigtig godt, og sigtbarheden var omkring 20 meter, saa for mig, var det en virkelig fantastisk oplevelse, hvor der var rigtig god mulighed for at se de forskellige fisk, koraller osv.

Ditte og Sophie fra Broenderslev havde fortalt mig, at de udlejede digitalkameraer i undervandsforklaedning paa skibet, saa saadan et lejede jeg for 1000 baht, og kunne saa bruge det paa fire dyk. Jeg var godt nok lidt nervoes for, om jeg kunne koncentrere mig om at traekke vejret, undgaa at stoede ind i korallerne og samtidig tage billeder, men jeg tog chancen, og det er jeg rigtig glad for.
 

Jeg havde egentlig troet, at baaden var mest for show, og at vi ikke ville sejle nogen steder. Men der tog jeg meget fejl. Efter hvert dyk sejlede vi til en ny oe, eller i hvert fald til et nyt dykkested.

Jeg lejede kameraet til mit tredie dyk, og det var rigtig godt timet. For der skulle vi nemlig ned til et vrag. Det var et vrag af en baad magen til den vi boede paa…
Den stak op fra havbunden naermest lissom man forestiller sig Titanic goer, det saa virkelig vildt ud. Sigtbarheden var blevet lidt daarligere, maaske ogsaa pga det svindende lys, men man kan tydeligt se raelingen og styrehuset i baggrunden paa billedet herover.

Jeg havde igen lidt problemer med mine oerer, ikke noget saerligt synes jeg, men jeg var godt nok noget langsommere til at komme ned paa de 18 meter end de andre. Saa min divemaster mente, at jeg skulle have nogle piller til at hjaelpe paa mine oerer.
De virkede ogsaa rigtig godt, men ifoelge reglerne maa man ikke dykke, hvis man tager medicin. Hvis det pludselig holder op med at virke under vandet, kan man jo faa problemer. Men som jeg tidligere har sagt, saa er regler knapt saa uboejelige hernede.
Jeg kom i oevrigt ogsaa ned paa 30 meters dybde naesten med det samme, selvom jeg med mit Open Water certifikat, kun maa komme ned til 18 meter.

Da vi kom op igen, og var paa vej hen mod skibet, raabte en dansk pige oppe fra daekket pludselig, at der var en skildpadde paa den anden side.
Da jeg kom, fandt jeg hurtig ud af, at der ogsaa var to danske par med paa baaden. De drenge var med nede ved vraget, mens pigerne blev paa baaden.
Min divemaster var for traet til at svoemme, og jeg var lidt i tvivl om jeg var tvunget til at foelge med ham. Men jeg havde luft tilbage, og desuden laa vi lige ved siden af baaden i roligt vand.
Saa de to danskere og jeg valgte at se om vi kunne finde en skildpadde. Eftersom de stod og smed mad ud til den fra baaden, var det slet ikke noget problem, og ret hurtigt kom den svoemmende lige hen imod os.
Faktisk saa taet paa, at man lige overvejede: hvor skarpe er, de der kaeber den har?
 

Efter det fulgte et natdyk som ogsaa var en spaendende oplevelse. Saa har man en lommelygte med, og kan stortset kun se der hvor man lyser hen. Desvaerre saa vi ingen virkeligt interessante natfisk.

Naeste dag var det blevet lidt daarligere vejr, saa til det tidlige morgendyk kl. 7 var der ret store boelger, hvilket var lige lovlig spaendende isaer, da vi skulle op i baaden igen.
Der var ret kraftig  stroem ogsaa under vandet, og baade min buddy og jeg skulle kaempe en del for at foelge med. Og jeg skulle jo ogsaa svoemme hen til de sjove ting jeg kunne fotografere
Men det betoed, at vi loeb toer for luft noget foer de to danske drenge. Og saa gik der noget galt med kommunikationen. Divemasteren signalerede til dem, at de kunne svoemme videre sammen i samme omraade, han var noedt til at foelge os op til overfladen, fordi vi ikke havde saa meget luft tilbage. Jeg opfattede det klart som et spoergsmaal, og taenkte det var ret modigt af dem, at blive dernede alene.

Vi kom op til overfladen uden de store problemer, selvom jeg godt nok synes jeg havde faretruende lidt luft tilbage til vores 3 minutters sikkerhedsstop paa 5 meter.
Det var en boelgende omgang at kravle ombord paa baaden igen men det gik.
Et par minutter efter hoerte vi ballade fra den nederste etage. Det var de to danske drenge, som havde troet at vores divemaster ville komme tilbage og hente dem. De havde nok mere opfattet signalerne under vandet som en ordre. Det er svaert at sige, men i hvert fald kan man sige, at man aldrig maa dykke ned igen med det samme, hvis man foerst har vaeret oppe.

Men det betoed, at de havde ventet alt for lang tid under vandet, og muligvis havde de ogsaa misforstaaet deres dykkercomputere. Paa deres vej op havde de saa forsoegt at puste et flydeflag op, som indikerer at der er dykkere i vandet under, men det var mislykkedes. En lang raekke uheldigheder betoed, at mens de laa paa kun 4 1/2 meter vand kom vi andre sejlende henover hovedet paa dem i baaden. De fortalte bagefter, at de virkelig kunne maerke traekket fra skruen, og saa var det bare med at komme vaek, naesten uden luft i tankene.

Da de endelig kom op, var de naturligvis utroligt forskraekkede, og det kom til udtryk i et skaenderi med vores divemaster, som de mente burde have vaeret nede og hente dem. Eller have taget dem med op i foerste omgang.
Men det endte altsammen godt, og ingen kom til skade, selvom der var lidt kold luft imellem dem og divemasteren bagefter. (U)Heldigvis betoed deres uheld ogsaa, at de af risikoen for dykkersyge ikke maatte dykke de naeste 48 timer, hvilket vist passede meget godt.

Resten af dagen boed paa lidt roligere og ganske smukke oplevelser for mig og Steven. Sigtbarheden var pga vejret lidt forringet, men isaer var jeg fascineret af fornemmelsen, af at svoemme henover en kaempe stor klippe, som saa pludselig stopper saa bunden er 20 meter under en, og man naermest “svaever” i rummet.

Om eftermiddagen var det tilbage til fastlandet, med hovedet fuld af indtryk. Jeg har set massevis af farvestraalende fisk, nogle med tydelige rovdyrstraek. Jeg har set en muraeneaal sno sig henover sandbunden og ind i sit skjul. Jeg har set bittesmaa roede krebs, jeg saa et par smaa blaaplettede rokker og saa fandt jeg Nemo.
 

• Skriv en kommentar... (2)

Jeg har godt nok ikke spildt tiden siden sidst.
Jeg fik vist naevnt, at jeg skulle paa en baadtur, for at se James Bond Island.
Alt i alt boede der fire danske piger fra Broenderslev paa mit guest house. De kender hinanden i forvejen, men rejser egentlig to og to, og saa har de alligevel fulgtes ad nogle gange. Mette og Rikke sagde de havde booket en tur til James Bond Island, saa det gjorde jeg ogsaa.
I den lille minibus vi skulle koere med, var der kun to andre passagerer. Det viste sig at vaere to piger fra Ribe - rimelig underligt, men ogsaa meget hyggeligt.

Foerste stop elefanttrekking. En rimelig turistet oplevelse, hvor man saadan set bare rider en tur rundt i en lille park i en halv times tid. Men det var nu sjovt nok alligevel.
Bagefter var der elefantshow med den fire aar gamle babyelefant, der kunne staa paa bagbenene, forbenene, den kunne spille basketball, saette en hat paa hovedet af folk og meget mere.
 

Efter det skulle vi lige se The Monkey Cave Temple. Lidt kulturel skal man vel vaere. Det var i hvert fald en del af pakken. Man kan sige, at helligdomme hernede, er lidt noget andet end derhjemme. Altsaa det er jo vaeldig serioest, og man skal have ordentlig paaklaeding paa osv.
Men jeg tror alligevel ikke en aaben hule, med flagermus inden i, og en masse aber uden foran, ville gaa an som kirke i Danmark.
Men her var hulen, eller hulerne, hjem for blandt andet The Reclining Buddha. Som med guidens ord ogsaa er tirsdags Buddha…
 

Saa var det i baaden, foerste stop: The Muslim Fishing Village. Jeg tvivler ikke paa, at der var en landsby paa paellene, et sted derinde bag den restaurant vi spiste frokost paa, men vi fandt nu kun en lang lang gade fuld af det saedvanlige turist goegl. Det undrer mig, at ikke en eneste driftig handlesmand taenker: “nej, jeg saelger sgu noget andet end alle de andre i HELE Thailand. Det maa der vaere penge i.”

Og saa kom vi langt om laenge til James Bond Island. Eller det vil sige: vi stod paa den oe, det egentlig drejer sig om, og kiggede ud paa den klippe, der stritter op ad havet, og som er saa karakteristisk i filmen.
 
Ganske flot og betagende, men man kan ikke lade vaere med, at foelde, at det hele bliver lidt oedelagt af de mange turister, de cementerede trappetrin, de paene toiletter og alt det lort man kan koebe i de mange boder.
Jeg ledte lidt efter et billede eller lignende fra filmen, som ville bevise, at den var god nok. Men det var der ikke noget af. Skulle man koere den helt ud, ville jeg da lave noget a la i Tivoli, hvor man kan faa taget de der fjollede billeder, hvor man bare saetter hovedet ind. En stor figur af James Bond, eller baben i filmen, og saa et billede med oeen i baggrunden - Vupti! Eller maaske bare lave det paa computer.

En ganske god oplevelse, men i virkeligheden ville man nok have faaet mere ud, af at sejle stille rundt i selve omraadet, som er proppet med de specielle klipper, og der skyder naesten lodrette bjergvaegge op mange steder, i stedet for at jage ud til en enkelt klods, som tilfaeldigvis har vaeret med i en film.

Paa det tidspunkt var vi efterhaanden ret traette, og ville bare gerne hjem, men der manglede stadig to stop paa vores 3-in-1 tur?!?!?, inden vi kunne komme hjem.
Foerst en sommerfuglefarm, som ikke var meget mere end et bur af net paa stoerrelse med fire almindelige drivhuse.
Men til gengaeld var sommerfuglene flotte, og det lykkedes mig at tage et billede, af den art der ligner blade, i sammenfoldet tilstand, som jeg ikke helt fangede i Brasilien.
 

Sidste stop paa turen, var en cashewnoeddefabrik. Eller: det var en kaempe butik, der solgte vildt mange forskellige typer cashewnoedder. Med smoer, chokolade, chilli, hvidloeg, kokos eller noget helt andet. Og saa sad der ovre  ved indgangen, en dame ved en lille maskine, hvor hun aabnede cashewnoedder. En vaskeaegte turistfaelde, og jeg gik lige i. Men det er noget laekkert cashewnoedde slik, jeg har faaet koebt mig.

Naa nu lukker internet cafeen her snart, og jeg har ikke en gang skrevet om min dykkertur.

• Skriv en kommentar... (1)

Tilgiv mig, men dagene flyder lidt ud for mig her.
Anders tog et kig paa sine flybilletter og fandt ud af, at han faktisk ikke havde ret meget tid her paa Phuket. Saa den 19. at han floej til Bangkok, for at vaere der et par dage, inden turen gik hjemad.

Over stok og sten
Samme dag havde jeg bestilt en tur paa ATV, det vil sige saadan en firhjulet motorcykel.
Brochuren viste nogle ret laekre billeder, med glade turister, der holder paa en stor strand, og koerer igennem mudrede floder. Der bleve ogsaa lovet, at man kunne fodre aber undervejs.

Jeg vil sige at billederne nok oversolgte turen lidt, men det havde jeg saadan set ogsaa forventet.
Vi saa kun en enkelt abe, og vi stoppede ikke en gang op for at se den rigtigt. Den sad bare bundet til pael.
Selve “turen” var ogsaa i hoej grad fornoejelsen ved at proeve maskinerne. Vi koerte meget i ottetaler, og rundt paa de samme stier, men til gengaeld koerte vi baade i mudder, sand og i junglen, og op og ned af nogle heftige skraenter. Men jeg synes det gik en anelse for langsomt, og laengedes efter at se hvad maskinen kunne. Det mest dramatiske der skete, var da en pige fra en tysk familie, ikke kunne bremse ned ad en skraaning, saa hun fortsatte ind i junglen, og rev sig paa benet.

Irriterende nok valgte mit kamera, at loebe toer for stroem, lige da den flinke medhjaelper, ville tage et billede af mig paa dyret. 
[jeg hader at det kamera, foerst gaar opmaerksom paa stroemmangel, naar det med garanti er for sent]
Saa i stedet var jeg jo tvunget til at koebe et af de turistfaeldebilleder de solgte paa stedet. Den digitale kopi blev slettet, inden blitzen var blevet kold, men saa fik jeg til gengaeld denne utrolig grimme ramme med.
 

Kulinarisk rundtur
Anders og jeg har efterhaanden samlet mod til at spise maden fra gadehandlerne, saa en eftermiddag paa stranden noed vi en gang svin-paa-pind. Eller imellem pind, var det vel naermest. 4 - 5 stykker tyk roeget bacon/flaesk, klemt fast mellem to traepinde og stegt paa grillen.
Lige ved siden af vores guest house, er der ogsaa adskillige gadehandlere, hvor en af dem saelger de laekreste stykker sproedstegt kylling.
Men i gaar ville jeg proeve noget andet til frokost, saa jeg koebte sticky rice med mango, og en ananas shake. Mango og ris er mest en slags dessert, men de saelger det mange steder, saa jeg taenkte, det skulle proeves. 10 kr. maatte jeg slippe for det maaltid.  

When in Rome…
Det siges jo at alting, skal proeves en gang, men for mit vedkommende er der dog nogle graenser. Prostituerede bare for at naevne et relevant eksempel.
Men jeg synes nu alligevel, jeg ville give Go Go barerne en chance, saa ved man ogsaa bedre hvad man taler om.
Det var dog en lidt fesen oplevelse. Paa bargaden her i Patong fungerer, der stortset ens paa alle de hundredevis af smaa barer. Man kan koebe noget at drikke, og saa staar der nogle thaipiger og danser paa et podie. De er smaat paaklaedt, uden dog egentlig at vaere vulgaere. Og saa ikke mere. De beholder toejet paa, og en privatdans, betyder bare, at de saa staar paa det bord man sidder ved.
De piger der saa ikke danser udover bartenderne, har nok en anden agenda…
Den stoerste fornoejelse for mig, var at banke en af de ikke-dansende i Fire Paa Stribe flere gange

Jeg ved ikke om det er fascinerende eller foruroligende, men ikke desto mindre, kan man konstaterer, at det hele handler om sex i en eller anden grad. Fra tanken og fantasien, til ren og skaer handel.
Og saa er der de mange katoys eller ladyboys - altsaa thaidrenge, der sminker og klaeder sig som piger. Og det goer de for at tjene penge.
Men jeg har simpelthen svaert ved at tro paa, at der er SAA stort et markede for den slags.
Det er indlysende - og ogsaa indimellem aabenlyst - at noegen gange, skal offeret ikke vide, at den smukke nymfe er en mand/dreng.
Det synes jeg utroligt ucharmerende. Der er noget grundlaeggende forkert ved at narre folk paa den maade.
Selvom jeg tidligere har udtrykt begejstring for alle kopivarerne, og en ladyboy jo groft sagt er det samme, saa synes jeg alligevel, det er noget andet.
Men der er ogsaa en vis humor over det, som det ses her:
 
Taget i betragtning hvor lidt thai’erne generelt kender til engelsk sprog og amerikansk kultur, tror jeg naesten stedet der, har faaet hjaelp til navnet.

Morgenstund har guld i mund
Jeg stod op i dag til endnu en lidt overskyet dag. Jeg besluttede mig for, at gaa hen til en sandwich shoppe, for at koebe morgenmad, og benytte deres gratis internet.
Jeg spurgte i receptionen, om mine flybilletter var kommet fra Koh Pha-Ngan, men fik svaret: “maybe monday, today is saturday”.
Jeg forestillede mig hvordan jeg skal ringe til Aeroflot, eller besoge deres eventuelle kontor i Bangkok lufthavn, og overbevise dem om, at jeg altsaa har et saede paa deres fly.

I sandwichbaren moedte jeg to piger, som ogsaa var paa Kho Pha-Ngan, og de fortalte mig en tur de havde vaeret til Similan Islands. To dage hvor man bor paa en laekker baad, og ikke laver andet end at dykke. Jeg besluttede mig for at koebe billet med det samme.
De spurgte om jeg ville med paa stranden, for himmelen var klaret lidt op, saa jeg gik lige tilbage for at hente mit strandudstyr. Og BIM soerme om der ikke var post!!! Sjaeldent har jeg vaeret saa glad. I sandhed kisteglad. Et aag af bekymringer forsvandt fra mine skuldre.

Det var jo Agent Cooper, der sagde at man skal give sig selv en gave hver dag.
Jeg besluttede mig for, at to maatte vaere paa sin plads i dagens anledning.
Saa foerst gav jeg mig selv en god gang sol paa stranden - det kan maerkes nu - og saa tog jeg paa japansk restaurant for at faa aftensmad.
Der var ikke andre i det lille lokale, end far og datter fra et Holland/Oestrig-agtigt sted og saa mig. Jeg bestilte tonkatsu og miso suppe, men heldigvis for mig, havde faderen bestilt hummer af en slags, for bordet vi sad ved, var saadan set de tre frie sider, af en kaempe stor kogeplade, hvor kokken stod og tilberedte hummeren. Igen var jeg uden kamera.
Men til gengaeld spillede anlaegget en daarlig coverversion af Mr. Postman, og det gav jeg stedet lidt ekstra drikkepenge for.

I morgen skal jeg paa udflugt igen. Denne gang er hovedattraktionen, den smukke omraade, hvor dele af The Man With The Golden Gun er optaget.

• Skriv en kommentar... (1)

Det er et surt job, men nogen skal jo goere det - holde jer opdateret paa hvad der sker paa min tur.

Boattrip
Signe fortalte mig at hendes veninde Gry ogsaa skulle til Thailand her i april, saa jeg skrev til hende om hvilke planer hun havde. Det endte med at Gry og hendes veninde Camilla kom til Koh Pha-Ngan to dage foer Full Moon festen, og da der ikke var nogle ledige vaerelser tilbage, tilboed jeg at de kunne sove paa mit. Jeg havde i forvejen en ekstra seng, og saa blev der slaebt en madras ind.

Gry havde skrevet til mig, at hun skulle moedes med sin soester, men det viste sig at de to er i familie paa samme maade som medlemmerne i Duran Duran ikke er det. De har ikke en gang samme efternavn. Camilla foelte sig lidt sloej efter ankomsten, men Gry og jeg besluttede os for at tage paa en baadtur rundt om oeen.
Jeg husker, hvordan vi laerte i skolen, at indianerne ifoerte sig bjoerneskind, for paa den maade, at “faa” nogle af bjoernens egenskaber. Jeg ved ikke, hvad der praecis skal komme ud af at kalde en baadtur for: “Snoop Dogg boat trip”, men den valgte vi altsaa.
 
Som det ses paa billedet, var den saakaldte baad ikke meget mere end en forlaenget jolle, med baenke.

Den sejlede nu fint nok, men efter noget tid, blev jeg godt lidt traet af, at man ikke kunne komme i skygge - eller bevaege sig for den sags skyld.
Foerste stop var ved en fin lille strand, hvor vi oppe paa land blev laesset op paa ladet af en stor firhjulstraekker - altsaa en taxa, og saa var der ellers en ti minutters koeretur igennem junglen. Stejle stigninger og huller i vejen er obligatorisk husker I nok. Eller det vil sige: det ville have vaeret en ti minutters koeretur, hvis der havde vaeret benzin nok paa bilen. Vik gik resten af vejen, hvilket sandt at sige ikke var det store problem. Ogsaa blev vi beloennet med det herligste smukke vandfald, hvor man kunne forfriske sig en naturlig pool.
Vandet var noget koldere end ved stranden, saa det var rigtig laekkert.  
Desvaerre var det ogsaa den store turistfaelde, og vores baad var langt fra den eneste, der kom den vej forbi.
Det er underligt hvor mange mennesker, der opsoeger naturoplevelser paa den maade, og saa i virkeligheden hellere vil lave fest og ballade. Det var lige lidt for meget Calella, men vi havde ikke forventet andet, og vandfaldet var jo smukt under alle omstaendigheder.

Naeste stop var frokost paa en ret laekker restaurant med udsigt over stranden. Der var ogsaa tid til en lille lur, jeg valgte dog at laese i min medbragte bog. Well of Darkness, som jeg kan anbefale til de af jer, der var glade for Dragonlance boegerne.
Da vi for tredie gang klatrede ombord og klemte os ned paa de smalle braedder, synes jeg efterhaanden ikke det var saa sjovt laengere. Det gik dog over i det oejeblik vi stoppede tredie gang. Det var et stop, hvor vi skulle snorkle, og jeg erindrede fra Brasilien, at snorkling absolut ikke altid er noget at raabe hurra for.
Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Der var om kring to meter vand, naar ikke altsaa det stykke vand var fyldt op af koraller, klipper og fisk. Store stimer af smaa stribede fisk svoemmede overalt. Godt hjulpet af baadens “kaptajn”, der stod og smed broedkrummer ud til dem, saa de samledes i store klumper.
Jeg brugte de 45 minutter fuldstaendig opslugt. Det er en fantastisk oplevelse, at svoemme ind i saadan en stime fisk, saa de kommer hen og kigger ind igennem masken til en. Der var endda en enkelt, der forsoegte sig med at nappe mig i maveskindet. Gry var til gengaeld bange for fisk, saa hun brugte det meste af tiden i baaden.

Thailandsk nytaar
Hjemvendt fra turen, var jeg i rigtig godt humoer, og saa var det jo kun passende, at aftenen boed paa fest. Det var dagen foer Full Moon - grunden til at alle tilstedevaerende vra der overhovedet - og saa kunne vi jo lige saa godt varme op.
Eller det vil sige: for tre danske drenge var det lidt antiklimaks, de havde taabeligt nok faaet arrangeret deres billetter saaledes, at de skulle rejse d. 13. Dagen med Full Moon fest OG for foerste gang i mands minde Thailandsk nytaar kaldet Songkran. Saa vi holdt afskedsfest for dem. Og hvilken fest.

Thailandsk nytaar er ogsaa en vand festival, hvilket betyder at ALLE kaster med vand paa ALLE. Saa selvom aftenen startede d. 12. blev det jo hurtigt efter midnat, og nede paa stranden var det fuldstaendig kaos. Alt og alle var komplet gennembloedt. En fantastisk oplevelse, som jeg vil anbefale til alle.

Full Moon Party
Saa oprandt dagen for den famoese fuldmaanefest. Hele dagen gik fortsatte vandkampen, og jeg foelte mig noedsaget til at koebe en kaempe vandpistol for at vaere med. I ved nok de store super soaker gevaerer, der med lufttryk skyder rigtig langt.
Det vil sige, faktisk var det Martin og Kristine, der var saa ivrige, at de koebte en til mig, efter jeg opgav at lede laengere.
 
Paa Same-Same var der stor fest, som opvarmning til spektaklet paa stranden.
Der var stor og buffet, og som det ses paa billedet rigtig mange mennesker.
Faktisk saa mange mennesker, at jeg aldrig fik et sted at sidde, saa jeg maatte staa i baren og spise.

Underholdningen bestod af et live band, der spillede forskellige covernumre, og saa Anders, der gav den som DJ foer og efter. Som det kunne forventes blev stemningen hurtig munter.
 
Martin ville gerne males i hovedet som en smiley med den kropsmaling, som er utrolig populaer hernede, hvorfor det sorte smil blev til en blaa klovnemund, melder historien ikke noget om. Det er i oevrigt Kristine som indianer i baggrunden.

Selve Full Moon festen var dog lidt skuffende for mig. Den ventede vandkamp udeblev lidt, da mange af de tilrejsende ikke helt var med paa spoegen. Der gik ogsaa rygter om, at der havde vaeret en bombetrussel, hvilket nok satte lidt en daemper paa stemningen. Hvor stranden de andre dage havde vaeret hyggelig og smuk, var den nu pludselig proppet til randen af 10 - 20.000 mennesker, der alle bare stod i deres egen lille verden.

Videre til Phuket
Allerede i dagene op til fuldmaanefesten, kunne jeg godt maerke, at jeg lissom havde set Kho Pha-Ngan, og jeg glaede mig til at komme videre. Maaske lidt for meget. Anders og jeg tog en beslutning, og koebte en billet til Phuket med natbaad og bus. Vi brugte lige d. 14. til at slappe af, og saa var det farvel til Same-Same d. 15.
Et lidt vemodigt farvel, naar man nu har vaeret et sted med saa god stemning i saa lang tid.  
Her er det Anders og jeg paa natbaaden. Jeg smiler, men skindet bedrager, for jeg er egentlig rimelig traet af, at jeg glemte mine flybilletter i pengeskabet paa Same-Same. Den lille bekymring krydret med de ultratynde maatter til at sove paa, og en franskmand, der ikke helt kunne lade vaere med at servere sine lemmer til mig i nattens loeb, gjorde at jeg ikke fik meget soevn.
Bussen der skulle tage os resten af vejen, var heller ikke meget bedre. Det startede som saadan ok, men tilsyneladende var en bus fuld af turister ikke helt nok. Vi tog en del omveje for at samle flere passagerer op, og det endte med, at mindst 15 mennesker maatte staa op i gangen. Varmen og chauffoerens koersel blev aabenbart for meget for en thai kvinde, der sad paa saeddet foran os. I hvert fald havde hun kastet op i en pose, da vi kom frem. En pose hun lod haenge. Jeg er glad for, at jeg foerst opdagede alt dette, da vi skulle til at staa af.

Vi besluttede os for at tage til Patong. Egentlig er hele grunden til at jeg gerne ville til Phuket, at jeg gerne ville proeve at surfe. Det ser lidt usikkert ud paa nuvarende tidspunkt.
Patong er meget meget turistet, og klicheen om aeldre maend med unge thai piger lever i bedste velgaaende. Der er en kaempe bargade fuldstaendig proppet med Go Go barer, og ikke meget andet. Til gengaeld er stranden ret laekker, og jeg flottede mig i gaar, og lejede en jetski i en halv time. Det var godt nok fantastisk, jeg lover jer, at den lille maskine fik fuld hane henover boelgerne. Billedet her viser en rigtig glad dreng, der siger tak for laan.

• Skriv en kommentar... (2)

Jeg beklager den lidt sporadiske opdatering her paa det seneste. For det foerste er det ikke det mest ophidsende, at sidde foran en computer naar man kan ligge paa stranden, for det andet er deres internetforbindelser hernede ganske forfaerdelige, hvilket giver mig graa haar i hovedet - eller noget. Og for det tredie, saa har jeg brugt et par dage paa at pleje en daarlig mave. Og dermed ikke oplevet det store.

Jeg skal spare jer for detaljerne, men Same-Same holdt foedselsdag d. 7. med alt hvad der til hoerer. Dagen efter var min mave ikke helt paa toppen, men det var vel hvad man kan forvente.
D. 9. var det meningen, at vi skulle ud paa en paintball bane, og skille maendene fra musene. Det maa jo naesten goere mig til en form for myre eller orm, at min mave tvang mig til at blive hjemme. I stedet fik jeg anbefalet en “yummy tummy”, et lille shot lavet af grapefrugtnoedsekstrakt tror jeg. Den koebte jeg hos det lokale traeningscenter, hvor pigen bag disken advarede mig om, at det smagte forfaerdeligt, saa hun solgte mig samtidig en proteinrig frugtdrik lavet af bananer med mere.
Saaledes forberedt kastede jeg den helende vaeske i gabet. Det var faktisk ikke saa slemt som forventet, men jeg tror alligevel Robitussin har faaet sig en konkurrent til titlen om mest frygtelige fluidum jeg har fortaeret.
Den bitre smag i grape gange 100, minus det soede og forfriskende, plus en konsistens lidt som levertran, der gjorde at jeg var tvunget til at slikke de sidste klaebrige draaber ud af baegeret.
Men det hjalp ikke det store synes jeg ikke, saa da jeg laa i sengen om aftenen med ondt i mavsen, lovede jeg mig selv at gaa til laegen naeste dag, hvis ikke natten bragte bedring.

Han var rigtig flink og solgte mig tre forskellige typer piller. Nogen til mavesmerterne, nogen til at stoppe “vaesketabbet” og nogle til at spise efter hvert maaltid.
Egentlig har jeg allerede diarepiller med hjemmefra, men jeg ville ikke spise dem med, mindre det var rigtig slemt. Altsaa livstruende slemt. Jeg har laert af mit faedrende ophav, at man boer fixe grunden frem for symptomerne. Man saetter jo heller ikke en prop i en vandhane, hvis den drypper.

Men laegen sagde ogsaa at jeg skulle spise groentsager og frugt, og undgaa maelk og yoghurt. Det sidste undrer mig stadig, for man siger da det modsatte derhjemme. Og jeg havde snusfornuftigt koebt og drukket en drikkeyoghurt paa vejen til laegen.
Bevaebnet med et arsenal af piller, kunne jeg saa tage del i paaskefrokosten paa Same-Same samme dag.
Eller det vil sige, jeg kunne hygge med de andre. For jeg var stadig ikke rigtig sulten, og jeg foelte at alkohol nok lige var for haard kost saa hurtigt.
Saa ingen snaps eller skinke, men jeg spiste da en karrysildemad, et aeg og to frikadeller med roedkaal.

Men tiden har paa ingen maade vaeret spildt. Man moeder hele tiden nye soede mennesker, blandt er jeg stoedt paa kaeresteparret Martin og Kristine, som rejser sammen og skriver om deres oplevesler paa en hjemmeside ligesom mig. (jeg kan bare ikke huske adressen lige nu, og google er ikke min ven i dag)
Martin er noget af det sjoveste jeg laenge har moedt, og blandt andet brugte vi i naerheden af to timer en nat paa en sandwichbar paa at diskutere daarlige jobs og havregryn. Knaegten er fuldstaendig besat af gryn, hvilket er en evig kilde til morskab.   

• Skriv en kommentar... (1)

En af grundene til at jeg pludselig fandt mig selv paa Koh Pha-Ngan, er at der hele tiden sker noget spaendende. (og maa jeg her indskyde, at jeg finder graenseloest irriterende, at jeg stadig ikke kan apostrof paa de her thai keyboards, til det indledende “En”).

D. 4. april arrangerede Soeren her paa Same-Same saaledes en tur til et kendt dykkersted, ca en times sejlads fra Kho Pha-Ngan, som hedder Sail Rock.
 
En klippe der bare stikker op ad vandet, paa billedet kan man lige ane nogle dykkere, til sammenligning med stoerrelsen.
Vi var fire i alt, og saa en hollandsk dive master, som hedder Michelle, som var rigtig soed og sjov.
Tre af de andre danskere tog med bare for at snorkle.
Jeg var lidt nervoes, fordi det er saa laenge siden, og egentlig skal man have et saerligt opfriskningskursus, naar der er gaaet mere end et aar siden, man har dykket sidst.
Men som med saa meget andet hernede, er regler skabt for at blive boejede. Saa jeg sprang i med de andre, efter en kort introduktion, som jeg tror er standard for alle dyk - uanset hvor erfaren man er. Man kan trods alt drukne og komme slemt til skade under vandet.

Desvaerre for de andre, var jeg klart den daarligste dykker.
Det vil sige: jeg havde virkelig svaert ved nedstigningen, mine oerer gjorde SAA ondt. Man kan jo trykudligne undervejs, men det gik virkelig daarligt for mig. Efter hvad der foeltes som en evighed, gav dive masteren op, og lod mig passe mig selv i en 5 - 6 meters dybde, mens han foerte de andre rundt om klippen.
Jeg fulgte med paa afstand, og dykkede stille og roligt laengere og laengere ned.
Efter noget tid, moedtes jeg med de andre, og kunne saa tage det stille og roligt, men jeg var tvunget til at trykudligne HELE tiden.
Jeg bilder mig selv ind, at det skyldtes, de for mig, adskillige gange jeg havde mellemoererbetaendelse som barn. Maaske har jeg bare en lille tudse i halsen. Glasbarnet kan jo ikke taale at sove i “traek” fra en ventilator. Uanset at der er 40 grader i rummet.

Men det blev en fantastisk oplevelse. Jeg blev venner med trykket, vandet i masken og naesen, og kunne nyde de store stimer af tunfisk, der var over det hele. Jeg tror de var 30 - 40 cm i gennemsnit. Vi saa en lille muraeneaal, masser af oesters, jeg roerte ved en anemone - meget underligt, gule stribede fisk, og store stimer af fisk jeg ikke lige kender. Isaer var det fantastisk, at kigge op langs med klippen og se nogle smaa sorte fisk, staa naermest som en sky rundt om klippen.

Efter ca. en time under vandet, hvor man stiger langsomt op til overfladen i etaper, var der mad paa baaden. En engelsk fyr havde lavet noget thai mad til os, men det var desvaerre lidt for staerkt til at jeg rigtig kunne nyde det. Saa var der lige 40 minutters pause, hvor jeg blundede lidt. Jeg stod op kl. 5:45 efter stortset ikke at have sovet om natten. Saadan er det naar barnet er spaendt.

Andet dyk gik meget bedre. Nu vidste vi jo, at jeg var den besvaerlige, ogsaa kunne jeg stige ned langs med et reb, hvilket gav mig et passende tempo til oererne. 

Paa vejen hjem sad baaden fast paa en sandrevle lige ved kajen og kaptajnen maatte bugsere os frem og tilbage utroligt mange gange. Til sidst maatte den unge teenagedreng, der hjalp til paa baaden, springe i vandet med fortoejningerne, saa vi kunne komme toerskoede i land.

I baadene og oppe paa kajen, var de lokale fiskere i gang med at sortere fisk. Nettene blev hevet op af lastrummet fulde af is, skidt og fisk. Det faar de 100 baht om dagen for. Til sammenligning, var vi fire dykkere, der betalte 2000 baht pr. mand for en halv dags udflugt.

Paa kajen saa vi ogsaa disse to marlins.
De ligger bag i en taxa, af den type jeg efterhaanden har koert en del op og ned af bakkerne i.

Og saa efterlyste Signe et billede af mig selv. Bare saa I kan se jeg har det ok.
En skam med det bistre udtryk, men jeg kan jo ikke staa og autoportraettere hele dagen.

• Skriv en kommentar... (2)

Det har godt nok vaeret en haard uge paa Koh Pha-Ngan. De foerste fire dage gik mest af alt med at smage paa det lokale oel og den lokale sprut. Henholdsvis Singha Beer og Sang Som thai whisky. Saa jeg har befundet i stadier fra munter til det nogen af jer nok vil genkende som irriterende.
Men jeg har undgaaet ballade i det store hele. Og til gengaeld har jeg haft det sjovt med en masse fantastiske mennesker.

Det er en lidt underlig tanke, at de smaa plastikspande, som man faar serveret thai whisky i, kaldet “buckets”, ogsaa ses paa mange af de toiletter, som ikke har traek og skyld, men i stedet et kar med vand af varierende renhed, hvor det saa er meningen, at man selv skal haelde noget vand i kummen.

Jeg har solgt mine hvide havaianas til englaender der hedder Jessie, for han var helt skoer med dem. Godt jeg havde to par med.
Jeg havde egentlig taenkt mig, at tage videre allerede d. 1., men nu kommer jeg tidligst afsted i morgen d. 3. 
Problemet er, at jeg ikke helt ved hvor jeg skal tage hen, og det er jo meget hyggeligt her.

I gaar lejede vi eksempelvis scootere. Soeren, ejeren af Same-Same, viste mig og 4 andre danske rejsende + Trine en bartender paa stedet, rundt paa oen.
 
Det vil sige, vi naaede ikke saa meget, for i en gruppe paa 7, skal der jo ske ulykker.
Foerst var der en af scooterne, der ikke kunne klare de skrappe stigninger, og den skulle byttes.
Paa billedet herover, sidder vi og benytter pausen til at nyde udsigten.
Jeg var lidt skraemt da jeg hoerte, at den eneste vej ud af den vi bor i, er via den snoede bjergvej med 20% stigningerne.
Der ligger grus allevegne paa vejen som for det meste er lavet af cementplader. Et sted var der et stort hul i vejen, markeret med et lille trae, og saa maatte man ellers bare koere uden om.

Senere punkterede en fyr der hedder Magnus, og saa gik der tid med det.
Men vi naaede at besoege et meget hyggelig lille strand, hvor vi fik noget at spise, og saa koerte vi op ad bjergsiden til en lille bar/cafe, hvor vi skulle se solnedgangen.
Og saa ville man oenske, at man havde et ordentligt spejlreflekskamera, med zoom og hvad den slags kraever. 
Desvaerre var der ogsaa en del skyer i horisonten, men en smuk oplevelse alt i alt.

Saa var det hjem igennem moerket, en tur som igen sendte mit hjerte op i halsen paa mig. Det er ikke sjovt, at have en stor pick up i nakken, naar man sidder paa en lille scooter i natten, paa vej ned af noget der foeles som en lodret vaeg.
Og saa var der jo ogsaa lige den store gravemaskine med larvefoedderne, der pludselig fyldte hele vejen, i gang med at grave en groeft eller noget. Saa maate man bare klemme sig forbi, paa faa centimeters afstand, uden af den stoppede arbejdet paa nogen maade. Bilen bag mig var tvunget til at vende om, tror jeg.

I dag d. 2. april er det valgdag og derfor forbudt at udskaenke alkohol. Allerede i gaar aftes, var de fleste af barerne i byen lukkede.
Det skyldes eftersigende, at tidligere ville de forskellige kandidater holde fester med fri bar, for at fiske stemmer.
Man kan undre sig over, at de ikke bare har gjort den slags smoerrelse ulovligt, i stedet for lige frem, at lukke alle barer i en hel dag.

• Skriv en kommentar... (0)

Takket vaere bogen Pattern Recognition har jeg vaeret spaendt paa om jeg endelig skulle opleve jetlag.
I bogen staar der at det kan paavirke folk, der rejser mere end 5 tidszoner, saa jeg burde vaere kvalificeret. (og i traad med Gibson observerer jeg at ventilatoren i mit loft er af maerket Mitsubishi)

Da jeg er saadan en slave af BOGEN, skyndte jeg mig selvfoelgelig at koebe en iced ginger tea til frokost. Ingefaer skulle eftersigende hjaelpe mod jetlag.
Det smager slet ikke som ginger ale, men snarere som te lavet af ingefaer.
Den japanske green tea laeskedrik jeg koeber i 7-Eleven, smager i oevrigt af kold te, slet ikke den soede laeskedrik Nestea laver i Danmark.

Kl. 03 er jeg stadig vaagen.
Om det saa er jetlag er min middagslur er svaert at sige. Da jeg endelig vaagner og beslutter mig for at staa op er kl. 15:30. 2 1/2 time til min bus koerer til Koh Pha-Ngan.
Tog en hurtig beslutning efter nogle timer i Bangkok.
Men den dag, jeg troede, jeg lige kunne naa at bruge i byen, er gaaet.
Tager et hurtigt kig paa billige cowboybukser i naerheden af Khao San Rd.
Et par sorte 501’s to numre for store, er det jeg har taenkt mig. Dem finder jeg hurtigt, og saelgeren er meget ivrig for at vise mig at bukserne er aegte.
Jeg er ret fascineret af hele kopi-kulturen. Der er noget befriende i tanken om, at intet man ser, noedvendigvis ogsaa er de dyre maerker de ligner.
Naar alt er fake, og alle ved det, ophaever det pointen med maerketoej paa en eller anden maade.
Bukserne starter med at koste 950 baht, og jeg er lidt i tvivl om hvad det siger om aegtheden.
Til gengaeld gider jeg ikke have et par ekstra bukser i tasken den naeste maaned.
Det har saelgeren lidt svaert ved at forstaa, og jeg har lidt ondt af ham, naar nu han har fundet flere modeller frem og maalt min talje.
Da jeg gaar er prisen 400 baht.
Det er ikke meget mere end 70 kr.
Jeg har helt sikkert taenkt mig at komme forbi paa vejen hjem.

Jeg skal med bus syd paa, og er blevet fortalt, at den kommer og henter mig.
Det goer den ikke. I stedet kommer der en fyr og raaber “Phangan”, og der bliver peget paa mig. Jeg henter min taske, og staar klar med min Lonely Planet i haanden.
Ude ved fortovet holder der en scooter og venter.
At sidde bag paa en scooter uden hjelm, med en stor rygsaek, ud i Bangkoks trafik og kun den ene haand at holde fast med, er ikke min version af underholdning.
Heldigvis er turen relativt kort, og det meste af tiden koerer vi faktisk ad nogle smaa gyder.
Bussen bliver hurtigt fyldt op, englaendere de fleste, men lige bag mig et par med en belgisk fyr og en japansk pige.
Der er en lille dreng paa omkring 4-5 aar med bussen, som gaar rundt til alle passagererne og spoeger om noget ingen af os forstaar. Men han er vaeldig soed, og senere sidder jeg et stykke tid ved siden af ham, for at se filmen de viser bedre, og han forsoeger at laere mig at taelle paa thai.
Den foerste film de viser er Transporter 2, som jeg aldrig har hoert om, endsige 1′eren, og det selvom Luc Besson har haft en finger med i spillet.
Film nummer to er Anacondas, som jeg ikke lige gider spilde min tid med. I stedet sender jeg en SMS til Jeppe, saa han kan hjaelpe mig, fordi jeg sidder fast i mit Zelda spil.
Den belgiske fyr har en PSP med, og vi ender med at sidde og spille Mercury i to timer, midt om natten, mens alle andre sover. Vaeldig hyggeligt.

Kl 6 om morgenen bliver vi sat af ved et lille skur af en slags, midt ude i ingenting.
 
Alt efter hvor folk skal videre hen, bliver vi samlet op i smaa grupper.
Sammen med 5 engelske fyre bliver jeg sat paa en pick up, som er indrettet til mennesketransport, de tasker der ikke kan vaere mellem vores ben, bliver smidt op paa taget, som har en meget lille kant til at holde dem fast. Ingen elastikker eller noget.
Og saa er der ellers doedskoersel. Fuldfart over broer og smaa buler i vejen.
Da var jeg meget ked af at komme sidst, for jeg sidder yderst og kan uden problemer falde af hvert oejeblik det skal vaere. Og det taenker jeg ogsaa om min taske paa taget.
Men det gik.

Baadturen tager ca. 2 1/2 time, og er ret kedelig.
Paa kajen er der det forventede opbud af ivrige thai’er der gerne vil udleje os et sted at bo, eller koerer os derhen.
Jeg kommer bag paa en ny pick up, tasken paa taget og saa afsted. Denne chauffoer koerer mere stille og roligt. Men det er ogsaa noedvendigt, for vejen snor og bugter sig helt vanvittigt. Jeg ser i forbifarten et skilt, hvor der staar 20% stigning. Hvis ikke jeg havde vaeret ombord, ville jeg ikke have troet at det kunne lade sig goere.

Men igen viser min frygt sig at vaere stortset ubegrundet.
Jeg gaar det sidste stykke til Same-Same, og jeg faar det sidste vaerelse. Godt for mig, for mens jeg venter paa at det bliver gjort rent, og faar lidt mad, kommer der flere rejsende forbi og spoerger efter et vaerelse.
Stedet er ejet af en dansk fyr og hans thailandske kone, saa der er en del danskere. I det hele taget er der en rigtig hyggelig stemning, naesten som en stor familie.
Det her er udsigten fra den balkon, der foerer hen til mit vaerelse:
   

• Skriv en kommentar... (1)

Ditte har anbefalet mig K.C. Guest House i omraadet Banglumpoo, det er lige rundt om hjoernet fra infamoese Khao San Rd.

Taxachauffoeren fatter en meget lille brik af hvor jeg vil hen.
Adressen skrevet med ”rigtige” bogstaver hjaelper ca. det samme som hvis jeg havde morset laengde- og breddegraderne til ham paa saedets ryglaen.
Jeg viser ham kortet i Lonely Planet, hvor stedet efter min bedste overbevisning ligger.
Intet resultat. Han er stadig 230% forvirret og maa endda stoppe og spoerge om vej.
Det selvom jeg viser ham paa kortet, hvor Khao San Road ligger i forhold til, hvilket han genkender og nikker glad.
Saa - det ender med at han koerer mig til Khao San, og jeg kan selv gaa de maaske 700 m jeg skal. Det involverer at gaa lidt tilbage, et hoejresving og et venstresving.
Det er mig en gaade hvordan det kan vaere saa svaert, men samme oplevelse havde vi jo ogsaa i Rio.

Men K.C. Guest House er et hyggeligt sted med egen lille restaurant.
Jeg ser straks at man nok boer smide skoene inden man gaar ind, og saa bliver vaerelset vist frem.
 
Ikke noget fancy, men jeg har eget badevarelse og det koster 350 baht. Men der er saa ikke noget stroem.

Spiser aftensmad paa Comme hvor de unge thai’er drikker sig klar til loerdag aften.
Fik smaa friturestegte stykker af svine ribben med hvidloeg og sesam, der til ris og semi staerk chilli sauce og en Singha. 

• Skriv en kommentar... (3)